Digitale puslespil erstatter plastlegetøj – og lærer børn om sunde tænder

Overtandlæge i Viborg Kommune har sammen med en lokal animationsvirksomhed udviklet et digitalt puslespil, som ved hjælp af spil og AR-teknologi lærer børn at passe på tænderne.

Billede: Tandtryllebrikken erstatter plastlegetøj med et puslespil af pap, som sammen med en app giver adgang til et digitalt univers, hvor børn – og deres forældre – gennem spil og leg kan blive klogere på sund mundhygiejne.

Når mindre børn er til konsultation eller behandling hos børnetandplejen, får de i mange tilfælde et lille stykke plastlegetøj med hjem som en slags belønning.

Billigt plastlegetøj rimer imidlertid ikke godt på klima og miljø, og samtidig har legetøjet ikke nogen funktion udover belønningen.

I Viborg Kommune ville overtandlæge Poul Folke Christensen derfor gerne finde et alternativ til plastlegetøjet i den kommunale tandpleje.

Puslespil koblet med digitalt univers

Han kom i kontakt med Fabio Cujino fra Doktor Universe – en af de lokale animationsvirksomheder, der udspringer af Viborgs internationalt anerkendte animationsmiljø.

Sammen kom de to parter på ideen om et puslespil, der kobles med et digitalt univers og Augmented Reality-teknologi – også kaldet AR. De satte gang i en udviklingsproces, som blev delvist finansieret med udviklingsmidler fra Viborg Kommune.

Dermed blev Tandtryllebrikken til virkelighed og taget i brug i den kommunale tandpleje.

Løs problemet sammen – offentlig innovation i samarbejde med private virksomheder

Statistik og viden fra Innovationsbarometeret.

Læs mere og download

Gamification i stedet for brochurer

Tandtryllebrikken erstatter plastlegetøj med et puslespil af pap, som sammen med en app giver adgang til et digitalt univers, hvor børn – og deres forældre – gennem spil og leg kan blive klogere på sund mundhygiejne. Målgruppen er 3-7-årige børn.

"Det er en udfordring at lære børn og forældre, hvordan de kan passe bedre på tænderne. Vi har tidligere foruden samtaler brugt brochurer i det forebyggende arbejde, men det tror vi ikke så meget på mere. Med Tandtryllebrikken bruger vi 'gamification', hvor børnene gennem spil og leg lærer om mundhygiejne," fortæller overtandlæge Poul Folke Christensen.

Foruden at samle det fysiske puslespil, kan børnene med en smartphone eller tablet få adgang til en gratis app og via en kode i Tandtryllebrikken aktivere forskellige digitale spil om sunde tænder.

Billede: Børnene kan med en smartphone eller tablet få adgang til en gratis app og via en kode i Tandtryllebrikken aktivere forskellige digitale spil om sunde tænder.

Handlinger grundlægger vaner

Der fx et fodboldspil, som handler om at drikke vand i stedet for sodavand. Når målmanden bliver træt, skal han have noget at drikke, og hvis børnene giver ham sodavand, spiller han ikke videre, men det gør han, når han får vand.

Nogle af spillene involverer AR-teknologi, hvor der - via kameraet i smartphonen eller tabletten - kan lægges et ekstra virtuelt lag ovenpå den analoge verden. Børnene kan eksempelvis placere et virtuelt suttetræ på hvilken som helst plan, analog flade.

"I spillene foretager børnene en handling, som bliver gjort til en vane, og dermed bliver det også til en vane i den virkelige verden også. Det er fx svært for mange børn at slippe sutten, hvilket betyder meget for tandstillingen. I spillene kan de lege med at smide sutten op i et suttetræ. De foretager handlingen selv i stedet for at få fortalt, hvad de skal gøre, og det er der mere læring i," siger Poul Folke Christensen.

Positive tilbagemeldinger

Tandplejen og Doktor Universe har ikke lavet undersøgelser af, hvilke resultater Tandtryllebrikkerne har givet, men tilbagemeldingerne fra forældre i kommunen er positive.

"Forældrene har været meget glade for Tandtryllebrikkerne og spillene – især fædrene, som er interesserede teknologien," siger Poul Folke Christensen og tilføjer:

"Forældrene fortæller, at børnene bruger spillene, er glade for dem og glæder sig til næste tandlægebesøg. Og samtidig slipper vi for at bruge plast, som ikke er så miljøvenligt."

Spredning er en udfordring

Efter succesen i Viborg har Doktor Universe inden for de seneste par år arbejdet på at udbrede Tandtryllebrikkerne til andre kommunale tandplejer. Indtil videre har i alt otte kommuner i Danmark og Norge taget Tandtryllebrikkerne i brug i tandplejen – heriblandt Ikast-Brande og Randers kommuner.

"Det har ikke været så nemt at få solgt ideen i Danmark, som vi havde håbet på. Jeg har besøgt mange kommunale tandplejer, og de er begejstrede for produktet, når jeg præsenterer det. Men så går processen ligesom i stå – måske fordi overtandlægerne har travlt og prioriterer andre ting," fortæller Fabio Cujino, direktør i Doktor Universe.

Doktor Universe står også bag andre innovative produkter, som 'Min hospitalsven Hjulle', der er udviklet i samarbejde med Region Midtjylland, Børn og Unge enheden, Aarhus Universitetshospital, og var nomimeret til Publikumsprisen 2021.

VIL DU VIDE MERE?

Du er velkommen til at kontakte:

Poul Folke Christensen
Overtandlæge, Viborg Kommune

87 87 26 75 | [email protected] 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡