Ny bog: Politikerne står i spidsen for at dele og genbruge gode løsninger

Få to vigtige pointer fra COI's kapitel 'Kommunalpolitisk ledelse af innovation – et uindfriet spredningspotentiale?' i en ny bog om kommunalpolitisk lederskab, der udkommer i dag.

Billede: Se chefkonsulent Lene Krogh Jeppesen (tv) og innovationskonsulent Lotte Rømer Groves yndlingspointer i en video længere nede i artiklen.

Kommunalpolitikere lider ikke af 'Not Invented Here'-syndromet. Tværtimod.

Syndromet – hvor man er skeptisk over for at genbruge andres løsninger – er dømt ude til fordel for at stå i spidsen, når innovationer skal deles og genbruges på tværs af den offentlige sektor.

Det er en af pointerne i et kapitel om kommunalpolitisk ledelse af offentlig innovation, COI har bidraget med til en ny bog, der udkommer i dag.

Bog om politisk ledelse i kommuner

Bogen 'Kommunalpolitisk lederskab – tæt på borgerne i de lokale fællesskaber' er skrevet til og om alle, der udøver politisk ledelse i kommuner.

Den er også henvendt til alle, som samarbejder med kommunalpolitikerne – eller bare er interesseret i politisk lederskab.

Bogen er redigeret af Lotte Bøgh Andersen, centerleder ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, og Ulrik Kjær, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Om bogen

- Bogen 'Kommunalpolitisk lederskab – tæt på borgerne i de lokale fællesskaber' udkommer på Hans Reitzels Forlag fredag den 28. maj 2021.

- Bogen er redigeret af Lotte Bøgh Andersen, centerleder ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, og Ulrik Kjær, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

- Den er udarbejdet som en antologi med bidrag fra 19 forfattere ud over Lotte Bøgh Andersen og Ulrik Kjær. Læs en beskrivelse af bogen herunder:

De kommunalt ansatte løfter rigtig mange opgaver, mens kommunalpolitikerne udstikker den politiske linje og foretager de politiske prioriteringer. Det handler om at udøve kommunalpolitisk lederskab.

Heldigvis er landets knapt 2.500 kommunalpolitikere tæt på borgerne og brænder for det lokale demokrati og de lokale fællesskaber.

Denne bog giver en række forskningsbaserede indspark til, hvordan det kommunalpolitiske lederskab kan udøves. Det handler om alt fra kommunestyret og økonomisk råderum til stående udvalg og bestyrelsesposter. Der er fokus på kommunalpolitikernes motivation, erfaringer og forståelse af informationer, og samspillet med ansatte, borgere og organisationer står centralt.

Bogen sætter spot på arbejdet med innovation og teknologi samt på tilliden til og imellem kommunalpolitikerne. På den måde er det bogens mål at udruste både erfarne og nye kommunalpolitikere til at lykkes endnu bedre med deres kommunalpolitiske lederskab.

→ Læs mere og køb bogen (eksternt link)

Spredning som et underbelyst tema

I kapitlet 'Kommunalpolitisk ledelse af innovation – et uindfriet spredningspotentiale?' sætter COI blandt andet fokus på kommunalpolitikeres rolle i spredning af innovation.

Temaet er underbelyst, på trods af at det ikke er en ukendt måde at arbejde på for kommunalpolitikere. Som rådmand Thomas Medom (SF) fra Aarhus Kommune beskriver det i kapitlet:

"Den mest almindelige måde at lave offentlig innovation er ved, at gode idéer udvikler og spreder sig. Vi har efterhånden adgang til viden og information mange steder fra. Det gør det nemt at få øje på, at de problemer, vi oplever på tværs af organisationer, er ensartede, og at der er fællestræk i de opgaver, der skal løses."

Fornyelse fra oven – når politikerne sætter præg på offentlig innovation

Statistik og viden fra Innovationsbarometeret.

Læs mere og download

Politikere giver embedsværket mandat

Kapitlet er skrevet af COI's centerleder Pia Gjellerup, chefkonsulent Lene Krogh Jeppesen og innovationskonsulent Lotte Rømer Grove.

Lotte Rømer Grove egen yndlingspointe fra kapitlet er, at vi ud fra COI's undersøgelser kan se, at kommunalpolitikerne giver embedsværket mandat til både at dele og genbruge innovationer.

"Det er en vigtig forudsætning for spredning af offentlig innovation, at embedsværket må og skal bruge tid på at dele egne innovationer og genbruge andres. Fundamentet for at høste kommunal- og samfundsøkonomiske fordele er lagt af kommunalpolitikere," siger Lotte Rømer Grove.

Bruger aktivt lokal tilpasning

For chefkonsulent Lene Krogh Jeppesens vedkommende er yndlingspointen, at vi kan se – bl.a. i tal fra en ny undersøgelse fra COI, ARENA-undersøgelsen, der bygger på 552 kommunalpolitikeres spørgeskemasvar – at kommunalpolitikere aktivt bruger lokal tilpasning i spredning af offentlig innovation.

ARENA

Når politisk ledelse skaber offentlig innovation.

Læs mere og download

"Genbrug af andres løsninger gennem lokal tilpasning, hvor det lokale kommunale DNA aktivt italesættes, gøres blandt andet for at imødekomme 'Not Invented Here'-syndromet. Altså den refleks, vi har, når vi er skeptiske over for andres løsninger, fordi vi ikke helt tror på, at de passer til vores særlige forhold," siger hun og fortsætter:

"Den lokale tilpasning er også en god strategi for at imødekomme en fare ved spredning: Nemlig når de gode moderigtige løsninger svømmer ud over landet, som den trend alle bare skal følge. Når man aktivt bruger tilpasning får man mulighed for at få det bedste fra modefænemonet med – men tilpasset de lokale behov."

Tre arbejdsspørgsmål

Bogen 'Kommunalpolitisk lederskab – tæt på borgerne i de lokale fællesskaber' er udarbejdet som en antologi med bidrag fra 19 forfattere ud over Lotte Bøgh Andersen og Ulrik Kjær.

COI's kapitel om kommunalpolitisk ledelse af offentlig innovation er baseret både på tal fra ARENA-undersøgelsen, fra Innovationsbarometeret, den officielle statistik over offentlig innovation, som COI udarbejder sammen med Danmarks Statistik, samt på en lang række kvalitative interviews.

Kapitlet slutter af med tre arbejdsspørgsmål til kommunalpolitikerne:

  • På hvilke områder er det mest oplagt at dele kommunens løsninger eller genbruge andres løsninger?
  • Hvem er de rette aktører at få involveret i at genbruge og dele innovationer?
  • Hvordan kan det sikres, at der på dagsordenerne på udvalgsmøderne ikke alene bliver afsat tid til sagsbehandling af drift, men også til fremtidsblik, inspiration og innovationsarbejde?

Tre vigtige pointer fra kapitlet

- Med ordet spredning mener vi, at man deler egne innovationer og genbruger andres innovationer. Kommunalpolitikere er opmærksomme på, at spredning er en del af kommunernes innovationsarbejde. Opmærksomheden bliver ikke i samme grad afspejlet i konkrete spredningshandlinger.

- Kommunalpolitikernes individuelle handlinger, der understøtter spredning, viser sig især i form af genbrug af andres innovationer. Dette sker igennem en nysgerrig, åben og scannende tilgang til at holde sig orienteret. Kommunalpolitikerne holder sig især orienteret via faglige, lokale og sociale medier samt formelle og uformelle dialoger i forskellige netværk.

- Når en innovation skal finde fodfæste i en ny kommune, er vejen til at sætte gang i det konkrete genbrugsarbejde længere for menige medlemmer end for borgmestre og udvalgsformænd. De sidstnævnte har direkte adgang til at bede kommunens embedsværk om at igangsætte genbrugsarbejdet.

Kilde: Kommunalpolitisk lederskab – tæt på borgerne i de lokale fællesskaber

Gøre det nemmere at bidrage

Innovationskonsulent Lotte Rømer Grove, der er projektleder på COI's indsats for at styrke politikernes rolle i offentlig innovation, tilføjer selv to spørgsmål, hun vil søge svar på:

"Det første handler om, at vi kan se, der er stor forskel på mulighederne for at indgå i sprednings- og innovationsarbejdet afhængigt af om man er menigt medlem, udvalgsformand eller borgmester. Så hvordan kan man gøre det nemmere for menige medlemmer at bidrage?" siger hun.

"Og måske kan det kobles på et andet uindfriet potentiale: Nemlig hvordan man kan arbejde mere kollektivt på tværs af kommunalbestyrelse og udvalg med spredning af offentlig innovation?" fortsætter hun.

→ Læs mere og køb bogen (eksternt link)

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡