Innovationsstafetten: Vi skal lade de vilde problemer være omdrejningspunktet

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i den offentlige sektor.

Med denne innovationsstafet sætter vi særligt fokus på innovation i offentlig-privat samarbejde for at blive klogere på potentialet, fordelene og udfordringerne. Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang har vi talt med Ina Bøge Eskildsen, programleder for Aarhus Kommunes arbejde med Aarhuskompasset. 

Hvorfor arbejder du med innovation?

Det gør jeg, fordi fremtidens velfærd ikke alene kan skabes med de velkendte tilgange.

I Aarhus Kommune har vi identificeret en række vilde problemer, som står i vejen for, at Aarhus kan blive en god by for alle. Problemerne er vilde i den forstand, at det knap er til at få greb om problemet, og dermed også svært at få øje på gode steder at starte. Det, vi ved, er bare, at vi er nødt til at forlade tanken om, at det alene er en kommunal opgave.

Vi kan kun gøre indtryk på de vilde problemer, hvis vi gør det sammen – alle de parter, der på den ene eller anden måde trænges med problemerne eller holder én af nøglerne til at løsne dem op.

Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?

Som hjælp til at fremtidssikre vores velfærd har Aarhus Byråd vedtaget Aarhuskompasset. Det er en forståelsesramme, der fordrer, at vi fornyr vores tilgang til både ledelse, styring og velfærdsudvikling. Grundsætningen i Aarhuskompasset er, at vi må starte ethvert samarbejde med at sætte os i den andens sted.

Min opgave som programleder for Aarhuskompasset er at hjælpe organisationen i gang med at bruge dette politiske mandat til gå nye veje for at skabe større værdi for – og sammen med – borgerne, erhvervs- og foreningslivet.

Nogle af de helt konkrete innovationsopgaver, jeg er involveret i, handler om fornyelse af vores styring og ledelse, så begge dele tager farve af Aarhuskompasset og tilpasser sig arbejdet med vilde problemer.

I mit netværk udvikler vi løbende værktøjer, der kan bruges til netop det. Vi har fx lavet et målkompas, som kan bruges til at forny den traditionelle målstyring i en mere meningsfuld, motiverende og engagerende retning. Og lige nu har vi et samarbejdskompas og et værktøj til dilemmadialoger i støbeskeen.

Alle disse værktøjer bidrager til en styrings- og ledelsestilgang, der gør det lettere at række ud til og samarbejde mere med de mange parter i samfundet, som er nødvendige medspillere, hvis vi skal gøre indtryk på de vilde problemer.

Hvorfor er det en god idé at samarbejde med private aktører?

Hvis vi skal løse velfærdsopgaven mere i partnerskaber, kan det offentlige ikke have monopol på hverken det vidensgrundlag, vi bygger vores beslutninger på, eller den handlekraft og kreativitet, der skal til for at skabe større værdi.

Hvad er det interessante ved at arbejde med innovation i samspillet mellem den offentlige og private sektor?

De mange perspektiver på et problem – uanset om det er vildt eller ej – stiller os alle sammen langt bedre ift. at få øje på problemets rod og dermed også, hvor vi kunne tage fat for reelt at løse problemet og ikke bare flytte det.

Hvor godt løser vi fx manglen på arbejdskraft, hvis den offentlige og private sektor udelukkende konkurrerer om de samme fisk i søen i stedet for at samarbejde om at udvide søen?

Og hvorfor er det så, det ikke "bare" sker?

I arbejdet med de vilde problemer skal vi i nogle tilfælde forestille os løsninger, der umiddelbart forekommer ulovlige, uspiselige eller utopiske. Det kræver både mod og tålmod – og det er ikke altid til stede.

Det kræver også en mangfoldighed af relationer på tværs af sektorer. Men de relationer bliver ikke skabt af sig selv.

Og så kræver det fleksibilitet og kompromisvillighed blandt begge parter. Som én af vores dygtige samarbejdspartnere fra den private sektor sagde: "Vi kommer ingen vegne, hvis vi bliver ved med at slås med et stykke papir imellem os. Vi skal om på det samme side af papiret for at kunne slås med problemerne sammen."

Jeg tror, at vi har brug for færre BUM-modeller og flere samarbejdsaftaler.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Tilblivelsen af selve Aarhuskompasset og den innovation i styring og ledelse, som det har sat i gang, er med afstand det, jeg er mest stolt af at have bidraget til.

Hvem eller hvad ser du som din største hjælper i dit arbejde med OPI?

Jeg er så heldig at være omgivet af kolleger, som har en langt stærkere innovationsfaglighed end mig. De er dygtige til at holde fast i, at vi skal udvide vores forståelse af, hvem det er relevant at involvere for at finde ud af, hvor mulighedsrummene og forandringskraften kunne ligge.

Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?

Jeg har mange gange tilrettelagt alt for korte og snævre involveringsprocesser, som er foregået mere på systemets end på de involveredes præmisser. Og jeg har mange gange lavet beslutningsoplæg, som alt for tidligt indsnævrede hvilke løsninger, vi overhovedet kunne få øje på.

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?

I embedsværket har vi et meget stort sprog omkring klassisk styring og forandringsledelse – og et væsentligt mindre sprog omkring innovationsledelse. Det udfordrer os, hvis vi skal ændre i rammerne, så de fremmer mere og bedre innovation. Tag fx skabelonerne for afrapportering på innovationsprojekter. Det er ofte designet efter samme principper, som skabelonerne for afrapportering på investeringsmodeller.

Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?

Mod. Tålmod. Relationer. Fleksibilitet.

Hvad er dit bedste råd til offentlig-privat innovationssamarbejdet?

At lade de vilde problemer være omdrejningspunktet. Det er problemer, som berører os alle sammen, og som vi kun kan løse sammen. De vil i mine øjne være den mest meningsfulde motor for fremme af offentligt-privat innovationssamarbejde.

Hvem giver du stafetten videre til?

Jeg sender stafetten videre til Karen Ingerslev, kontorchef i Koncern HR, Udvikling i Region Midtjylland.