Politikere spiller en helt afgørende rolle i innovationsarbejdet. Både når vi ønsker mere højde og større skala, og når arbejdet involverer både offentlige og private aktører.
Sammen med Teknik- og miljøborgmester Line Barfoed fra Københavns Kommune og bæredygtighedschef i entreprenørvirksomheden CG Jensen satte CO-PI fokus på den politiske ledelse af offentlig-privat innovationssamarbejde til Innovationscafé den 4. november.
Du kan se begge oplæg længere nede i artiklen.
Nogle af spørgsmålene vi søgte svar på:
- Hvorfor er politisk ledelse væsentligt, når der skal samarbejdes på tværs af offentlige aktører og mod et udbud om nye løsninger med private aktører?
- Hvor og hvornår i innovationsprocessen er politisk ledelse særlig vigtig?
- Hvad gør det svært politisk at lede denne type processer?
Læs også: 5 veje til at sænke risikoen, når du tager livtag med vilde problemer
Innovationen er afgørende
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø) i Københavns Kommune indledte med at understrege vigtigheden af innovation i arbejdet med den grønne omstilling.
"Det er helt afgørende, at vi får mere innovation, og her er det væsentligt, at vi kan tale om, hvad innovation er, og hvordan vi samarbejder med private aktører," sagde Line Barfod (Ø) og fortsatte:
"Vi skal have omstillet hele samfundet – et skifte væk fra fossile til vedvarende energikilder, væk fra brug-og-smid-væk kulturen til at genanvende meget meget mere. Den store vision, som vi i København har sat os, og som er nødvendig for hele kloden, er den cirkulære økonomi, hvor alt designes og produceres med henblik på, at vi kan bruge det igen og igen. Vi skal sørge for, at vi holder de ressourcer, vi har taget fra planeten i gang så længe som muligt."
Se video: Line Barfods oplæg
Hvad skal den politiske ledelse levere?
Bæredygtighedschef i CG Jensen, Poul-Erik Olsen, startede ud med at sende ros til Københavns Kommune og Line Barfod for deres ambitiøse strategi.
Herefter gav han sit bud, hvad det er vigtigst, politikerne leverer til de private (entreprenør)virksomheder:
"Det vi oplever i hverdagen er, at vi mangler nogle solide langsigtede politiske planer. Vi har selvfølgelig 70 procent reduktionsmålet, men meget er drevet af de 4-årige rotationer. Og når vi så finder langsigtede planer, skal og må politikerne acceptere, at de ikke skal drifte det. Det er markedet, der skal drive processen, men de skal have overordnede milepæle og målsætninger, der driver arbejdet fremad."
Se video: Poul-Erik Olsens oplæg
Om CO-PI's Innovationscaféer
- En Innovationscafé er et kort og uformelt format, hvor du både får inspirationsoplæg om et emne og mulighed for at netværke og have dialog i mindre grupper.
- Innovationscaféerne er gratis at deltage i. Hver café får sit eget tema.
- De virtuelle caféer bliver afholdt på en time via Zoom.
- Hver gang inviterer vi en eller to gæster fra det offentlige innovationslandskab, som kan inspirere og dele ud af sin viden og erfaring.