Innovationsstafetten: "Vi skal få skabt nogle øvebaner, hvor vi kan invitere private virksomheder ind"

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med offentlig-privat innovation.

Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang har vi talt med Torben Lindbæk-Larsen, fagchef hos Pleje og Omsorg i Tønder Kommune. 

Torben har tidligere haft en tilsvarende stilling i Aabenraa Kommune og har også en fortid som udviklingschef i Hjørring Kommune.

Hvorfor arbejder du med innovation?

Det gør jeg, fordi det er nødvendigt. Der sker en masse ude i verden, og hvis ikke man forsøger at tilpasse sig, sakker man bagud.

Så man er nødt til at arbejde med udvikling og innovation for at finde nye måder at gøre tingene smartere på – og nye teknologier, der kan hjælpe med at løse opgaverne.

Især nu, hvor vi er udfordret i forhold til at finde nok kompetent arbejdskraft, er der kæmpe rum til at gå i gang med innovative løsninger, som kan afhjælpe det. Her skal vi sørge for, at innovation ikke bare reducerer behovet for arbejdskraft, men faktisk også bliver kompetencegivende.

Der er alle mulige gode grunde til at arbejde med innovation, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan lade være. Det, vi har brug for, er, at innovation bliver en del af vores dagligdag. Så det arbejder vi på.

Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?

Jeg har været med i mange store og små projekter i forhold til at teste ideer og løsninger for virksomheder.

Det kan være svært for mange virksomheder at have et ordentligt testmiljø. De skal ud og prøve deres produkter af i virkeligheden. Lige nu arbejder vi i Tønder Kommune med at sætte et testmiljø op, hvor vi hurtigt kan flytte et produkt fra test og udvikling og ud i drift.

Vi prøver at sætte et system op, hvor vi igennem en intensiv og præcis testning hurtigt finder ud af hvordan, vi bedst kan implementere en løsning i vores drift, og dermed springer mange af de der processer over, om der skal laves business case osv.

Jeg mener, at man skal spørge sig selv om, hvor meget værdi en business case giver. Jeg har set en del businesscases, som har været positive, men hvor det har været svært at realisere værdien i dem. Hvis man alligevel prøver at presse en sådan business case igennem, risikerer man nogle gange, at projekter falder til jorden.

Hvis man i stedet prøver at finde ud af, hvad der skal til, for at medarbejdere og borgere synes, det er en positiv forandring i deres dagligdag, så behøver jeg ikke et regneark til at fortælle mig det. I stedet kan jeg på nogle andre bundlinjer se, om projektet rent faktisk skaber de ønskede resultater.

Så jeg vil hellere se, om jeg kan hjælpe virksomhederne på andre måder, ved for eksempel at sætte et testmiljø op til dem, hvor de kan komme og se, hvordan en løsning faktisk påvirker driften.

Dybest set er den bedste business case vel, at man kan se, hvordan en løsning skaber værdi i praksis.

Hvorfor er det en god idé at samarbejde med private aktører?

Offentlige og private organisationer har ofte forskellige indgangsvinkler og missioner med samarbejdet. Så det handler om at finde de virksomheder, hvis mission i høj grad supplerer vores kerneopgave.

Her er det interessant at se på, hvordan vi kan undgå at opbygge bestemte kompetencer, hvis andre kan gøre det bedre.

Det handler ikke kun om teknologi, det kan også handle om at få løst andre opgaver.

Et godt eksempel er, når der skal bygges et nyt plejehjem. Her er der altid et samarbejde med en boligorganisation, der har kompetencer i forhold til vedligehold, byggestyring osv. De kompetencer ville vi have svært ved at få opbygget på samme niveau, så her kan samarbejdet med private hjælpe os med at løse en række opgaver.

Hvad er det interessante ved at arbejde med innovation i samspillet mellem den offentlige og private sektor?

Jeg synes, det er interessant at se på, hvordan samarbejdet med private virksomheder kan gå op i en højere enhed, hvor vi supplerer hinandens kompetencer.

Jeg sætter pris på en åben og ligefrem dialog med de private virksomheder, så vi også får opbygget en tillid til hinanden, der gør, at vi kan samarbejde om tingene. Det er meget interessant at samarbejde med virksomheder, som er frontrunners på deres område, og komme ind i deres tanke- og mulighedsrum.

Jeg tænker, at det er sådan i mange organisationer, at man hen ad vejen bliver meget glad for det, man selv går og laver, og kommer ind i nogle tankemønstre, der gentager sig selv. Og der er det rigtigt godt, at der kommer nogen udefra og laver et kryds ind i det, som får en til at tænke; Gud ja, det havde vi da ikke lige set var en mulighed.

Det kan være godt at få tryktestet sine egne holdninger. Så der er en kæmpe fordel i at arbejde sammen med andre, som ser verden på nogle lidt andre måder.

Og hvorfor er det så, det ikke "bare" sker af sig selv?

Det handler meget om tillid. Med de virksomheder, jeg har arbejdet sammen med i lang tid, opstår der en tillid i takt med, at man lærer hinanden at kende. Der opstår også en bedre indbydes forståelse for hinandens tankeuniverser.

Hvis man er for langt væk fra hinandens virkeligheder, kan det betyde, at man i hvert fald skal have større tålmodighed til at undersøge og være nysgerrig på hinandens perspektiver, end hvis man kender hinanden godt i forvejen.

Det er for eksempel nemmere for mig at forstå en anden servicevirksomhed. Så kan det godt være, at servicen består i, at de kommer og servicerer vores kaffemaskine, men det kan jeg bedre sætte mig ind i, end en produktionsvirksomhed, der ikke ligner det, jeg beskæftiger mig med til daglig.

Derfor er det vigtigt at have nogle fælles motiver. Hvis virksomhedens motiv bare er at sælge et eller andet, kan det godt blive svært for os som offentlig myndighed at skabe et givende innovationssamarbejde.

Her kan det være nødvendigt, at der er en leder, der insisterer på, at vi bliver ved med at være nysgerrige på hinanden, og derfor er ledelsesforankring alpha og omega, hvis man vil lave innovation.

Det er dejligt at man har nogle ildsjæle, men ildsjæle brænder ud eller rejser andre steder hen, hvis man ikke imødekommer dem på den rigtige måde. Det er fint, at man har nogle medarbejdere, der går foran, men man kan ikke overlade ansvaret for innovationsarbejdet til dem alene.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Der vil jeg nævne et produkt udviklet til borgere med demens, der hedder Touch & Play, som vi har været med til at udvikle sammen med en virksomhed, der hedder Applikator.

Løsningen understøtter gennem spil, billeder, film, sang og musik borgerne i at klare dagligdagsopgaver og rutiner. Indholdet stimulerer erindringen samtidig med, at det træner borgerne mentalt og fysisk.

Jeg er stolt af at have været med til at udvikle en løsning, som hjalp nogle mennesker, vi ikke rigtigt havde fået fat i på den måde før, på daværende tidspunkt for 12 år siden. Det gav dem nogle rammer for at kunne være sammen og spille spil og kigge billeder, og på den måde synes jeg, det har en stor værdi.

Det var dejligt at se, at løsningen hjalp de demente borgere med at finde nogle minder frem, som vi troede var forsvundet.

Så det er jeg glad for at have været med til at udvikle, fordi det har gjort nogle menneskers liv lettere, og det synes jeg sådan set er det fineste, man kan gøre.

Hvem eller hvad ser du som din største hjælper i dit arbejde med OPI?

Jeg har været glad for den sparring, jeg har fået via de tværkommunale Erhvervshuse i forbindelse med OPI-samarbejde. De var meget hjælpsomme med at få OPI-samarbejdet sat i gang, så det var vi glade for.

Derudover har vi brugt nogle konsulenthuse til at hjælpe os med at skrive ansøgninger til fonde og puljer.

Den hjælp har ofte været starten på et samarbejde om at udvikle metoder og sociale rammer for vores projekter. Så der er nogen, der er rigtige dygtige til det, og hvorfor ikke få dem til at hjælpe en?

Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?

Vi tænker ofte innovation som et åbent læringsrum, hvor der må begås fejl, som man kan lære af – fordi det hele kan ikke være perfekt fra begyndelsen. Jeg har i hvert fald lært, at det er utroligt vigtigt at indlede innovationssnakken med værdiskabelsen: Hvilken værdi vil du skabe over for hvem – og hvorfor?

De projekter, som jeg ikke synes er gået så godt – eller som er gået helt i stå – er projekter, hvor der ikke har været stor nok opmærksomhed på den fase.

Når man for eksempel tager udgangspunkt i en hverdagsoplevelse og bliver fokuseret på, hvordan man kan løse det problem – uden egentlig at finde ud af, om det er et generelt problem, eller om det kun er i den enkelte situation, man har oplevet det.

Man bliver simpelthen nødt til at spørge sig selv: Hvad er behovet egentlig og hvor stort er problemet? Og bagefter: Hvem skal du samarbejde med, hvordan vil du levere løsningen, og hvilken værdi skal den skabe?

Det er det grundige forarbejde, der i sidste ende gør, om projektet bliver en succes eller en fuser.

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?

De fleste af mine kolleger vil formentlig sige, at det er mangel på økonomi. Men her tænker jeg nok lidt anderledes. For innovation er noget af det, der faktisk skal hjælpe os til at have en økonomi.

Og hvorfor er det så svært? Jeg tror, det er fordi mange kommunale opgaver handler om at være myndighed og administrator. Hvis man kigger ned i sin ledelsesteori, er det de to typer opgaver, som typisk ligger længst væk fra innovation.

Udvikling kan være slemt nok – men innovation i endnu højere grad, fordi der er vi virkelig på tynd is nogle gange.

Så jeg tænker, at en ikke uvæsentlig del af den kommunale innovationsmangel ligger i, at vi har bygget et system op, som sådan set ikke efterspørger innovation. Jo færre undtagelser, jo mere sikker drift har vi.

Vi bliver nødt til at tale om, hvordan vi håndterer det, når driften ikke er sikker mere. For den bliver usikker, hvis vi bare står stille.

Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?

Kommunerne skal i langt højere grad se private som komplementerende – og ikke som konkurrenter.

Vi er nødt til at få skabt nogle miljøer, hvor kommunerne kan mødes med innovatører fra det private, som kommer med andre syn på tingene og nogle andre kompetencer.

Vi skal få skabt nogle øvebaner, hvor vi kan invitere private virksomheder ind. Få tingene testet af i virkeligheden – hurtigt – få tænkt på driften og sat noget system og struktur på det.

Jeg ved godt, at der så vil være 700 forklaringer på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Men det må vi så prøve at se, om vi kan reducere til 0.

Hvad er dit bedste råd til offentlig-privat innovationssamarbejde?

Vær åben for nye ideer. Hav en god dialog med virksomheden. Skab tillid og relationer.

Hvem giver du stafetten videre til?

Andreas Melson, partner hos Applikator, som vi i sin tid udviklede Touch & Play med. Jeg synes, det er et godt eksempel på en privat virksomhed, som har været inde omkring kommunerne og lært noget - håber jeg - i samarbejdet med os - og givet sit eget take på, hvordan han kunne føre det videre. Jeg vil gerne høre om, hvordan han har oplevet den rejse.