CO-PI har i løbet af efteråret budt velkommen til fire nye partnere i skaleringsprocessen 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'.
Nu tæller skaleringsprocessen hele 18 offentlige bygherrer, der går sammen til markedet med hensigtserklæringer om udvikling og anvendelse af emissionsfrie arbejdsmaskiner i kommende bygge- og anlægsprojekter.
De nye partnere — Aarhus Vand, Rudersdal og Slagelse Kommuner og Kildedal By — sætter her ord på, hvorfor de vælger at gå med, og hvad de forventer sig af samarbejdet i skaleringsprocessen.
→ Besøg projektsiden: 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'
Aarhus Vand: Partnerskaber kan accelerere udvikling
Aarhus Vand forsyner sammen med lokale vandværker forbrugerne i Aarhus med rent vand og tager sig også af spildevandet, når det rene vand er kommet gennem afløbet.
Grøn omstilling helt central i hverdagen
Aarhus Vand arbejder aktivt for at skabe en national platform som drivkraft for lokale og globale løsninger til sundere vandkredsløb.
Med det sigte for øje arbejder Aarhus Vand partnerskabsorienteret, da det ifølge forsyningsselskabet kan accelerere udviklingen af de mest ressource-effektive ydelser.
Dermed kan fremtidens løsninger designes i forpligtende samarbejder, hvor opfindsomheden frisættes.
"For Aarhus Vand er den grønne omstilling helt central i vores hverdag. Vi har derfor for nogle år siden valgt at blive certificeret inden for fire af FN’s verdensmål. Samtidig har vi målrettet arbejdet med at reducere vores udledninger, fokuseret på ressource- og genanvendelse samt at skabe sundhedsfremmende blå/grønne løsninger i vores aktivitetsområder," siger Peter Hjortdal, afdelingschef, Aarhus Vand.
Rudersdal Kommune: Vi udskifter til el på flere områder
Rudersdal Kommune ligger lidt nord for København. Kommunen opstod som et resultat af kommunalreformen i 2007, hvor kommunerne Søllerød og Birkerød blevet samlet i én kommune.
Kommunen har både arealer med tæt bebyggelse, skov, landsbyer og strand, og erhvervsområder - de største er Erhvervsbyen langs Bregnerødvej og DTU Science Park ved Isterød. I januar 2023 havde Rudersdal 57.193 indbyggere.
Et vigtigt greb i hverdagen
Den grønne omstilling spiller en stor rolle i Rudersdal Kommune, siger Court Møller (B), formand for Klima- og Miljøudvalget i Rudersdal Kommune. Med udgangspunkt i klimahandlingsplanen sætter Rudersdal løbende projekter i søen, der skal hjælpe til med at nå målet om at være CO2-neutral i 2040.
Derfor er kommunen også glad for at kunne deltage i skaleringsprocessen - og dermed få adgang til sparring og ny viden om emissionsfrie maskiner og ladeproblematikker.
"Et vigtigt greb i hverdagen er at udskifte vores mange biler og maskiner på de forskellige områder til fossilfri drift. Det gælder bl.a. i vores hjemmepleje og i vores Driftsafdeling, hvor vi hele tiden overvejer, hvor det kan lade sig gøre at erstatte benzin og diesel med eldrift," siger Court Møller.
Slagelse Kommune: Hurtigere fremad med skaleringsproces i ryggen
Vender vi blikket mod sydvest kommer vi til den næste nye partner i skaleringsprocessen: Slagelse Kommune.
Kommunen er beliggende i Region Sjælland og har 79.827 indbyggere (i oktober 2023).
Skærpede krav i bygge- anlægsopgaver fremover
Peter Johansen er chef for Entreprenørservice i Slagelse Kommune. Han forventer, at kommunen med skaleringsprocessen i ryggen kan blive bedre rustet til at skærpe kravene i kommende anlægsprocesser og -udbud.
Desuden mener Peter Johansen, at deltagerne i skaleringsprocessen kan fremme en fortsat modning af markedet og sende et tydeligt signal om en stigende og blivende efterspørgsel på emissionsfrie alternativer til de dieseldrevne maskiner.
"Vi har gennem de seneste år udskiftet en lang række af vores egne mindre maskiner, så de nu er eldrevne. Det har både forbedret arbejdsmiljøet og hjulpet på CO2-kontoen. Nu er det de større entreprenørmaskiner og køretøjer, som vi skal videre med," siger Peter Johansen.
Skaleringsproces spiller sammen med DK2020- klimaplaner
Samarbejdet i skaleringsprocessen spiller også en vigtig rolle i kommunens arbejde med DK2020-klimaplanerne.
Samarbejdet i skaleringsprocessen spiller også en vigtig rolle i kommunens arbejde med DK2020-klimaplanerne.
"CO2-reduktioner fra vores byggerier og anlæg er et område, vi har strategisk fokus på. Samtidig har vi i Slagelse Kommune, som i mange andre kommuner, en ambitiøs DK2020-klimaplan med mål for elektrificeringen af både biler og maskiner,” siger Peter Johansen.
”Derfor er det også for en kommune, som Slagelse, superrelevant at medvirke i skaleringsprocessen ’Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'.”
→ Læs mere om Slagelse Kommune (slagelse.dk)
Kildedal By bygges på et bæredygtigt fundament
Sidst, men ikke mindst - og dog - er byudviklingsprojektet Kildedal By, der nu også har tilsluttet sig skaleringsprocessen. Det første spadestik forventes at blive taget i 2024.
Kildedal By er et banebrydende byudviklingsprojekt, som fortsætter Ballerup og Måløvs byudvikling mod vest.
En blandet by med boliger og erhverv
I løbet af de næste 10-15 år bliver Kildedal By til en ny by i Ballerup Kommune, og planen er, at den med tiden kan vokse sammen med de to bydele Kildedal Bakke og Kildedal Nord, som Egedal Kommune har planer om.
Der er planlagt ca. 2.000 boliger og ca. 5.000 arbejdspladser i området.
Ambitionen er at skabe en blandet by med forskellige boligtyper og erhverv, primært inden for life science.
Barren skal sættes højt
For Tim E. Halvorsen, projektdirektør i Kildedal By, er det vigtigt, at ambitionsniveauet fra start er højt på klimaets vegne, så byen udvikles i balance og dermed kan danne ramme for bæredygtige løsninger og biologisk mangfoldighed.
”Vi sætter i forvejen barren højt i Kildedal By, når det handler om at bygge en by på bæredygtige tiltag,” siger Tim E. Halvorsen.
”Der er brug for den nyeste viden og de stærkeste løsninger, når vi vil udvikle en by, der understøtter et mere bæredygtigt liv gennem såvel byens indretning, de fællesskaber den udgøres af, og de materialer og beslutninger, den er skabt af. I den proces er det oplagt at indgå i skaleringsprocessen for emissionsfrie arbejdsmaskiner.”
Indsigter og viden fra andre
Også han påpeger, at samarbejdet i skaleringsprocessen kan bringe nye indsigter og viden, som Kildedal By ellers ikke umiddelbart har adgang til.
"Vi får glæde af de erfaringer og indsigter som de øvrige partnere deler, og via samarbejdet kan vi selv være med til at drive den grønne omstilling i vores bygge- og anlægssektor,” siger Tim E. Halvorsen.
SAMMEN OM EMISSIONSFRIE ARBEJDSMASKINER
- Der er et stort potentiale for CO₂-reduktioner fra arbejdsmaskiner på byggepladser. Alene arbejdsmaskinerne på bygge- og anlægsprojekter er i Københavns Kommunes egen geografi estimeret til at være i omegnen af 75.000 ton CO₂ pr år.
- Københavns Kommune, Metroselskabet og Aalborg Kommune tog i foråret 2022 initiativ til at øge efterspørgslen af emissionsfrie arbejdsmaskiner gennem en ny metode: En skaleringsproces.
- I en skaleringsproces går flere offentlige organisationer sammen om en fælles udfordring, så det bliver mere attraktivt for markedet at udvikle nye løsninger. På den måde bliver offentlige indkøb en motor for innovation.
- Metoden er indført af Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI), som faciliterer skaleringsprocessen.
- Gate 21 og WE BUILD DENMARK: Skaleringspartnere og arbejder sammen med CO-PI om at engagere offentlige bygherrer og private leverandører i processen.
→ Besøg projektsiden: 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'