Sammen om mindre råstofforbrug

Vi går sammen i en skaleringsproces for innovative offentlige indkøb med målet om at forbedre og reducere forbruget af råstoffer i offentlige anlægsprojekter. Kom og vær med!

Hvorfor er det vigtigt? 

Råstoffer, som sand, grus og sten, er vigtige for bygge- og infrastrukturprojekter, men det er samtidigt ikke-fornybare og knappe ressourcer. På Sjælland er der kun sand og grus til få årtiers forbrug, og allerede nu er der mangel på udvalgte råstofkvaliteter. Det er et problem for mange, og kan ikke løses af enkeltaktører.

Derfor har Center for Offentlig-Privat Innovation igangsat en skaleringsproces af for innovative offentlige indkøb. Ideen er, at offentlige bygherrer i fremtiden – i samarbejde med de private leverandører – skal bygge og anlægge på nye måder, der forbruger færre jomfruelige råstoffer.

Skal I med? 

Skaleringsprocessen samler offentlige bygherrer om fælles markedsdialog med de private leverandører.

Jo flere offentlige bygherrer vi har med, jo bedre. Det sender et stærkere signal til virksomhederne om, at der vil være forretning i at udvikle nye løsninger. Alle offentlige aktører, der ønsker at eller allerede arbejder med at reducere råstofforbruget, kan løbende blive en del af skaleringsprocessen.

Sammen kan offentlige bygherrer:

  • Dele viden og formulere de udfordringer vi har, når vi vil bygge med færre råstoffer. 
  • Gå til markedet med skala bag vores behov.
  • Reducere transaktionsomkostninger ved at udvikle nye løsninger.

Hvad er en skaleringsproces?

I skaleringsprocesser går flere offentlige organisationer sammen om én fælles udfordring – fra den første behovsudforskning til fælles hensigtserklæring. 

Målet er at gøre det attraktivt for virksomheder at udvikle de løsninger, der er brug for, og gøre den offentlige efterspørgsel til motor for innovation.

Fakta: Den fælles hensigtserklæring

Vi anerkender en væsentlig og tiltagende knaphed på råstoffer fra danske råstofgrave. 

Det kan blive et særligt problem for nutidige og fremtidige generationers mulighed for at realisere samfundskritiske bygge- og anlægsprojekter. 

Derfor er vi som bygherrer nu gået i gang med at reducere vores forbrug af jomfruelige råstoffer igennem tiltag, som skal føre til og måles på: 

  • reduktion i råstofmængder, der køres til og fra vores anlægspladser
  • at vi reducerer brugen af jomfruelige råstoffer ved i højere grad at anvende sekundære materialer i egne anlægsaktiviteter
  • at overskydende råstoffer fra egne projekter kan anvendes og fortrænge brugen af jomfruelige råstoffer i andre bygherrers projekter
  • at råstofferne transporteres så kort som muligt.

For at lykkes med vores målsætninger vil vi:

  • Styrke vores grundlag for at træffe strategiske beslutninger for egen råstofhusholdning ved at implementere styringsmekanismer på organisations- og porteføljeniveau. Det kan fx være ved at implementere målsætninger for reduktion, råstofstrategier og -budgetter, materialehåndteringsplaner, interne tværfaglige task-forces og/eller cirkulære principper i udbudsparadigmer.
  • Herigennem muliggøre at kunne stille konkrete og målbare krav til et mere ressourceeffektivt og transparent råstofforbrug igennem vores udbud og til vores konkrete projekter.
  • Styrke grundlaget for systemisk forandring på tværs af værdikæden og mere effektiv implementering af løsninger i konkrete projekter igennem fælles dialog med myndigheder og leverandører og ved at fremme denne dagsorden i relevante strategiske og praksisnære fora, hvor vi deltager

Læs mere om skaleringsprocessen:

Det siger partnerne om samarbejdet:

Vi vil gerne tage vores del af ansvaret for at løse udfordringen med byggeriets store – og stigende – træk på råstofferne. Vi har mulighed for at skabe en forandring, men vi kan ikke gøre det alene. Derfor tager vi arbejdshandskerne på og inviterer andre offentlige bygherrer til at gå med i samme retning.

Bruno Jerup, formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø, Region Sjælland

Øget ressourcegenanvendelse og cirkularitet er helt centrale elementer i den grønne transformation. I vores anlægsprojekter skal vi gentænke den klassiske tilgang med at tilføre og bortkøre materialer og anden ressource. I stedet skal vi genanvende og genindbygge materialerne i langt højere grad end vi gør i dag, og allerbedst er det at få ressourcegenanvendelsen så højt op i affaldshierarkiet som muligt.

Peter Hjortdal, afdelingschef i Aarhus Vand

Vil du med – eller bare høre mere?

Skriv til os, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt: