Puljemidler hjælper sundhedsteknologi tættere på markedet

14 offentlige-private innovationsprojekter har de seneste år fået støtte fra Syddansk OPI-pulje, som hjælper nye sundheds- og velfærdsløsninger fra udviklingsstadiet til markedet. Der er behov for en national pulje, lyder det fra Danish Life Science Cluster, som administrerer OPI-puljen.

Billede: VR-Trainer til at træne sygeplejersker i kliniske arbejdsprocedurer er et af de projekter, som har fået støtte fra OPI-puljen. (foto: Wacky Studio).

En digital platform med træningsprogrammer til hjertepatienter i eget hjem. Et mobiliseringssystem til hospitalssenge, som forebygger tryksår. Et Virtual Reality-miljø til at uddanne sygeplejersker i kliniske arbejdsprocedurer.

Det er tre eksempler på nye sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger, som de seneste år har fået støtte til at komme videre fra udviklingsstadiet til markedet via midler fra Syddansk OPI-pulje.

Puljen er målrettet produkter, som er tæt på markedet, men hvor prototypen eller løsningen eksempelvis mangler endelig dokumentation for effekt hos brugeren eller afprøvning i forskellige brugssituationer.

Løs problemet sammen – offentlig innovation i samarbejde med private virksomheder

Statistik og viden fra Innovationsbarometeret.

Læs mere og download

Stor værdi i at udvikle sammen

Mindre- og mellemstore virksomheder kan søge midler fra puljen til projekter i samarbejde med én offentlig part, som bidrager med viden og testmiljø, samt Syddansk Universitet (SDU), som giver sparring om offentlig-privat innovationsprocesser og generel forretningsudvikling.

"Målsætningen med OPI-puljen er at skabe vækst i virksomheder i Region Syddanmark, og virksomhederne oplever en stor værdi i at få udviklet deres løsninger sammen med dem, der skal bruge det – både de offentlige partnere og slutbrugerne," siger Dorte Malig Rasmussen, seniorkonsulent i Danish Life Science Cluster.

"Sundhedssektoren efterspørger nye teknologier, og mange offentlige organisationer vil gerne være med til at udvikle de nye løsninger, som de har behov for," fortsætter hun.

Løsninger tættere på markedet

Danish Life Science Cluster er Danmarks nye klyngeorganisation for sundhed og velfærdsteknologi, og klyngen administrerer OPI-puljen.

OPI-puljen finansieres af den Europæiske Regionalfond og yder støtte på op til 1,45 mio. kr. til kortvarige projektforløb af maksimalt et års varighed.

Projekterne skal bringe produktet eller løsningen tættere på markedet, mens det ikke må færdigudvikles under projektet som følge af EU's udbuds- og konkurrenceregler.

OM SYDDANSK OPI-PULJE

- Syddansk OPI-pulje 2019-2022 er målrettede projekter, hvor produktet er tæt på markedet. Puljen støtter kommercialisering af sundheds- og velfærdsteknologiske produkter og services.

- Der er i puljen afsat godt 10 mio. kr. til nye projekter i perioden 1. januar 2019 – 31 oktober 2022. Støttebeløb er fra 400.000 til 1.450.000 kr.

- Puljen består af midler fra den Europæiske Regionalfond.

- Puljen er lukket for ansøgninger, da midlerne er brugt op.

- Administreres af Danish Life Science Cluster. Blev tidligere administreret af Welfare Tech, som nu er en del af Danish Life Science Cluster.

→ Læs mere om puljen (eksternt link)

Stor interesse for puljen

Puljen er tiltænkt virksomheder, der er registreret i Region Syddanmark.

I den seneste og sidste ansøgningsrunde i januar 2021 blev der dog åbnet for, at også virksomheder uden for regionen kunne søge.

"Der har været stor interesse for puljen blandt syddanske virksomheder, men der er et begrænset antal virksomheder i regionen, som kan søge. I den sidste ansøgningsrunde åbnede vi derfor for virksomheder fra hele landet, da mange virksomheder uden for regionen også viste interesse for puljen," fortæller Dorte Malig Rasmussen.

Puljemidler er afgørende

I alt har 14 projekter siden 2019 fået støtte fra OPI-puljen. Fem af projekterne er afsluttet (status i juli 2021), mens ni fortsat er i gang og senest bliver afsluttet i april 2022.

De afsluttede projekter er endnu ikke evalueret, men de umiddelbare meldinger om projekternes forløb er positive ifølge Danish Life Science Cluster.

Alle fem virksomheder har fået videreudviklet deres prototype, og virksomhederne har givet klare tilbagemeldinger om, at det har haft stor betydning for dem at kunne få økonomisk støtte til markedsforberedelsen.

KRAV TIL PROJEKTER I OPI-SAMARBEJDET

- Der skal eksistere en prototype/en ny løsning herunder både varer og tjenesteydelser med kommercielt sigte.

- Innovation skal ske på baggrund af en kommerciel tilgang.

- Erhvervseffekt i Region Syddanmark.

- Virksomheden skal kunne beskæftige minimum to årsværk.

- Minimum én lille eller mellemstor virksomhed (SMV) registreret i Region Syddanmark i min. 6 måneder. (Store virksomheder kan deltage i projektet, men kan ikke modtage økonomisk støtte fra Syddansk OPI-pulje)

- Minimum én offentlig part (som ikke behøver at være i Region Syddanmark).

- Samarbejde med SDU – Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse.

- Virksomheden skal egenfinansiere med minimum 25 procent

- Projektet gennemføres inden for ét år

- Det er små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark, som kan søge, og der skal være tilknyttet mindst en offentlig part og en forskningsinstitution.

Behov for en landsdækkende OPI-pulje

"Den helt klare tilbagemelding fra virksomhederne er, at projekterne aldrig ville være blevet etableret uden disse midler. Der er tale om helt små virksomheder med typisk 2-10 medarbejdere, og de har simpelthen ikke penge til at lave denne type udviklingsarbejde selv," siger Dorte Malig Rasmussen.

Seniorkonsulenten ser på den baggrund også behov for, at der etableres en lignende landsdækkende OPI-pulje.

"Jeg mener, der er behov for en OPI-pulje på nationalt plan. Både for at skabe vækst i virksomhederne, og for at få skabt de nye innovative produkter, som vi har behov for på sundheds- og velfærdsområdet for at øge kvaliteten og effektiviteten i sektoren. Det offentlige kan sagtens selv lave innovation, men det skaber nogle helt andre ideer og muligheder at samarbejde med den private sektor," siger Dorte Malig Rasmussen.

Faste rammer giver tryghed

Hun fortæller samtidig, at de faste rammer, som skabes gennem puljemidler med grundige ansøgningsprocesser og støtte og styring fra en organisation som Danish Life Science Cluster, er vigtige for både de private og offentlige parter i projekterne.

"De små og mellemstore virksomheder har ikke så nemt ved at finde de rigtige samarbejdsparter og få projektet organiseret rigtigt. Det skal de hjælpes på vej med. Samtidig er de offentlige parter mere tilbøjelig til at deltage, når de ved, at vi er med til at styre, at midlerne bliver brugt rigtigt. De vil gerne have en ramme omkring det," siger Dorte Malig Rasmussen.

Danish Life Science Cluster har opsamlet meget erfaring og viden om OPI og de udfordringer og muligheder, som er forbundet hermed.

"Den viden og erfaring kommer selvfølgelig virksomhederne og det offentlige til gode i den sparring, de modtager før, under og ved afslutningen af projektet," siger Dorte Malig Rasmussen.

COI'S ANALYSECHEF: RADIKAL INNOVATION KRÆVER FLERE RISIKOVILLIGE PENGE

"Innovation og risiko er forbundet som kondition og træning. Man får ikke det første foræret uden at acceptere det sidste," siger COI's analysechef Ole Bech Lykkebo.

Derfor er der altid risiko for, at innovationsarbejdet ikke lykkes, når den offentlige sektor samarbejder med private virksomheder, understreger han.

Netop det kan koste begge parter tid og penge – og det kan derfor gøre begge parter tilbageholdende med at innovere sammen.

"Det er derfor, OPI-puljen i Region Syddanmark har haft sin berettigelse. Fordi den får innovation til at komme ud over rampen, der ellers ikke var kommet i mål," siger Ole Bech Lykkebo og fortsætter:

"Jo mere radikal og risikofyldt, innovationen er, jo mere væsentligt bliver det med risikovillige penge. Realiteten er dog, at offentlige budgetter til skoler, sundhed osv. i udgangspunktet ikke er risikovillige. Så hvad gør vi så, hvis vi ønsker os nye løsninger i samarbejder med den private sektor?"

På landsplan havde Danmark tidligere Markedsmodningsfonden, der arbejdede på samme felter, forklarer Ole Bech Lykkebo.

"Uden denne fond have vi næppe fået løsninger og virksomheder som Blue Ocean Robotics, der har udviklet selvkørende desinfektionsrobotter til Odense Universitetshospital (OUH). Markedsfonden er dog nu nedlagt," siger han.

I Norge kan offentlige organisationer få medfinansiering til innovative offentlige indkøb fra det offentlige innovationsfondssystem – Forskningsrådet og Innovasjon Norge. I tilgift leverer Leverandørudviklingsprogrammet processtøtte til at få ansøgt og brugt pengene rigtigt, forklarer Ole Bech Lykkebo.

"Så de norske erfaringer viser, at penge i sig selv ikke er nok. Der skal også gerne en processuel ramme til, hvor der er hjælp til at søge pengene. Det handler ikke kun om at udfylde skemaerne rigtigt, men også om matchmaking, hvor flere offentlige indkøbere hjælpes sammen og derfor stiller sig bedre i konkurrencen om innovationsmidler. De fleste pengetanke – om det så er private danske fonde eller EU fondssystemet – ønsker sig mest muligt impact for deres udlodninger," siger analysechefen og tilføjer:

"Man vi se effekter – helst i skala. Og det driver kravene til ansøgningerne i vejret."

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡