Sammen om innovativ respons

Vi går sammen i en skaleringsproces af innovative offentlige indkøb med et mål om at frigive ressourcer gennem en ny organisering af responsfunktionen med henblik på at aflaste den udekørende syge-og hjemmepleje. Vil I være med?

Hvorfor er det vigtigt?  

I dag tilbydes mange ældre med et svækket helbred, at de kan modtage syge- og hjemmepleje i eget hjem.  Set i lyset af den demografiske udvikling samt de begrænsede muligheder for rekruttering er der behov for at gentænke opgaveløsningen i den udekørende funktion. Det drejer sig bl.a. om håndtering af alarmer, afholdelse af skærmbesøg, monitorering og tilsyn.

Fire kommuner afdækker, om man kan frigive ressourcer i den udekørende syge- og hjemmepleje ved bedre udnyttelse af teknologi samt etablering af en fælles responsfunktion.

Aabenraa, Tønder, Ærø og Ringkøbing-Skjern Kommuner, Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) og Danish Life Science Cluster er derfor gået sammen i skaleringsprocessen Sammen om innovativ respons.

Her arbejder vi sammen om en fælles organisering af responsfunktionen, der kan skabe tryghed for borgere, frigive tid blandt medarbejdere og reducere tid samt CO2 som konsekvens af mindre kørsel.

Skal I med? 

Skaleringsprocessen samler offentlige aktører om en fælles behovsafklaring og markedsdialog med private leverandører. 

Jo flere offentlige aktører vi har med, jo bedre. Det sender et stærkere signal til virksomhederne om, at der vil være forretning i at udvikle nye løsninger.

Alle offentlige aktører, der ønsker at deltage i arbejdet med at finde løsninger, der kan reducere antallet af opgaver, man kører til i hjemmeplejen, kan løbende blive en del af følgegruppen til skaleringsprocessen.

Sammen kan offentlige aktører:  

  • Reducere transaktionsomkostninger ved udvikling, anskaffelse og drift af nye løsninger.

  • Sætte skala bag de behov, vi går til markedet med.

  • Videndele på tværs og skabe fælles specifikation af behov og indkøbskrav. 

Er du privat aktør?

Vi vil også gerne i dialog med private aktører. Du kan kontakte os – eller tilmelde dig vores nyhedsbrev, så bliver du automatisk inviteret til vores arrangementer.

Hvad er en skaleringsproces?

I skaleringsprocesser går flere offentlige organisationer sammen om én fælles udfordring – fra fælles behovsudforskning til fælles hensigtserklæring. 

På den måde bliver det mere attraktivt for markedet at udvikle de nye løsninger, der er behov for. CO-PI's skaleringsprocesser hviler på to afgørende faktorer:

  • En grundig behovsafklaring, hvor man investerer tid og faglig ekspertise i ejerskab, kortlægning og beskrivelse, sikrer, at processerne baseres på reelle innovationsbehov.
  • Øget volumen i det offentlige udbud og indkøb, som særligt sker gennem matchmaking, fælles markedsdialog samt fælles hensigtserklæring.

Læs mere om skaleringsprocessen:


Det siger to af partnerne om samarbejdet:

"Vi ved, at op mod 50 procent af de nødkald, vi modtager i dag, enten er en fejl eller kan besvares med et telefonopkald fra en vagtcentral. Samtidig har vi svært ved at rekruttere det antal sundhedsfaglige medarbejdere, vi har brug for. Ved at deltage i skaleringsprocessen – sammen med andre – håber vi at finde frem til en løsning, der kan frigive tid hos vores social- og sundhedsfaglige personale, så de kan bruge tiden på de borgere, som har brug for et besøg, i stedet for at køre efter opgaver, der kan løses via teknologi."

Michael Christensen, formand for Social- og Seniorudvalget i Aabenraa Kommune

"Der er et stort potentiale for at indføre ny teknologi i ældreplejen og kunne række ud til borgerne digitalt. Vi vil gerne have udviklet og tilpasset en samlet løsning, der kan dække vores komplekse behov."

Lotte Boserup, områdeleder i Hjemme- og Sygeplejen i Ringkjøbing Skjern Kommune

Vil du med – eller bare høre mere?

Skriv til os, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt:

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡