Innovationsstafetten: "Man danser jitterbug i det private, men i det offentlige danser man vals"

Jeppe Slot Stauning er direktør og partner i IBG - Interaktiv Borgerguide. Han mener, at vi skal blive bedre til at forstå hinandens forskelligheder og stå ved, at den offentlige og private sektor er gensidigt afhængige af hinanden.

Billede: Jeppe Slot Stauning (th), direktør og partner i IBG. I baggrunden er Jesper Karlberg, CEO i Evryone Group, og implementeringskonsulenterne Kristine Vinter (tv) og Camilla Köhler Karlsson (th). (Foto: IBG)

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med offentlig-privat innovation.

Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang er stafetten nået til Jeppe Slot Stauning, direktør og partner i IBG - Interaktiv Borgerguide.

Jeppe er uddannet socialpædagog og har en kandidat i Læring og forandringsprocesser fra Aalborg Universitet. I IBG står han i spidsen for dialogen med det offentlige om den løbende udvikling af produktet.

Hvorfor er offentlig-privat innovation vigtigt?

Det er vigtigt, fordi vores fælles innovationer kan løfte velfærden. Sammen kan vi udvikle den til et niveau, vi ikke kan uden hinanden.

Der sker noget i samspillet, når vi sætter os sammen for at løse et problem på vegne af hele samfundet.

For IBGs vedkommende handler kerneudfordringen om inklusion. Et problem, vi med ratificeringen af FNs Handicapkonvention har forpligtet os til at løse for borgere, der er omfattet af konventionen.

Går vi to skridt tilbage og ser på os udefra, har det offentlige og det private en aktie i nøjagtig det samme. Vi har bare forskellige roller i opgaven med at innovere på vegne af fællesskabet. Ingen af os kan gøre det uden hinanden.

FAKTA OM IBG

IBG er en digital løsning til dagstruktur og lettere optagelse i fællesskaber for mennesker med nedsat funktion. Løsningen, der primært leveres til den specialiserede socialsektor, består af en fællesskærm til bo- og aktivitetstilbud og en personlig app.

IBG, der kan bruges af både borgere, medarbejdere og pårørende, hjælper borgeren med at skabe overblik og selvstændighed i hverdagen.

Siden starten af 2012 har IBG samarbejdet med offentlige organisationer om udviklingen af platformen, og er i dag repræsenteret i halvdelen af de danske kommuner samt i Tyskland og Norge. 

→ Læs mere om IBG (ibg.social) 

Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?

Det gør jeg hver dag, fordi vi leverer til det offentlige. Vi er en del af et kontinuerligt innovationssamarbejde, for social IT er det ikke en pakkeløsning, der bliver leveret ved døren.

Vi innoverer hele tiden på vores produkt for at honorere de krav, der er i samfundet. Når medarbejderne siger "Hey! Vi kunne godt tænke os at det også kunne…", går vi i gang med at finde en løsning.

Vi laver iterationer, der nogle gange bliver til gradvise forbedringer af IBG og andre gange til egentlige radikale innovationer, der ændrer præmisserne for socialpædagogisk arbejde på bo- og aktivitetstilbud.

Hvad betyder det for jeres virksomhed at samarbejde med offentlige aktører?

Det er hele fundamentet. Hvis vi ikke samarbejdede med det offentlige, var der ikke noget IBG. Vi ser det ikke som et offentlig-privat projekt, men som et grundvilkår for virksomheden.

Hvad er det interessante ved at arbejde med innovation i samspillet mellem den offentlige og private sektor?

Det første, der falder mig ind, er det tværfaglige og det mellemmenneskelige.

Vi er forskellige personer med forskellige faglige baggrunde. Vi har forskellige jobfunktioner, og nogle gange også forskellige verdensanskuelser.

Men når vi sætter også sammen, har vi præcis samme værdimæssige sigte. Vi vil alle sammen lige gerne hjælpe en Christian på 53 år, der bor på bosted. Vi vil lige gerne have, at han på trods af forskellige funktionsnedsættelser, kan fungere på lige vilkår i samfundet.

Hvorfor er det så, det ikke "bare" sker af sig selv?

Præmissen for spørgsmålet er, at det ikke bare sker af sig selv. For IBG’s vedkommende skete det faktisk af sig selv ved, at Socialt Udviklingscenter lavede et Bostedslab, der havde til formål 'at sætte nogen sammen'.

Her blev jeg, som dengang var socialpædagog, sat ved bord med Jesper Karlberg, der udviklede en digital infoskærm til Gentofte Kommune. Resten er historie. Og det er frem for alt en historie om, at når nogen faciliterer mødet mellem det offentlige og private, så sker ting af sig selv. I dag er Jesper direktør for Evryone Group, som IBG er en del af.

Hvis man skal drage en læring af mødet, er det, at der er brug for dygtige facilitatorer. På den måde undgår man også, at der sidder nogen i det private og får gode ideer til produkter, ingen har brug for. Nogen skal påtage sig at hjælpe med netværket, hvor vi får verificeret behovene og specificeret kravene sammen.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Jeg er stolt af det hele, vil jeg sige. Det gode samarbejde med det offentlige om at give borgere på bosteder større selvstændighed i hverdagen.

At vi har lavet en ægte innovation sammen, fordi IBG har forandret præmisserne for hvordan man lever op til handicapkonventionen i den specialiserede socialsektor.

Og at den er et fint eksempel på, at digitalisering ikke tager noget fra mennesker, men løser en opgave bedre – både for borgerne, medarbejderne og de pårørende.

Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?

Den største fejl, vi begik i starten, var at vi ikke prøvede at forstå, hvordan det offentlige fungerer, når det køber ind. At kende og respektere deres særlige egenart.

De første fem år troede vi, at det handlede om at lukke salg i et effektivt tempo. Vi vidste ikke, at det handler om det lange samarbejde og om at fokusere på den lange relation.

Det er vigtigt at forstå, at der er en grund til, at du skal mødes med mange mennesker mange gange, før alle har den nødvendige accept af produktet.

Det lærte vi først, da vi tog Sund Vækst-forløbet i regi af Erhvervshus Hovedstaden. Her mødte vi rådgiver og tidligere kommunalpolitiker, Dorthe LaCour, som gav os billedet med, at man danser jitterbug i det private, men i det offentlige danser man vals. Før det begik vi fejl på fejl på fejl.

Da først vi begyndte at danse vals, blev det meget lettere at skalere op i kommunerne. Den største fejl var derfor helt klar, at vi ikke gjorde det nødvendige forarbejde for at forstå det offentlige.    

Billede: IBG-medarbejder tester IBG's funktioner (Foto: IBG).

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?

I offentlig-privat innovation skaber vi noget sammen med det sociale tilbud i en kommune, men vi udvikler det ikke til et bestemt socialt tilbud. Vi udvikler til alle mennesker, der har de samme behov som på tilbuddet.

Det er en særlig udfordring ved OPI at skulle favne både generelle og meget specifikke behov i ét produkt. I vores tilfælde, skal den samme funktion i systemet fungere lige godt for velfungerende mennesker på autismespektret som for mennesker med multiple funktionsnedsættelser.

Jeg tror samtidig, at det netop er det, vi kan i Danmark. Målt i forhold til resten af verden har vi flade hierarkier præget af tillid og et nødvendigt mål af forandringsparathed. Det er sandsynligvis noget af grunden til, at vi kan lave komplekse, nytænkende løsninger, som har et publikum også udenfor landets grænser.

Den største udfordring er måske også derfor den største motivationsfaktor.

Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?

Der skal flere ting til. For det første skal vi i højere grad turde stå ved, at vi er gensidigt afhængige af hinanden. Indbyrdes forbundne. Og at den forbundethed ikke er et knæk på armslængdeprincippet i det offentlige, men en nødvendig forudsætning for at vi kan lykkes med at udvikle sammen.

Og dels skal der arbejdes med det offentliges mulighed for at stille sig til rådighed for dokumentation og videndeling. Fuldt forståeligt efterspørger alle evidens. Fuldt forståeligt er det svært for vores offentlige kunder at finde ressourcerne til at deltage i forskning, evalueringer eller fremvisninger.

Det er min fornemmelse, at det kan være svært for leverandører at få adgang til kunderne i det offentlige. Vi er heldige at have nogle nære samarbejdspartnere i kommunerne, så vi kan godt få dem til at rydde kalenderen et par timer og vise IBG frem, når der fx kommer en delegation fra udlandet, der gerne vil se botilbuddet og deres brug af velfærdsteknologi.

Jeg fornemmer, at vi er undtagelsen, der bekræfter reglen, så der er måske nogle regler – eller incitamentsstrukturer – der skal arbejdes med i den offentlige del af økosystemet.

Billede: Jeppe Slot Stauning og hans hold af implementeringsledere bruger feedback fra medarbejdere og borgere til den løbende udvikling af IBG. (Foto: IBG)

Hvad er dit bedste råd til offentlig-privat innovationssamarbejde?

Åbenhed. Åbne øjne. Åbne ører. Og åbne arme.

Lad behovet hos det offentlige komme først. Lad den offentlige aktør definere kerneudfordringen, som produktet skal være et svar på.

Hvem giver du stafetten videre til?

Jeg giver stafetten videre til Theresa Jepsen Meyer, udviklingskonsulent for digital sundhed og velfærdsteknologi i Aabenraa Kommune. Theresa er en del af Livingtech Aabenraa, som har det som bærende element at indgå i samarbejder med bl.a. virksomheder og uddannelsesinstitutioner, når nye løsninger skal udvikles til borgerne. Og altid gør det med afsæt i et reelt behov, der skal give reel værdi.

VIL DU VIDE MERE?

Du er velkommen til at kontakte:

Jeppe Slot Stauning
Direktør og partner, IBG

28 40 46 71 | [email protected] 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡