HENSIGTSERKLÆRINGEN
Som bygherrer har vi ansvar for at minimere byggeriets aftryk på klima og luft- og støjkvalitet og samtidig forbedre nær- og arbejdsmiljø til gavn for borgere og medarbejdere.
Derfor er vores mål en fuldstændig omstilling til emissionsfrie bygge- og anlægsmaskiner. Et af vores mest effektive værktøjer er, at kunne stille krav om emissionsfri anvendelse af arbejdsmaskiner og øvrigt materiel i vores udbud og indkøb.
Vi anerkender, at større maskiner, typisk over 4- 5 tons, er varierende og i nogle tilfælde stadig på prototypeniveau, og at leverandører derfor ikke kan levere eller anvende større emissionsfrie maskiner på kort varsel.
Vi anerkender også, at energi-infrastruktur til emissionsfrie arbejdsmaskiner på, og omkring, byggepladser kan være en udfordring.
Vi er opmærksomme på, at der endnu ikke i høj nok grad bliver stillet krav til mindre maskiner og materiel der allerede er tilgængeligt på markedet. Krav om dette er nødvendigt også for at få erfaringer til at implementere emissionsfrie løsninger for de større maskiner.
Hensigtserklæring:
Derfor vil vi nu, i vores egne bygherreorganisationer, gå i gang med at operationalisere hensigterne, så vi senest medio ‘24 kan offentliggøre, hvordan vi konkret vil:
- Stille krav i konkurrencegrundlag og/ eller kontrakter for at maskiner og øvrigt materiel, som kan leveres og anvendes emissionsfrit til det konkrete projekt og anvendelse, skal være og anvendes emissionsfrit.
- Efterspørge leverandørens planer for udskiftning fra fossile til emissionsfrie maskiner. Herunder efterspørge dokumentation på, at de emissionsfrie maskiner er i bestilling. Dette vil vi gøre, fordi vi tror på, at en betydeligt større efterspørgsel kan føre til, at producenter omlægger fabrikslinjer til serieproduktion også af de større emissionsfrie maskiner.
For at være sikre på, at vores efterspørgsel fører til ændringer i produktionsleddet, har vi som fælles ambition, at vores samlede indsats vil føre til, at der imellem nu og 2028 bestilles minimum 1000 nye emissionsfrie maskiner.
- Være en aktiv part i offentlig privat dialog og bidrage til både konkrete løsninger for fx strøm på byggeplads og til et generelt brancheløft for både bygherrer og leverandører, der gør det muligt at implementere nye krav og løsninger.