Økonomi og finansiering af innovation

12 procent af offentlige innovationer er eksternt finansieret, viser Innovationsbarometeret.

Stigende krav og stramme budgetter – koblet med vilde og komplekse problemer – sætter den offentlige sektor under pres. 

Økonomi spiller derfor en stor rolle i arbejdet med offentlig innovation. Men begrænset økonomi kan også spille en positiv rolle for offentlig innovation, fordi det understreger behovet for at tænke nyt.

Offentlige innovationer kan være igangsat med økonomisk pres som en (af flere) årsager. Det gælder 14 procent af de offentlige innovationer.

Figuren viser hvor mange offentlige innovationer, der er igangsat som følge af økonomisk pres på arbejdspladsen. Figuren bygger på spørgsmålet ”Hvem eller hvad førte primært til, at I igangsatte den seneste innovation på din arbejdsplads?”, hvor respondenterne har kunnet markere op til tre årsager. Spørgsmålet er kun stillet til de arbejdspladser, der har indført mindst én innovation i løbet af en toårig periode. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.352.

Økonomisk pres skaber effektivitet

Offentlig innovation er kendetegnet ved at have skabt en eller flere typer værdi for arbejdspladsen. Det er også tilfældet, når innovation er igangsat pga. økonomisk pres.

To ud af tre (65 procent) af de innovationer, der er igangsat af økonomisk pres, har skabt øget kvalitet. Tæt på halvdelen har øget tilfredsheden blandt medarbejderne (46 procent) eller skabt effektivitet (54 procent). En mindre del har enten indfriet politiske mål (28 procent), givet borgerne øget indsigt i eller indflydelse på opgaveløsningen (17 procent) eller skabt helt andre værdier (11 procent).

Figuren viser, hvilke værdier arbejdspladsens seneste innovation har skabt, når innovationen er igangsat pga. økonomisk pres. Figuren bygger på spørgsmålet ”Hvilken form for værdi har I alt i alt opnået med den seneste innovation?”. Spørgsmålet er kun stillet til de arbejdspladser, der har indført mindst én innovation inden for en toårig periode. Procentandelene i figuren summerer til mere end 100 %, fordi arbejdspladserne har haft mulighed for at vælge flere svarmuligheder. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=230.


Procentandelene for hvilken værdi der bliver skabt når innovation er igangsat af økonomisk pres, adskiller sig fra procentandelene for innovation igangsat af alle andre årsager.

Den mest markante forskel er, hvor ofte innovationerne skaber effektivitet. Her ser vi nemlig, at de innovationer, der er igangsat pga. økonomisk pres oftere skaber effektivitet sammenlignet med alle andre innovationer. Når økonomisk pres er årsagen til innovation, lykkes man altså ofte med at spare nogle ressourcer efter implementering.

Omvendt skaber innovation igangsat af økonomisk pres sjældnere medarbejdertilfredshed og borgerinddragelse sammenlignet med alle andre innovationer.

En ud af tre innovationer er hæmmet af begrænset økonomi

Begrænset økonomi kan således spille en positiv rolle for offentlig innovation. Men begrænset økonomi kan, ikke overraskende, også kan være en hæmsko.

Figuren nedenfor viser, at en tredjedel (34 procent) af offentlige innovationer i høj eller nogen grad er hæmmede af begrænsede økonomiske ressourcer. Det er en større andel end de 22 procent, der oplever, at begrænset økonomi fremmede innovationen.

Af de 15 hæmmere og fremmere, der spørges ind til i Innovationsbarometeret, er begrænset økonomi med længder den faktor, der oftest har været hæmmende for offentlig innovation (se også temasiden om hæmmere og fremmere af innovation). 

Figuren viser, i hvor høj grad begrænsede økonomiske ressourcer fremmede eller hæmmede den seneste innovation. Procentandelen til højre viser den samlede procentandel, der har svaret ”fremmede i nogen grad” og ”fremmede i høj grad”, mens procentandelen til venstre omvendt viser den samlede procentandel, der har svaret ”hæmmede i nogen grad” og ”hæmmede i høj grad”. Spørgsmålene er kun stillet til de arbejdspladser, der har indført mindst én innovation inden for en toårig periode. Procentandelene summerer ikke til 100 %, fordi de 5 %, der har svaret ”ved ikke” og 39 %, der har svaret ”ikke relevant” er udeladt. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.352.

Finansiering af offentlig innovation

I Innovationsbarometeret spørges der eksplicit ind til, hvordan offentlige arbejdspladsers seneste innovation er finansieret. Andre former for ressourcer i form af fx arbejdstimer eller kompetencer er ikke direkte dækket af spørgsmålet.

Svarene viser, at i alt 12 procent af de offentlige innovationer har modtaget ekstern finansiering.

Fem procent har modtaget støtte fra danske offentlige støtteordninger eller puljer, fire procent fra samarbejdspartnere og fire procent fra private fonde. Én procent er støttet af udenlandske midler, fx nordiske midler eller EU-puljer.

Figuren viser hvilke kilder, der har finansieret arbejdspladsens seneste innovation. Spørgsmålet er kun stillet til de arbejdspladser, der har indført mindst én innovation inden for en toårig periode. Andelene i figuren summerer til mere end 100 procent, fordi arbejdspladserne har haft mulighed for at vælge flere finansieringskilder. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.352.


Arbejdspladsens eget budget er typisk kilde til finansiering af offentlig innovation. Godt halvdelen (54 procent) af de offentlige innovationer er finansieret eller medfinansieret af arbejdspladsens eget budget.

Det sker også ofte, at offentlig innovation er støttet af centrale midler inden for arbejdspladsens egen kommune, region eller ministerområde. Det gælder nemlig for 18 procent af de offentlige innovationer. Fem procent er finansieret af andre kilder end de nævnte.

Endelig peger en fjerdedel af arbejdspladserne (26 procent) på, at den seneste innovation ikke krævede nogen særlig finansiering.

Oftere samarbejde ved ekstern finansiering

Der er mange forskellige samarbejdspartnere involveret i eksternt finansieret innovation.

Alle de aktører, der er spurgt til, forekommer oftere som samarbejdspartner i eksternt finansieret innovation sammenlignet med al anden innovation.

Der er samarbejdet med andre uden for arbejdspladsen om 96 procent af de eksternt finansierede innovationer, viser Innovationsbarometeret.

Figuren viser hvilke samarbejdspartnere, der er samarbejdet med om hhv. eksternt finansierede innovationer og innovationer, der ikke er eksternt finansieret. Spørgsmålet er kun stillet til de arbejdspladser, der har indført mindst én innovation inden for en toårig periode. Andelene i figuren summerer til mere end 100 %, fordi arbejdspladserne har haft mulighed for at vælge flere samarbejdspartnere. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.352.


Blandt de hyppigste samarbejdspartnere for eksternt finansieret innovation er internt samarbejde i egen organisation (64 procent) og samarbejde med offentlige arbejdspladser inden for samme sektor (31 procent) (fx hvis en kommune samarbejder med en anden kommune). 

Fonde er også en hyppig samarbejdspartner i eksternt finansieret innovation. Der er samarbejdet med fonde om tre ud af ti (30 procent) eksternt finansierede innovationer. Det peger på, at fonde i mange tilfælde ikke 'bare' afleverer en pose penge, men er en aktiv medskaber af innovation.

Genbrugt innovation er sjældent eksternt finansieret

Offentlig innovation er kendetegnet ved, at arbejdspladserne ikke altid behøver at udvikle deres egne løsninger. Mange arbejdspladser har samme opgaveløsning, oplever de samme problemer og kan have gavn af de samme løsninger.

Derfor kan offentlig innovation også være løsninger, som arbejdspladsen har kopieret eller ladet sig inspirere til andetsteds fra. Langt de fleste innovationer (74 procent) er i større eller mindre grad genbrug af andres løsninger.

Det er ikke genbrug af innovation, der tiltrækker ekstern finansiering. Innovationsbarometeret viser, at kun 12 procent af tilpassede og seks procent af kopierede innovationer er finansieret eller medfinansieret af eksterne midler. De eksterne midler er hyppigere hos de innovationer, der er nyudviklede og altså er 'den første af sin slags'. Her er 22 procent (med)finansieret af eksterne midler. 

Figuren viser hvor stor en andel af innovationer, der er den første af sin slags, inspireret af andres løsninger men tilpasset eller i vidt omfang en kopi af andre løsninger er eksternt finansieret. Ekstern finansiering dækker over finansiering fra fonde, offentlige støtteordninger, fra samarbejdspartnerne og finansiering fra udlandet. Spørgsmålet er kun stillet til de arbejdspladser, der har indført mindst én innovation inden for en toårig periode. Figuren viser ikke de arbejdspladser, der har svaret ”ved ikke” til spørgsmålet. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.352.

Læs mere om økonomi og finansiering af innovation:

Knaphedens kunst

Statistik og viden fra Innovationsbarometeret.

Læs mere og download

Finansiering af innovative offentlige indkøb i Europa

Kortlægning af europæiske cases og et diskussionsoplæg

Læs mere og download

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡