Varmerekord, oversvømmelser og vilde orkaner. Klimakrisen kalder på handling, og i den offentlige sektor bobler det i disse år med gode ideer til løsninger på de udfordringer, klimaforandringerne giver os.
Ideerne bliver også ført ud i livet, når kommuner, regioner og statslige organisationer skaber nye, innovative produkter og services, som på forskellige vis bidrager til den grønne omstilling.
Det sker ofte i et samarbejde eller partnerskaber med private virksomheder og andre aktører.
De gode løsninger haster
Udbredelsen af nye grønne løsninger haster, hvis vi både i Danmark og globalt skal nå de mål, vi har sat os på klimaområdet.
Der er ingen tid at spilde. Det er derfor afgørende, at de innovative ideer og løsninger, som flere offentlige arbejdspladser går foran med, bliver spredt ud til andre aktører.
Ved at genbruge og tilpasse de gode ideer frem for hver især at udvikle egne løsninger, skyder man genvej til innovation og opnår hurtigere de resultater, der er nødvendige for at imødegå klimaudfordringerne.
COI sætter flere kræfter ind
Det er baggrunden for, at COI fremover sætter flere kræfter ind på at fremme og understøtte spredning, genbrug og skalering af offentlige grønne løsninger.
Vi lægger ud i september med en digital temauge med en række virtuelle genbrugs- og debatsessioner om offentlige grønne løsninger, som er blevet til i partnerskaber indenfor områderne cirkulært forbrug, klimatilpasning og bæredygtigt byggeri.
Her kan du blandt andet møde Vesthimmerlands Kommune, der gennem et partnerskab har øget indsamlingen af blød plast med 400 procent. Hedensted Kommune, der har udviklet landets første Termovej, hvor regnvandsopsamling og energiproduktion er tænkt ind i løsningen. Og Køge Kommune, der som led i projektet Cirkulær Sjælland har samarbejdet med bl.a. affaldsselskabet ARGO om at skabe en praksis for cirkulært byggeri og genanvendelse af materialer i nyt byggeri.
Den offentlige sektor har store muskler
Den offentlige sektor spiller en afgørende rolle for, at vi som samfund kan reducere CO2-udledningen og håndtere konsekvenserne af de kommende års klimaforandringer.
Dels står den offentlige sektor i Danmark i kraft af sin størrelse for en betydelig CO2-udledning. De offentlige indkøb alene belaster klimaet med 12 mio. tons CO2 om året. Det svarer til over en femtedel af Danmarks samlede CO2-udledning.
FAKTA: OFFENTLIGE INDKØB BELASTER KLIMAET
- De offentlige indkøb af varer og tjenesteydelser udgør for 380 mia. kr. om året og udgør en stor del af den offentlige sektors samlede klimaaftryk. Det fremgår af et notat fra 2020 fra den grønne tænketank CONCITO.
- Regeringens egne beregninger fra 2020 viser, at de offentlige indkøb belaster klimaet med 12 mio. tons CO2 om året. Heraf bliver ca. 4 mio. tons udledt i Danmark. Det er regeringens ambition, at niveauet skal reduceres markant frem mod 2030, og regeringen forventer i år at kunne lave en aftale med Folketingets partier om et konkret reduktionsmål. Ifølge Energistyrelsen udledte Danmark i alt 54,8 mio. ton CO2-ækv i 2018.
- CONCITO har tidligere vurderet, at de offentlige indkøb i Danmark har et samlet klimaaftryk på ca. 20 mio. tons CO2e/år, hvis man både medregner CO2e-udledninger nationalt og globalt. Ifølge CONCITO vil en reduktion i CO2-belastningen fra offentlige indkøb i 2030 med 50 procent svare til en global reduktion i samme størrelse som hele dansk landbrugs udledninger.
Det offentlige har også en central betydning i forhold til at udvikle markedet for nye klimavenlige produkter og services. Den offentlige sektor kan gennem forskellige initiativer – fx inden for affald/genbrug, byggeri, energi og transport – være med til at fremme bæredygtige løsninger og grøn adfærd, og når det offentlige efterspørger grønne løsninger, sender det et kraftigt signal til erhvervslivet om, at der er et stort marked med efterspørgsel.
Skal løses i samarbejde
Samtidig kan partnerskaber eller andre samarbejdsmodeller mellem offentlige og private aktører åbne for et større innovationsrum, når det offentliges indsigt i konkrete udfordringer og behov kombineres med privat ekspertise og evne til at skabe innovative, effektive og konkurrencedygtige løsninger.
"Store samfundsudfordringer som klimakrisen kan kun løses i et samarbejde mellem den offentlige og private sektor," siger Julie Munk, innovationskonsulent i COI, og fortsætter:
"Ved at samle viden, ressourcer og kompetencer fra både offentlige og private virksomheder og samarbejde på tværs kan man skabe resultater, som ingen af parterne ville kunne opnå på egen hånd."
Løs problemet sammen – offentlig innovation i samarbejde med private virksomheder
Tag genvejen til innovation
I staten, kommuner og regioner udvikles og implementeres der i disse år mange nye, innovative løsninger, som med forskelligt sigte og forskellige greb bidrager til at løse udfordringerne på klimaområdet.
Som samfund får vi imidlertid ikke fuld effekt af de grønne innovationer, hvis løsningerne bliver inden for kommune- eller regionsgrænsen og ikke spredes ud til flere offentlige aktører. Ved at genbruge andres løsninger, sparer de offentlige arbejdspladser udviklingsomkostninger, springer blindgyderne over og komme hurtigere frem til resultaterne.
"Det er både svært og dyrt at gøre det hele selv. Ved at dele og genbruge de gode ideer og løsninger bruger vi færre økonomiske ressourcer og får en langt større effekt, som øger mulighederne for, at vi i fællesskab kan nå målsætningerne på klimaområdet," siger Julie Munk.
Stigende grad gennem partnerskaber
Offentlig innovation på klimaområdet sker i stigende grad gennem partnerskaber, hvor kommuner og regioner i forskellige former arbejder sammen med private virksomheder, videns- og forskningsinstitutioner, interesseorganisationer og foreninger om at udvikle nye løsninger.
De tværgående partnerskaber øger mulighederne for, at de gode løsninger hurtigere bliver spredt ud til flere kommuner, regioner og andre aktører.
"Innovation og spredning af innovation kræver retning, rammer og mod samt kapacitet i form af ressourcer, kompetencer og organisering. Derfor er vi i COI optaget af at støtte de offentlige arbejdspladser i ikke både at udvikle men også i at dele og genbruge innovative løsninger," siger Julie Munk.