Hæmmere og fremmere af innovation

Medarbejdere og samarbejde på tværs fremmer ofte offentlig innovation, viser Innovationsbarometeret.

Mange aktører og faktorer kan påvirke, om og hvordan en idé udvikles, implementeres og skaber værdi, så den bliver til innovation.

I Innovationsbarometeret har de offentlige arbejdspladser, der har indført en innovation, vurderet i hvor høj grad en række forskellige faktorer og aktører har hæmmet eller fremmet den seneste innovation.

*For frivillige foreninger vises hæmmede i nogen og i høj grad samlet grundet diskretionshensyn. Figuren viser, i hvor høj grad en række faktorer fremmede eller hæmmede den seneste innovation. Procenterne til højre viser den samlede andel, der har svaret ”fremmede i nogen grad” og ”fremmede i høj grad” til den enkelte faktor, mens procenterne til venstre omvendt viser den samlede andel, der har svaret ”hæmmede i nogen grad” og ”hæmmede i høj grad”. Spørgsmålene er kun stillet til de arbejdspladser, der har indført mindst én innovation inden for en toårig periode. Procentandelene i hver bjælke summerer ikke til 100 %, fordi svarene ”ved ikke” og ”ikke relevant” er udeladt. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.352.


Svarene viser, at medarbejdernes medvirken er den faktor, der oftest har virket fremmende for innovationen. Hele 90 procent svarer, at medarbejdernes medvirken i nogen eller i høj grad fremmede innovationen. Omvendt vurderer kun syv procent, at medarbejdernes medvirken virkede hæmmende.

Ifølge de innovative arbejdspladser er samarbejde på tværs af arbejdspladsen også en faktor, der meget hyppigt fremmer offentlig innovation. Det gælder for 82 procent af innovationerne. Modsætningsvist bliver otte procent af innovationerne hæmmet af måden, hvorpå det tværgående samarbejde finder sted.

Der er også faktorer, der i højere grad virker hæmmende for offentlig innovation. Det gælder særligt begrænsede økonomiske ressourcer, som i høj eller nogen grad har hæmmet 34 procent af de offentlige innovationer. Omvendt er 22 procent af innovationerne fremmet af begrænsede økonomiske ressourcer. Det hænger sammen med, at presset økonomi også kan være en motivation for at sætte innovative tiltag i gang.

Svarene omhandler innovationer i perioden forår 2021 til forår 2023. Derfor er COVID-19 også en faktor, der har både fremmet og hæmmet offentlig innovation. Ni procent af innovationerne er hæmmet af COVID-19. Det kan fx være innovationer, der er blevet forsinket eller begrænset af nedlukning og smittebekæmpelse i forbindelse med pandemien.

Der er også innovationer, der er fremmet af COVID-19. Det gælder 16 procent af innovationerne. Det kan skyldes, at man på mange arbejdspladser var nødt til at løse arbejdsopgaverne på markant anderledes måder, som kan have vist sig at være gode idéer på længere sigt – eller i hvert fald have hjulpet arbejdspladserne gennem tiden med COVID-19.

Læs mere om hæmmere og fremmere af innovation:

Offentlig innovation handler om kerneopgaven

Statistik og viden fra Innovationsbarometeret.

Læs mere og download

Offentlig innovation i coronaens tegn: Hvad tager vi med os, og hvad lægger vi bag os?

En rapport om coronakrisens påvirkning på offentlig innovation.

Læs mere og download

Værtøjer til implementering

Samlede værktøjer til implementering af innovation.

Læs mere og download

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡