Folkemødet 2024: Velfærdsteknologi og emissionsfrie arbejdsmaskiner til debat

I år faciliterede CO-PI tre debatter på Folkemødet om velfærdsteknologi og emissionsfrie arbejdsmaskiner. Få de vigtigste pointer og se videoer fra debatterne i reportagen fra Allinge.

Billede: Torsdag var scenen sat i Kommunernes Telt til en debat om, hvordan vi sikrer en værdig ældrepleje, hvor teknologiske løsninger kan understøtte borgernes og medarbejdernes behov.

Solen skinnede og en frisk vind blæste hen over over Allinge både torsdag og fredag under dette års Folkemøde, hvor CO-PI inviterede folkemødedeltagere til debat.

Sammen med en række stærke stemmer i den offentlige debat indtog CO-PI scenerne i Kommunernes Telt, på Fagbevægelsens Plads og på ByggePladsen.

Plejer er død - sådan vækker vi fremtidens ældrepleje til live!

Velfærdsteknologi udvikler sig hele tiden. Det samme gør debatten om, hvordan vi sikrer, at teknologien støtter de ældre og medarbejderne behov. 

Der var fyldt godt op i Kommunernes Telt, da moderator Emilie Roth Stenberdt fra CO-PI, bød et veloplagt publikum og panel velkommen og skød debatten i gang om de udfordringer og muligheder, der ligger i brugen af teknologiske hjælpemidler i ældreplejen.

Panelet bestod af Ann Sofie Orth (C), borgmester i Rudersdal Kommune, Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen og René Danielsson (DF), social- og sundhedsudvalgsformand i Bornholms Regionskommune og programchef i CO-PI Ole Bech Lykkebo.

Om få år 1.300 borgere over 85 år 

René Danielsson var skarp i sin kritik af den nuværende tilgang og pegede på, at der skal tænkes i holdbare løsninger nu.

"Vi er nødt til at fortælle folk, hvad er den virkelighed, vi står over for. Vi står med godt og vel 1.300 borgere på over 85 år inden for otte år. Jeg har en medarbejderstat på godt 1.250 medarbejdere, som har en gennemsnitsalder på 50 år. Jeg kommer til at mangle 250 af dem inden for de næste fem-seks år, hvis de bare følger den almindelige pensionsalder. Og derfor så knækker vi," sagde René Danielsson.

Det skal ikke ende med 'postnummer-bingo'

Han påpegede også behovet for en central koordination for at undgå, at implementeringen af velfærdsteknologi bliver fragmenteret og afhængig af postnumre.

"Hvis ikke der er nogen, som koordinerer det her centralt, så bliver det ligesom på diabetesområdet: Det bliver et 'postnummer-bingo', hvor din adresse er afgørende for, om du får adgang til de bedste teknologiske dimser, og det er ikke et fair spil," sagde den lokale politiker og høstede et stort bifald fra publikum for den udmelding.

Se video fra debatten med René Danielsson:

→ Læs også interview med Ann Sophie Orth og Bjarne Hastrup


Hvorfor virker velfærdsteknologi ikke i ældreplejen!

Fredagen bød på to folkemødedebatter, hvor den ene debat handlede om de mange udfordringer, der følger med implementeringen af velfærdsteknologi i ældreplejen.

Debatten foregik på Fagbevægelsens Plads.

Her bestod panelet af Nanna Højlund, næstformand i FH, Thune Korsager, vicedirektør, Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Line Brandt Nørreslet, velfærdsteknologikonsulent i Bornholms Regionskommune og Line Vestergaard, antropolog og innovationskonsulent i CO-PI.

Teknologi og menneskelig pleje skal arbejde sammen

Med CO-PI's direktør Pia Gjellerup som moderator dykkede panelet direkte ned i problemerne: Hvem er de borgere, vi taler om? Hvad er deres behov, og hvordan sikrer vi, at teknologi og menneskelig pleje arbejder sammen for at opfylde dem?

Diskussionen kredsede om, hvordan forskellige organisatoriske og praktiske barrierer kan hindre en effektiv brug af teknologien. Alle paneldeltagerne fremhævede vigtigheden af tid, ressourcer og et stærkt samarbejde mellem kommuner og teknologiudviklere.  

Der er behov for ledere og medarbejdere, som brænder for velfærdsteknologi – og en klar plan for support og integration i IT-systemer. 

Se video fra debatten med Line Brandt Nørreslet og Agnete Melgaard Hansen:

→ Læs også interview med Thune Korsager og Nanna Højlund


Mere skala i efterspørgslen på emissionsfrie arbejdsmaskiner?

CO-PI's Ole Bech Lykkebo modererede CO-PI's tredje debat, hvor han indledte med at slå fast, at hele værdikæden skal med, hvis der skal komme skub i omstillingen fra diesel til emissionsfrie maskiner.

Debatten foregik i Villaen på ByggePladsen og handlede om, hvordan offentlige bygherrer kan bruge deres indkøbsbudgetter til at efterspørge eldrevne maskiner.

Både samfundsøkonomien og den projektnære økonomi viser, at en omstilling til emissionsfrihed kan betale sig, blev det påpeget.

Billede: Debatpanelet bag tre paphoveder med hver deres hovedpine: Lovgivning, ladeinfrastruktur og økonomi. Alle tre barrierer for omstillingen til emissionsfrie arbejdsmaskiner, hvor løsningen ikke ligger lige for, men hvor der skal ændres i forhold til det eksisterende og udvikles nyt.

Brug for vedvarende politisk vilje

Panelet bestod af Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune, Carsten Hoeck, adm. direktør i Loxam, Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Poul-Erik Olsen, bæredygtighedschef, CG Jensen Søren Birch, direktør for byggeri og anlæg i HOFOR, og Anders Stouge, direktør DI Byggeri.

De lokale effekter – færre kræfttilfælde, mindre støj for naboerne og bedre arbejdsmiljø – er en vigtig årsag til, at så mange forskellige bygherrer i hele landet er gået sammen i CO-PI's skaleringsproces om emissionsfrie arbejdsmaskiner

Dog er der brug for vedvarende politisk vilje og ændrede arbejdsgange for at sikre en effektiv og hurtig omstilling, lød det fra panelet.

Se video fra debatten med Poul-Erik Olsen og Carsten Hoeck:

→ Læs også interview med Line Barfod og Anders Stouge


Tak for nu – og på gensyn!

CO-PI siger tak for gode debatter – vi glæder os til at følge op på de mange indspark!

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡