Innovationsstafetten: "Ingen kan løse udfordringerne med bæredygtighed alene"

Riche Vestby har de seneste syv år arbejdet som innovationspådriver i Leverandørutviklingsprogrammet, hvor hun hjælper offentlige organisationer med at skabe og drive innovation gennem innovative offentlige indkøb.

Billede: Riche Vestby arbejder tæt sammen med nationale myndigheder, helseklynger og erhvervsinteresseorganisationer, for at sikre at innovative indkøb bliver set som et vigtigt virkemiddel til innovation i det norske sundhedsvæsen. Foto: LUP

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i offentlig-privat samarbejde.

Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter stafetten videre.

Denne gang har vi talt med Riche Vestby, innovationspådriver i det norske Leverandørutviklingsprogrammet (LUP), der hjælper statslige virksomheder, kommuner og andre offentlige organisationer, med at skabe og drive innovation gennem innovative offentlige indkøb.

Riche Vestby er uddannet socialantropolog, med erfaring fra både den offentlige og private sektor. Hun har desuden erfaring som bestyrelsesformand og er en hyppigt brugt foredragsholder.

Hvorfor arbejder du med innovation?

Fordi det er meningsfyldt og spændende at bidrage til nye løsninger, der skaber værdi for både enkeltpersoner og samfundet som helhed.

Innovation er ofte et resultat af godt samarbejde mellem forskellige aktører – og som antropolog er det spændende at kunne bidrage til den slags processer.

Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?

Leverandørutviklingsprogrammet faciliterer forskellige innovative indkøbsprocesser, og mit ansvarsområde er sundheds- og omsorgsområdet. I praksis betyder det, at jeg mobiliserer offentlige organisationer til at udnytte mulighederne i innovative indkøb og vejleder dem gennem processerne.

Behovsudforskning og dialog med leverandørerne er blandt de vigtigste aktiviteter i arbejdet. Dialogen bidrager til vigtige indsigter, både hos de offentlige organisationer og leverandørerne.

Vi siger ofte, at det er de offentlige aktørers opgave at kende deres behov, men at de skal overlade det til de private at finde løsningerne.

Den måde at arbejde på bidrager til at parterne kan finde hinanden og udvikle nye løsninger sammen. Kompetenceudvikling og formidling af resultaterne er også en vigtig del af vores opgave.

Om Leverandørutviklingsprogrammet (LUP)

- Leverandørudviklingsprogrammets opgave er at øge innovationseffekten af ​​offentlige indkøb.

- Innovative indkøb handler om at udnytte de muligheder, der ligger i udbudsreglementet til at købe bedre produkter og ydelser.

- Formålet er bedre og mere effektive ydelser, erhvervsvækst og lavere emissioner.

- Siden starten af 2010 har programmet hjulpet kommunale organisationer og statslige virksomheder med over 500 innovative offentlige indkøb.

- Programmet skal frem til 2024 sikre, at flere offentlige virksomheder indarbejder innovative indkøb som permanent praksis.

Hvorfor er det en god idé at samarbejde med offentlige aktører?

Jeg har arbejdet med innovation i mange år og er ikke i tvivl om, at nye løsninger lettere ser dagens lys, når forskellige kompetencer sættes i spil.

Ingen kan løse udfordringerne med bæredygtighed alene – men sammen kan vi komme langt.

Der ligger et stort potentiale i at bruge netop indkøb til at skabe nye løsninger. I Norge køber det offentlige ind for 740 milliarder NOK. Tænk en gang hvor stort det innovationspotentiale er!

"Ingen kan løse udfordringerne med bæredygtighed alene – men sammen kan vi komme langt."

Riche Vestby, innovationspådriver, LUP

Hvad er det interessante ved at arbejde med innovation i samspillet mellem den offentlige og private sektor?

Jeg oplever gang på gang, at når forskellige aktører lærer hinanden at kende og kan samarbejde under trygge rammer, sker der magiske ting. Ofte opdager de, at deres mål ikke er så forskellige.

På sundhedsområdet har både indkøberen og udbyderen af velfærdsteknologiske løsninger ofte det samme mål: Nemlig tryghed og bedre livskvalitet for borgeren.

Man har bare forskellige roller og værktøjer til at nå målet. Tæt samarbejde nedbryder forestillingen om 'os og dem'. Der opstår et 'vi', og pludselig bliver det vigtigt at lykkes sammen.

SENESTE INNOVATIONSSTAFETTER

1. Kim Toft Madsen: "Skal vi løse de fundamentale udfordringer, er innovation den eneste mulighed"

2. Karen Ingerslev: "Vi kan ikke fortsætte med at gøre som vi plejer"

Hvorfor er det så, det ikke 'bare' sker af sig selv?

Jeg arbejder med processer inden for sundhed- og omsorg, med et komplekst aktørbillede og teknologiske udfordringer.

Der er så mange, som bliver berørt og derfor skal involveres, for at vi kan lykkes. Det kræver modige ledere med kapacitet og kompetence til at stå distancen.

Ofte drukner ambitioner og gode intentioner i den daglige drift. Man har ikke tid til at spare tid, eller penge til at spare penge. Det er et paradoks.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Jeg har arbejdet med vældigt mange spændende løsninger, men jeg tror, at jeg vil fremhæve en ny løsning til at spore kirurgisk operationsudstyr på Haukeland Universitetshospital.

Den lille virksomhed Retrams har udviklet en scanner, der identificerer de unikke kendetegn, som adskiller tilsyneladende identiske operationsinstrumenter fra hinanden. Løsningen giver de ansatte på hospitalet mulighed for at få overblik over, hvor udstyret er, hvor det har været og hvor det skal hen.

Det har betydet, at de kan reducere antallet af instrumenter, gennemføre operationer til aftalt tid og gøre driften mere sikker og effektiv.

Da vi første gang hørte om ideen, tænkte vi at det lød som ren science fiction, men samspillet mellem virksomheden og hospitalet har været helt fantastisk, og det lykkedes. Løsningen er faktisk den første af sin slags i verden og et herligt eksempel på, hvad forskellige aktører kan skabe sammen.

Billede: Riche Vestby fremhæver en ny løsning til at spore kirurgisk operationsudstyr på Haukeland Universitetshospital. Grafik: LUP

Hvem eller hvad ser du som din største hjælper i dit arbejde med OPI?

Forandringsagenterne i den offentlige sektor, der går forrest og skaber rum til innovative indkøb, og hver dag giver mig mulighed for at udforske nye måder at skabe nye løsninger på.

Og så vil jeg også fremhæve de leverandører, som tør kaste sig ud i disse lidt krævende og ukendte processer. Begge er lige vigtige, for at vi kan lykkes.

Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?

I en af de første processer jeg arbejdede med, undervurderede jeg behovet for forankring. Det førte til store forsinkelser og megen frustration, da vi senere i projektet oplevede, at det hele blev forsinket af den grund.

Efterfølgende er kortlægning af aktører som en vigtig aktie i indkøbet og kontinuerlig forankring, blevet en vigtig del af den procesbistand, jeg yder.

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig-privat innovation?

De store samfundsudfordringer kan ikke løses på forvaltningsniveau, af en virksomhed eller et fagområde. Men vi er organiseret i siloer på alle niveauer. Ingen har ansvar eller myndighed til at løse udfordringerne på tværs.

Derudover har vi virkemidler, der også er tilpasset siloerne. Det sker til trods for, at vi i mange år har snakket om at løsningerne må skabes på tværs. Det er vi nødt til at få gjort noget ved, hvis vi skal lykkes.

Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?

Jeg har allerede været lidt inde på det, da jeg nævnte ledere med kapacitet og kompetence tidligere.

Det er min oplevelse, at vi fortsat ikke prioriterer dette højt nok – hverken lokalt i kommuner, på hospitaler eller på myndighedsniveau. 

Det kræver viden, mod og risikovillighed at gå ind i disse processer hos alle aktørerne. Derfor er risikoaflastning, både i form at finansiering og processtøtte, vigtig. Vi må derfor satse endnu mere på det.

Hvad er dit bedste råd til offentlig-privat innovationssamarbejde?

Just do it! Drop forestillingerne om os og dem – vær et 'vi' og brug det mulighedsrum, der findes i innovative indkøb. Så kan der ske magiske ting!

Hvem giver du stafetten videre til?

Trude Andresen er ny kommunaldirektør i Drammen Kommune. Hun var innovationschef i KS (norske pendant til KL, red.), da innovation i den offentlige sektor var et nyt område i Norge, og har været toneangivende i arbejdet med at opbygge det fagområde i Norge.

VIL DU VIDE MERE?

Kontakt: Riche Vestby
Innovationspådriver i Leverandørutviklingsprogrammet (LUP)

Mail: [email protected] | Mobil: +47 991 69 952

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡