Velfærdsteknologiens Hus i Aarhus: Ét hus, der samler teknologien, styrker fagligheden og gavner borgerne

Billede: Aarhus Kommune har købt en bygning, som både skal renoveres og udvides. Planen er indflytning i september 2027. Illustration: Aarhus Kommune.
Flere og smartere hjælpemidler. Mere praksisnær undervisning. Større pres på både systemer og medarbejdere.
I Aarhus vokser behovene – og derfor vokser visionerne også.
Et nyt Velfærdsteknologiens Hus er på vej. Her skal borgere kunne afprøve hjælpemidler i realistiske omgivelser, medarbejdere skal undervises tæt på praksis, og leverandører skal inviteres til samarbejde frem for blot at levere udstyr.
Et praktisk løft – og hurtigere hjælp til borgerne
Ivan Kjær Lauridsen er velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune. Ifølge ham står kommunen på en brændende platform, og derfor er det nødvendigt at styrke velfærdsteknologien.
"Ligesom resten af landet får vi flere og flere ældre borgere. Når antallet af ældre stiger, stiger behovet for hjælpemidler også," siger han.
Først og fremmest skal Velfærdsteknologiens Hus øge Aarhus Kommunes kapacitet.
"Vores største udfordring i øjeblikket er kapaciteten til at håndtere den stigende efterspørgsel på velfærdsteknologi og hjælpemidler," fortæller Ivan Kjær Lauridsen.
Fakta: Om Velfærdsteknologiens Hus i Aarhus
Aarhus Kommune har købt en bygning i Skejby, som skal skabe de fysiske rammer. Bygningen har kostet 71,5 millioner kroner, og de samlede omkostninger løber op i 131 millioner kroner.
Bygningen skal renoveres og tilbygges, så der samlet kommer til at være 7974 m2.
Målet er, at Velfærdsteknologiens Hus kan være klar til indflytning i september 2027.
Huset bliver til et samarbejde mellem Sundhed og Omsorg og Sociale Forhold og Beskæftigelse. Derudover står Aarhus Ejendomme for ombygning og drift af huset.
Kan tage hjælpemidler med hjem med det samme
Helt konkret mangler kommunen lagerplads til hjælpemidlerne og faciliteter til vask, modtagelse og udlevering.
Derfor etableres blandt andet et kvikcenter, hvor borgere og pårørende uden forudgående visitation kan hente simple hjælpemidler som stokke og badetaburetter.
"Det betyder for eksempel, at man kan tage med sin mor eller far ud og få de nødvendige hjælpemidler med hjem med det samme," siger Ivan Kjær Lauridsen.
Testfaciliteter til gavn for både borgere og virksomheder
Huset skal også gøre det nemmere at finde de rigtige løsninger, der skaber mest værdi for borgeren.
Et nyt testcenter lader borgere afprøve teknologierne i hverdagssituationer – og giver samtidig kommunen mulighed for at give feedback til leverandørerne.
"Alle har en interesse i at tilbyde løsninger, der passer til borgernes behov – både os og leverandørerne. Derfor giver testcentret mulighed for at give sparring og feedback til virksomhederne," siger Ivan Kjær Lauridsen.
Gode erfaringer med at inddrage leverandører
Aarhus Kommune har allerede gode erfaringer med at inddrage leverandører aktivt gennem DokkX.
DokkX er et interaktivt oplevelsesrum for velfærdsteknologi i Dokk1, hvor virksomheder kan udstille deres løsninger. Her kan borgere gratis afprøve teknologier og give feedback.
Netop det tætte samspil mellem bruger og producent er noget, kommunen vil videreudvikle i det nye Velfærdsteknologiske Hus.
Bedre undervisning – færre skader
De nye rammer skal ikke kun komme borgerne til gavn. De skal også forbedre arbejdsvilkårene for kommunens medarbejdere.
Derfor skal huset rumme undervisning af medarbejdere i brugen af hjælpemidler og ergonomi.
Kommunen har tidligere erfaret, hvor meget de fysiske rammer betyder for medarbejdernes udbytte af undervisningen.
"Tidligere har undervisningen foregået i lokaler, der ikke altid har været hensigtsmæssige, for eksempel fordi der ikke har været loftshøjde nok til at afprøve løfteteknikker," siger Ivan Kjær Lauridsen, der også fortæller, at de oplevede en stigning i antallet af arbejdsskader under coronanedlukningen, hvor undervisningen foregik virtuelt.
De nye rammer og den styrkede indsats på undervisningsområdet har allerede haft stor effekt. Fra 2017 til 2024 er antallet af forflytningsulykker faldet med 62 procent.
Ambitioner på tværs af kommunegrænser
Visionerne for huset rækker langt ud over Aarhus' grænser. Kommunen arbejder på at etablere et nationalt videnscenter for velfærdsteknologi, hvor aktører fra hele landet kan dele praksisnær viden og erfaring.
"Når man deler viden, får man også viden," siger Ivan Kjær Lauridsen og peger på, at stærkt samarbejde mellem kommuner er afgørende for at skabe mest mulig værdi for både borgere, medarbejdere og samfundet.
Aarhus er med i CO-PI's skaleringsproces
Aarhus Kommune har solid erfaring med tværgående samarbejder. Kommunen er blandt andet del af CO-PI's skaleringsproces 'Sammen om løsninger til inkontinens'.
Aarhus Kommune deltager også i 'Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen' under Ældreministeriet, som CO-PI faciliterer.
"Vi synes, Aarhus er et godt sted at placere et nationalt center, fordi vi allerede har stærke erfaringer med praksisnær undervisning, samarbejde med civilsamfundet og videndeling tæt på både fagpersoner og erhvervsliv. Det er de styrkepositioner, vi gerne vil bringe i spil," siger Ivan Kjær Lauridsen.
Finansieringen til Nationalt Videnscenter for Velfærdsteknologi er endnu ikke på plads, og derfor vides det ikke, hvornår videnscentret kan tages i brug.
Faktaboks: Sammen om løsninger til inkontinens
Skaleringsprocessen 'Sammen om løsninger til inkontinens' er et samarbejde mellem Hjørring, Hillerød, Gladsaxe, Aalborg og Aarhus Kommuner, CO-PI og Danish Life Science Cluster.
Siden har Københavns Kommune, Middelfart Kommune, Halsnæs Kommune, Sorø Kommune og Esbjerg Kommune tilsluttet sig den hensigtserklæring, som er et resultat af dette samarbejde, og hvor kommunerne forpligter sig på at engagere sig i at udvikle nye løsninger gennem innovative offentlige indkøb.
Initiativet skal resultere i et innovativt offentligt indkøb, udvikling og implementering af nye velfærdsteknologiske løsninger til udredning og pleje af beboere med inkontinens på plejehjem i Danmark.
Målet er at øge værdigheden for ældre borgere på plejehjem, som lever med inkontinens – og at forbedre plejepersonalets arbejdsmiljø, frigive tid på plejeområdet og reducere miljøbelastningen.
Læs mere om skaleringsprocessen: Sammen om løsninger til inkontinens
VIL DU VIDE MERE?
Du er velkommen til at kontakte:
Ivan Kjær Lauridsen
Velfærdsteknologichef
+45 51 57 60 79 | [email protected]
Kontakt
Kommunikationskonsulent
[email protected]
61 81 27 78