Færre engangsmaterialer, mere genbrug, mindre spild.
Hospitaler i Region Midtjylland og regionens indkøbsfunktion har de seneste år gennemført en række projekter og tiltag, der er med til at mindske CO2-aftrykket som et led i regionens strategi for bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Nu skal en ny organisering være med til at skabe en mere struktureret tilgang til arbejdet med fokus på prioritering, implementering og skalering. Det sker ved at samle regionens bæredygtighedsindsats om cirkulær økonomi i indkøbsfunktionen Indkøb & Medicoteknik.
Center formidler og genererer ny viden om bæredygtighed
Mange af hospitalernes projekter inden for bæredygtighed er de seneste år gennemført i samarbejde med Center for Bæredygtige Hospitaler, som regionen etablerede i 2021.
Centret arbejder med at samle, formidle og generere ny viden om bæredygtig omstilling i sundhedsvæsenet.
Centret administrerer og finansierer blandt andet en pulje, hvor de enkelte afdelinger på regionens hospitaler mv. kan søge midler til at gennemføre lokale projekter.
Puljeprojekter i Region Midtjylland
Se tre eksempler på indsatser, som er blevet til med midler fra 'Puljen til udvikling af bæredygtige hospitaler' i Region Midtjylland.
1. Flergangsudstyr i kirurgi
Øre-, Næse- og Halskirurgi på Aarhus Universitetshospital undersøgte om sutursæt, medicinbægre og sondeflasker kan bruges flere gange, så der sker en reduktion af metal- og plastaffald. Projektet viste, at der stadig er mangler i markedet for udstyr, der ikke smides ud efter én gang.
2. Fra bord tilbage til jord
Køkkenet på Regionshospitalet i Randers arbejder med at omdanne sine økologiske madrester til gødning, der kan komme tilbage på markerne hos lokale, økologiske landmænd.
3. Ændrede rutiner gav mindre affald
Kirurgisk sengeafsnit på Regionshospitalet i Viborg kiggede kritisk på alle arbejdsgange for at mindske forbrug og affald. Det har reduceret det daglige affald med 38 procent og det kliniske risikoaffald med 35 procent.
83 procent af klimaaftryk stammer fra varer og tjenesteydelser
I september 2023 blev Center for Bæredygtige Hospitaler en del af Indkøb & Medicoteknik. Formålet er at samle og styrke bæredygtighedsindsatsen i regionen, hvor indkøb spiller en stor rolle.
Hele 83 procent af klimaaftryk stammer fra varer og tjenesteydelser, som indkøbes og forbruges.
"Vi kan se en stor synergi i at bringe Indkøb & Medicoteknik og Center for Bæredygtige Hospitaler tættere på hinanden organisatorisk og i det daglige arbejde," siger Charlotte Toftgård Nielsen, stabschef i Indkøb & Medicoteknik.
Vision om at være en cirkulær region
Region Midtjylland har en vision om i 2030 at 'være en cirkulær region med bæredygtige indkøb, genbrug, genanvendelse, vedvarende energi og minimalt forbrug'.
Derfor arbejdede indkøbsafdelingen i forvejen med bæredygtighed inden for indkøb, varelogistik og medicoteknisk udstyr, mens Center for Bæredygtige Hospitaler i høj grad har haft fokus på projekter og adfærd ude på de enkelte hospitaler og afdelinger.
"Den nye organisering giver et tættere samarbejde og derved får vi alle led i kæden med. Det er ikke nok, at varer på hylderne er mest muligt bæredygtige – medarbejderne skal også tænke i at bruge mindst muligt og gerne flergangsartikler," siger Charlotte Toftgård Nielsen.
Bedre udnyttelse af dataviden
Integrationen af indkøbsafdelingen og centret betyder også, at man får samlet hele indsatsen omkring cirkulær økonomi og dermed får en mere tværfaglig synsvinkel.
Indkøbsafdelingens viden om fx de enkelte varers klimaaftryk og forbrugsmønstret i regionen bliver koblet med bæredygtighedscentrets viden og erfaring fra projekter på afdelinger og hospitaler.
"Indkøbsafdelingen har en stor dataviden om alle varer, logistikken og forbrugsmønstret på hospitalerne. Når man laver indsatser ude på de enkelte afdelinger for at reducere CO2-aftrykket, kan vi beregne, hvilke indsatser det vil have størst effekt at skalere op," siger Charlotte Toftgård Nielsen.
Udfasning af lejepapir giver klimagevinst
Et eksempel på en indsats handler om lejepapir, som hospitalerne hvert år bruger mange tons af. Regionshospitalet i Randers har arbejdet målrettet med at mindske forbruget af lejepapir, hvilket har givet en CO2-reduktion på cirka ni ton om året.
Hvis hele regionen udfasede lejepapir, ville man kunne spare 115 ton CO2 årligt, og indkøbsafdelingen kan via data se, hvilke afdelinger der har det højeste forbrug af lejepapir og på den baggrund målrette indsatsen i samarbejde med de lokale bæredygtighedskonsulenter.
"Med det tættere samarbejde, som følger af den nye organisering, er vi allerede godt i gang med at høste frugterne af, at vi datamæssigt kan supplere hinanden og dermed bedre vurdere, hvad der batter mest," siger Charlotte Toftgård Nielsen.
Region Midtjylland - Verdens Bedste Indkøber 2023
Region Midtjyllands indkøbsafdeling, Indkøb & Medicoteknik, modtog i 2023 prisen som Verdens Bedste Indkøber for et nyskabende udbud på engangselektronik til hospitalsvæsenet.
Prisen uddeles af IKA – foreningen for offentlige indkøbere, Miljøstyrelsen, Dansk Initiativ for Etisk Handel, Forum for Bæredygtigt indkøb og Partnerskab for Offentlig Grønne Indkøb.
Indkøb & Medicoteknik fik prisen for sin skalerbare løsning for indkøb i det offentlige, hvor regionen har formået at gøre bæredygtighed til et reelt konkurrenceparameter.
Udbuddet handlede om engangsbronkoskoper, som bruges til at undersøge patienters luftveje. Bronkoskoperne kasseres efter blot en gangs brug, og det resulterer i spildte ressourcer.
Regionen ønsker at skubbe til udviklingen i markedet, så langt flere engangsprodukter til hospitalsdriften produceres på en måde, hvor produkterne er produceret af færre knappe ressourcer og dermed har et lavere ressourceforbrug og klimaaftryk.
Regionen har udviklet en scoringsmodel, som gør det muligt at måle produkternes relative klimabelastning og vurdere dem i forhold til hinanden.
På den måde kan Region Midtjylland beregne, hvilke produkter der bruger færre ressourcer – og det gør bæredygtighed til et konkurrenceparameter.
Modellen er ikke begrænset til engangsbronkoskoper eller medicinsk udstyr. Den kan nemt overføres til andre typer engangselektronik i andre offentlige organisationer.
Region Midtjylland har allerede udpeget 126 andre typer produkter, hvor modellen kan anvendes.
Styrket samarbejde med leverandører om innovation
Integrationen vil også medvirke til at styrke Indkøb & Medicotekniks samarbejde med leverandører om innovation inden for cirkulær økonomi og bæredygtighed.
Som et eksempel handler leverandørsamarbejdet på det medicotekniske område om at skabe grundlag for at gennemføre bedre udbud og anskaffelser, både økonomisk og bæredygtighedsmæssigt, samt reducere klima- og miljøaftrykket i driften af det nuværende udstyr.
Med det fokus blev der fx i efteråret 2023 gennemført en leverandørdag om cirkulær økonomi.
Et af programpunkterne var en workshop, hvor man sammen med leverandører diskuterede muligheder og barrierer i forhold til afdelingens ambitioner for hhv. indkøb, brug og bortskaffelse af medicoteknisk udstyr.
Et bredere perspektiv i samarbejdet
Når man fremover også inddrager kompetencer og viden fra Center for Bæredygtige Hospitaler i samarbejdet med leverandører, får man et bredere perspektiv, som i sidste ende kan føre til bedre løsninger.
"Det kan fx være at vi centrets bliver opmærksomme på, at vi skal stille nogle krav i forbindelse med et udbud, som gør det nemmere at implementere en ny løsning ude på afdelingerne," siger Charlotte Toftgård Nielsen.
Hun understreger samtidig, at bedre løsninger ikke nødvendigvis betyder, at der skal udvikles helt nye produkter.
"Svaret er ikke altid et andet produkt. Nogle gange handler det om, at vi i sundhedsvæsenet skal arbejde på en anden måde, som fører til et mindre forbrug og dermed mindre CO2-udledning. Altså adfærdsændringer frem for nye produkter."
VIL DU VIDE MERE?
Du er velkommen til at kontakte:
Charlotte Toftgård Nielsen
Stabschef, Indkøb & Medicoteknik, Region Midtjylland
24 64 34 47 | [email protected]