Virksomheder fandt hinanden ved markedsdialog – nu udvikler de sammen ny løsning

Virksomheden Advent Technologies gik i tæt dialog med materialeudlejeren Loxam efter markedsdialog i Aalborg om emissionsfri arbejdsmaskiner. Nu samarbejder virksomhederne om en ny løsning, der kan være et alternativ til dieselgeneratorer.

Billede: Morten Sørensen, adm. direktør i Advent Technologies.

Virksomhederne Advent Technologies og Loxam i Aalborg kendte allerede lidt til hinanden, da de begge i foråret 2023 deltog i en regional markedsdialog i Aalborg om emissionsfri arbejdsmaskiner.

Mødet i Aalborg blev imidlertid startskuddet til et nyt samarbejde, som kan åbne for nye forretningsmuligheder for begge virksomheder.

Den regionale markedsdialog var en del af CO-PI's skaleringsproces 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner', som har et mål om at udvikle efterspørgslen af fossil- og emissionsfrie arbejdsmaskiner og sikre fremtidens bæredygtige løsninger.

Interesse i markedsdialogen

Advent Technologies er specialister i brændselsceller, herunder mobile anlæg, som drives med metanol og kan levere strøm til fx byggepladser som et alternativ til dieselgeneratorer.

Loxam er Europas største materieludlejer og udlejer i stigende grad eldrevne maskiner.

Begge virksomheder havde derfor en interesse i at være med til markedsdialogen i Aalborg.

Se video om samarbejdet:

Fik adgang til beslutningstagere

Til markedsdialogen gik offentlige bygherrer i dialog med private leverandører om, hvad de kan levere inden for emissionsfri arbejdsmaskiner, og hvad der skal til for at flytte markedet i en mere bæredygtig retning.

"Vi vidste ikke så meget om processen på forhånd, men for os betød markedsdialogen, at vi fik adgang til beslutningstagere på et marked, som vi har været interesseret i, men som har vist sig svært at trænge ind på," fortæller Morten Sørensen, adm. direktør i Advent Technologies, Danmark.

"Det er nemlig ikke så nemt for en virksomhed som vores at få beslutningstagere i fx kommuner i tale, for de får masser af henvendelser fra virksomheder med gode ideer. Ved markedsdialogen kom vi 'ind ad døren' på en anden måde og mødte stor interesse for det, vi kan tilbyde," tilføjer han.

SAMMEN OM EMISSIONSFRIE ARBEJDSMASKINER

- Der er et stort potentiale for CO₂-reduktioner fra arbejdsmaskiner på byggepladser. Alene arbejdsmaskinerne på bygge- og anlægsprojekter er i Københavns Kommunes egen geografi estimeret til at være i omegnen af 75.000 ton CO₂ pr år.

- Københavns Kommune, Metroselskabet og Aalborg Kommune tog i foråret 2022 initiativ til at øge efterspørgslen af emissionsfrie arbejdsmaskiner gennem en ny metode: En skaleringsproces.

- I en skaleringsproces går flere offentlige organisationer sammen om en fælles udfordring, så det bliver mere attraktivt for markedet at udvikle nye løsninger. På den måde bliver offentlige indkøb en motor for innovation.

- Metoden er indført af Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI), som faciliterer skaleringsprocessen.

- Gate 21 og WE BUILD DENMARK: Skaleringspartnere og arbejder sammen med CO-PI om at engagere offentlige bygherrer og private leverandører i processen.

→ Besøg projektsiden: 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'

Brændselsceller drevet af metanol

Foruden dialogen med bygherrerne førte arrangementet i Aalborg også til en tættere kontakt og dialog mellem Loxam og Advent Technologies om, hvordan Advents løsning med brændselsceller drevet af metanol kan anvendes som et alternativ til dieseldrevne generatorer.

Strømforsyning baseret på Advent Technologies brændselsceller drevet af metanol medfører ifølge virksomheden 85-87 procent mindre CO₂-udledning end generatorer, der drives med almindelig dieselolie.

Det skyldes, at metanolen kommer fra biogas, som er fremstillet af affaldsprodukter fra fx landbrug og husholdninger. Derudover har brændselscelle-teknologien et betydeligt lavere støjniveau end dieselgeneratorer.

Sat sammen med en batteripakke kan brændselscellerne fx levere strøm til at oplade en elektrisk arbejdsmaskine eller elektriske værktøjer.

Grøn Koncert banker på

Mens Loxam og Advent fortsatte dialogen efter arrangementet, fik Loxam på et tidspunkt en forespørgsel fra Grøn Koncert om at levere mobil strøm til at drive en større bar på koncertområdet under Grøn Koncert-arrangementet i Aalborg.

Det fik Loxam og Advent Technologies til at gå sammen om en ny teknologisk løsning, som kombinerer en batteripakke fra Loxam og en mobil strømgenerator fra Advent Technologies baseret på brændselsceller og metanol.

"Vi vidste fra andre brancher, at vores løsninger vil kunne løfte opgaven, men havde aldrig afprøvet teknologien i forbindelse med sociale arrangementer," fortæller Morten Hougaard Sørensen.

"Det viste sig dog at være let for Grøn Koncert at anvende løsningen og allerede efter første koncert blev systemet den primære forsyning til blandt andet centerbaren på Grøn Koncert."

Billede: Loxam og Advent Technologies teknologiske løsning, som kombinerer en batteripakke fra Loxam og en mobil strømgenerator fra Advent Technologies baseret på brændselsceller og metanol. Den kom i spil på Grøn Koncert i sommeren 2023. Foto: Advent

Ny, integreret løsning på vej

Det succesrige samarbejde om at levere mobil strøm til Grøn Koncert har nu fået Advent Technologies og Loxam til at udvide samarbejdet.

Loxam bliver således pilotkunde på et nyt 45 kW-anlæg fra Advent, som integrerer batteripakke og brændselsceller.

"Vi forventer at have anlægget klar midt i november, hvorefter Loxam skal stå for at leje det ud. Det kan bruges alle mulige steder, hvor man har brug for mobil elforsyning – fx til at drive værktøjer og levere strøm til skurvogne ved entreprenørarbejde eller på byggepladser," siger Morten Hougaard Sørensen.

Løs problemet sammen – offentlig innovation i samarbejde med private virksomheder

Statistik og viden fra Innovationsbarometeret.

Læs mere og download

Et konservativt marked

Advent Technologies mærker allerede interesse for produktet, og Morten Hougaard Sørensen forventer, at man i 2024 vil få "en stribe ordrer fra kunder, der gerne vil prøve dette af – måske 10-20 enheder i alt".

Han peger på, at referencen fra Grøn Koncert vil være afgørende for det videre forløb:

"Vi har måttet konstatere, at markedet for generatorer er forholdsvist konservativt. Det betyder, at hvis vi ikke har nogen steder, hvor vi kan vise, at vores løsning fungerer, så er det svært at få en dialog med potentielle kunder. Det er afgørende at have referencer, og Grøn Koncert er en god case for os."

Nye kontakter på bygherreworkshop

Efter markedsdialogen i Aalborg har Advent Technologies også deltaget i en bygherreworkshop om emissionsfrie arbejdsmaskiner, som CO-PI stod for på Klimafolkemødet i Middelfart den 1. september 2023.

Også ved dette arrangement fik virksomheden nye kontakter, som viser interesse for løsningen med brændselsceller, der fx kan anvendes til at oplade elektriske arbejdsmaskiner.

"Vi har været i dialog med både kommuner og entreprenører, som var med til workshoppen, og som helt konkret vil høre, hvad vi kan levere og til hvilken pris," siger Morten Hougaard Sørensen.

VIL DU VIDE MERE?

Du er velkommen til at kontakte:

Morten Hougaard Sørensen
Adm. direktør, Advent Technologies A/S, Danmark

 40 68 00 63 | [email protected]

Jan Laursen
Afdelingschef, LOXAM A/S

98 10 38 44  | [email protected]

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡