De 10 mest læste artikler i 2022

Innovative indkøb, vilde problemer, forskellige ledertyper: Hvad skrev vi om? Hvad læste de andre? Og hvad læste du selv? Her er de 10 mest læste artikler i løbet af året på co-pi.dk.

Billede: De 10 mest læste artikler på co-pi.dk i 2022

Innovative indkøb. Vilde problemer. Emissionsfrie arbejdsmaskiner. Videokonsultationer. Forskellige ledertyper. Skaleringsprocesser.

På co-pi.dk har vi bragt mange artikler i løbet af året. Både nyheder fra CO-PI selv – og fortællinger om alt det innovationsarbejde, der sker over alt i den offentlige sektor. Ofte i samarbejde med den private sektor.

De 10 mest læste historier i år kan du se herunder. Input og tips til nye historier er du meget velkommen til at sende til kommunikationsansvarlig Paul Sauer på [email protected].

Se de 10 mest læste historier her:

1. Indkøbschef: Innovative indkøb kræver mod og ressourcer

I februar interviewede vi Anette Winther Juhl, daværende indkøbschef i Aarhus Kommune. Hun fortalte, at risikovillighed, opbakning fra ledelsen og det rette medarbejderteam er nødvendige elementer for at drive innovation gennem offentlige indkøb​.

2. CO-PI: Samfundet har brug for flere vilde løsninger 

Vilde problemer kræver vilde løsninger. Det er budskabet i en ny publikation, som CO-PI udgav i september. I udgivelsen kan du hente læring og konkret inspiration til arbejdet med vilde problemer, og der er også gode råd og eksempler.

3. Virtual Reality skal hjælpe skizofrenipatienter med at bekæmpe stemmerne i hovedet

En af de langtidsholdbare: I august 2020 skrev vi om en ny behandlingsform, der skal gøre det lettere for patienter med alvorlige hørelseshallucinationer at kontrollere de plagsomme stemmer, de hører. VR-brillerne testes i Region Hovedstaden, Nordjylland og Syddanmark.

4. Ny forretningsgang sætter innovative sundhedsindkøb i system

I september skrev vi om Region Hovedstaden, der udvikler en ny forretningsgang for innovative indkøb til alle regioner. Modellen kobler innovationsenheder og indkøbsfunktion om en fælles innovationsproces, hvor indkøb, implementering og skalering er tænkt ind fra starten.

5. Videokonsultationer i sundhedsvæsenet: Implementering kræver mere end blot et snuptag

Man kan ikke 'bare gøre det', lød det fra en oversygeplejerske i en artikel fra februar. Den handler om en afdeling på Odense Universitetshospital, der har taget initiativ til at udvikle et koncept, der sikrer grundig, systematisk – og hurtig – implementering af videokonsultationer.

6. Pia Gjellerup: "Vi skal smøge ærmerne op og komme til arbejdet sammen"

Den 4. februar åbnede dørene officielt for Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI), der skulle videreudvikle på erfaringerne fra det tidligere Center for Offentlig Innovation (COI). Pia Gjellerup satte i den forbindelse ord på ambitionerne for det nye centers arbejde.

7. Innovationsstafetten: Vi skal lade de vilde problemer være omdrejningspunktet

Ina Bøge Eskildsen var i september med i CO-PI's Innovationsstafet. Hun er programleder for Aarhuskompasset i Aarhus Kommune og mener, at arbejdet med vilde problemer kræver, at vi skal forestille os løsninger, der umiddelbart forekommer ulovlige, uspiselige eller utopiske.

8. Hvilken type innovationsleder er du?

Der findes forskellige tilgange til ledelse af innovation. Det er en god idé at være bevidst om sin egen ledelsesstil, mener ph.d. Ditte Thøgersen, der har skrevet en artikel om temaet. Vi interviewede hende i januar og satte fokus på tre typiske tilgange til innovationsledelse.

9. Forsker om innovationsledelse: "Medarbejderne skal have ros, lederne skal tage tæskene"

I oktober talte vi med aktionsforsker Annemette Digmann, der mener, at offentlig innovation skal helt op på direktionsgangene og i den politiske topledelse. Ellers får vi ikke løst de vilde problemer: "De vilkår, innovation bliver givet lige nu, rykker ikke for alvor noget," sagde hun.

10. Nyt offentlig-privat samarbejde skal føre til emissionsfrie arbejdsmaskiner

Mindre røg, støj og CO2 fra entreprenørmaskiner på offentlige byggepladser. Det var – og er – målet for initiativ igangsat af Københavns Kommune, Metroselskabet, Aalborg Kommune og CO-PI. I april blev den anden danske skaleringsproces nogensinde igangsat.

Godt nytår – og på gensyn i 2023!