Find flere forklaringer...
På de vigtigste begreber i CO-PI's Innovationsordbog.
Et innovationspartnerskab er en udbudsform – og samarbejdsmodel – hvor offentlige organisationer og private virksomheder går sammen om at udvikle nye løsninger på komplekse udfordringer. Det adskiller sig fra traditionelle udbud ved at kombinere udvikling og indkøb i én proces.
Innovationspartnerskaber bruges, når der ikke findes en færdig løsning på markedet, og når innovation er nødvendig. Processen starter med, at den offentlige part identificerer et behov. Derefter foretages en undersøgelse og vurdering af markedet, fx gennem en markedsdialog, hvor potentielle leverandører inviteres til at byde ind med idéer. Gennem en udbudsproces udvælges én eller flere virksomheder, som indgår et partnerskab med det offentlige om at udvikle og teste løsningen.
Når løsningen er færdigudviklet og opfylder de fastsatte krav, kan den offentlige organisation købe den uden et nyt udbud.
Innovationspartnerskaber giver offentlige organisationer og private virksomheder en unik ramme for at udvikle nye løsninger i fællesskab. En af de største fordele er, at innovation og indkøb kombineres, så den offentlige part kan købe løsningen, når den er udviklet, uden et nyt udbud. Samtidig er der tale om en proces, der skaber klare rammer og forudsætninger for samarbejdet.
Samarbejdet sikrer en dybere forståelse af behov og muligheder, da løsningen udvikles i tæt dialog mellem offentlige brugere og private leverandører. Det skaber fleksibilitet, så løsningen kan justeres undervejs. Desuden minimeres risikoen for fejlslagne investeringer, da behov og krav løbende afstemmes.
For virksomheder giver modellen adgang til offentlige kunder, mulighed for at udvikle nye produkter og en tydelig fordeling af den økonomiske risiko.
Her er nogle af de centrale fordele ved innovationspartnerskaber:
Selvom innovationspartnerskaber rummer store potentialer, er de endnu ikke udbredte i Danmark. Der er dog projekter, der illustrerer potentialet i denne samarbejdsform:
Et eksempel er Frederiksberg Kommune, der i samarbejde med private aktører har udviklet innovative løsninger til håndtering af regnvand. Projektet kombinerer skybrudshåndtering med vanding af bytræer, hvilket både reducerer risikoen for oversvømmelser og forbedrer bymiljøet. Dette partnerskab har resulteret i unikke og skræddersyede løsninger, der ikke kunne være udviklet af parterne alene.
Et andet eksempel er Region Hovedstadens innovationspartnerskab med en privat virksomhed, som handler om at udvikle nye løsninger, der giver sundhedspersonalet bedre overblik over patienterne på hospitalernes mange sengeafsnit. Dette er særligt vigtigt, fordi regionens nye hospitaler går fra flersengsstuer til ensengsstuer – med kun én patient på hver stue. Efter flere års behovsudforskning, workshops og forhandlinger er samarbejdet nu i gang, hvor virksomheden arbejder tæt sammen med klinikere på Bispebjerg Hospital for at skabe bedre overblik over patienternes tilstand.
Udbudsproceduren innovationspartnerskab har eksisteret i mange år – men ganske få offentlige organisationer benytter sig af muligheden.
I denne serie følger vi Region Hovedstaden, som bruger innovationspartnerskab til at skabe nye og bedre løsninger til monitorering af patienter.
→ Læs 1. kapitel: "Jeg var vildt nervøs for, at ingen ville søge"
→ Læs 2. kapitel: "Virksomhederne bliver dygtigere og dygtigere. Jeg er helt høj over deres engagement"
→ Læs 3. kapitel: "Det her er kulminationen. Nu skal samarbejdet i gang"