Se video: Innovationscafé om videre med vilde problemer

Billede: Sara Knabe Sørensen, chefkonsulent i Odsherred Kommune, og Claus Julius, backboneleder i MedVind i Østerbyen, var eksperter i denne Innovationscafé. Lene Krogh Jeppesen var vært.
Vilde problemer har længe været på alles læber. Men hvordan bevæger vi os fra snak til handling, når problemerne er komplekse, langvarige og ikke har nogen entydig ejer?
Det satte vi fokus på i denne café, hvor vært Lene Krogh Jeppesen havde inviteret to eksperter til at fortælle om deres erfaringer med at gøre netop det:
- Claus Julius, backboneleder i MedVind i Østerbyen
- Sara Knabe Sørensen, chefkonsulent i Odsherred Kommune
Fra hype til handling
Lene Krogh Jeppesen indledte Innovationscaféen med at pege på, hvorfor det er så vigtigt at komme videre med vilde problemer. De handler om alt fra social ulighed, klima og sundhed til unges mistrivsel og nye teknologier. Problemerne er komplekse, har ingen entydig ejer og kalder på samarbejde på tværs af sektorer.
Hun understregede, at der ikke findes hurtige løsninger, men at vi kan skabe bevægelse gennem partnerskaber, prøvehandlinger og ved at være modige nok til at gøre tingene anderledes.
Lene Krogh Jeppesen viste også, hvordan vores nordiske nabolande arbejder systematisk med de samme vilde problemer, og hvordan Danmark kan lære af deres erfaringer.
Fra vision til virkelighed i Østerbyen
Claus Julius fra MedVind i Østerbyen fortalte om, hvordan projektet har skabt konkrete og langsigtede forandringer for børn og unge i Esbjergs mest udfordrede bydel.
Tre pointer fra Claus Julius' oplæg:
- MedVind bygger på fælles ejerskab, tillid og data til læring frem for kontrol.
- Prøvehandlinger og lokale partnerskaber har ført til, at de unge har mere stabile fritidsjobs, bedre trivsel og større tilknytning til uddannelse.
- Indsatsen har skabt både målgruppeforandringer og systemiske forandringer i den kommunale praksis.
Se oplæg med Claus Julius:
Partnerskab for sundhed og trivsel i Odsherred
Sara Knabe Sørensen fra Odsherred Kommune fortalte, hvordan de, sammen med Steno Diabetes Center Sjælland, arbejder missionsorienteret i et bredt partnerskab for at fremme børn og unges trivsel og sundhed.
Tre pointer fra Sara Knabe Sørensens oplæg:
- Partnerskabet er bygget op omkring en lang række aktører og en delt vision om sundhed og trivsel.
- Konkrete greb som udskudt konfirmationsalder, skrivegrupper for sårbare unge og mikro-puljer giver handlekraft i praksis.
- Det handler om at bygge broer, skabe bevægelse og forstærke eksisterende gode ideer med kapital og koordinering.
Se oplæg med Sara Knabe Sørensen:
Næste Innovationscafé: Kunstig intelligens
Den 31. oktober kl. 09.00-10.00 åbner vi igen dørene til Innovationscaféen.
Næste gang stiller vi skarpt på kunstig intelligens og de organisatoriske og menneskelige forudsætninger for at lykkes med teknologien.
Oplægsholderne afsløres snarest.
Fakta: Hvad er en Innovationscafé?
En Innovationscafé er et kort og uformelt format, hvor du både får inspirationsoplæg om et emne og mulighed for at netværke og have dialog i mindre grupper.
Efter en kort introduktion til dagens tema ved chefkonsulent i CO-PI Lene Krogh Jeppesen skyder to gæsteoplægsholdere caféen i gang med inspirationsoplæg.
I mindre grupper er der derefter dialog om vigtige pointer fra oplæggene og erfaring fra egen praksis samt opsamling på hvilke spørgsmål, det fortsat er vigtigt at få svar på.
Kontakt
Innovationspartner
[email protected]
61 81 31 05