Råstof-Initiativet og CO-PI underskriver samarbejdsaftale: Styrket indsats for mindre råstofforbrug i anlægssektoren

To vigtige initiativer inden for bæredygtighed i anlægssektoren, Råstof-initiativet i Region Midtjylland og CO-PI, som faciliterer skaleringsprocessen 'Sammen om mindre råstofforbrug', har nu indgået et strategisk samarbejde for at reducere forbruget af råstoffer og fremme cirkulære løsninger.

Billede: Anlæg af testvej i grusgrav. Foto: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland.

Initiativerne, der allerede arbejder målrettet med at understøtte værdikæden og skabe konkrete forandringer i sektoren, vil fremover koordinere indsatsen gennem fælles videndeling, markedsdialoger og udvikling af løsninger.

Målet er at integrere bæredygtige praksisser og reducere både råstofforbrug og CO2-udledning i forbindelse med anlægsprojekter. 

Fokus på synergier og samfundsinddragelse

Samarbejdet bygger på fem nøgleområder, hvor synergierne mellem initiativerne tydeligt kan udnyttes:

  • Videndeling: Udveksling af data, resultater og erfaringer samt udvikling af fælles konferencer og arrangementer.
  • Markedsdialoger: Ved at kombinere erfaringer fra pilotprojekter og netværk på tværs af sektorer kan flere aktører inddrages, og bæredygtighedsdagsordenen styrkes.
  • Udvikling af løsninger: Samarbejdet vil sikre en koordineret indsats i udviklingen og implementeringen af cirkulære tiltag.
  • Samfundsinddragelse: Med stærke forbindelser i værdikæden og strategisk positionering vil initiativerne engagere samfundet og skabe bred opbakning til den fælles vision.
  • Helhedsorienteret tilgang: Kombinationen af praktisk erfaring og strategisk retning skal sikre implementering fra både top-down og bottom-up niveauer. 

Fakta: Skaleringsprocessen 'Sammen om mindre råstofforbrug'

Nyopgravede råstoffer som sand, grus og sten er i stigende grad en knap ressource i Danmark. Samtidig medfører indvinding og kørsel med råstoffer udledning af CO2.

På den baggrund vil kommuner og regioner finde metoder til at genanvende materialerne og fremme brugen af sekundære råstoffer som fx overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter.

Center for Offentlig-Privat Innovation har igangsat skaleringsprocessen 'Sammen om mindre råstofforbrug'. Skaleringsprocessen samler offentlige bygherrer om fælles markedsdialog med de private leverandører.

I en skaleringsproces går flere offentlige organisationer sammen om en fælles udfordring, og med volumen og mere ensartethed i efterspørgslen, behovsudforskningen og erfaringsudvekslingen bliver det mere attraktivt for markedet at udvikle nye løsninger – og for organisationer efterfølgende at implementere dem. 

→ Besøg projektsiden: 'Sammen om mindre råstofforbrug'

Samarbejdsaftale med konkrete tiltag

Partnerne vil nu mødes løbende for at sikre, at konkrete muligheder og synergier bliver diskuteret. 

Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI, ser samarbejdsaftalen som en naturlig fortsættelse af det arbejde, der er i gang i skaleringsprocessen. 

"Det her samarbejde viser en stærk fælles vilje til at skabe systemisk forandring og reducere råstofforbruget i bygge- og anlægssektoren. Vi kan nå et spadestik dybere og tilføre ekstra ressourcer og kræfter til den store fælles opgave det er at sikre en mere bæredygtig anvendelse af råstoffer i anlægsbranchen," siger Ole Bech Lykkebo. 

Fakta: Råstof-initiativet 

Råstof-initiativet er et bredt partnerskab af aktører fra hele branchen, der arbejder for færre råstoffer i anlægsarbejder.

Initiativet blev til på en workshop i maj 2022 og omfatter i dag 19 forskellige aktører, der løbende samles for at identificere og arbejde med konkrete tiltag, der kan begrænse råstofforbruget.
Der er blevet defineret syv arbejdsspor, og tilhørende arbejdsgrupper er blevet nedsat for at adressere specifikke udfordringer og muligheder, herunder:

  • Spor 1: Formidling.
  • Spor 2: Pilotprojekter.
  • Spor 3: Indsamling af erfaringer og data fra konkrete projekter som grundlag for udarbejdelse af retningslinjer og guidelines.
  • Spor 4: Udarbejdelse af retningslinjer og guidelines.
  • Spor 5: Genanvendelse og sortering af materialer; jord-mining.
  • Spor 6: Værktøj til vurdering af bundopbygning.
  • Spor 7: CO2-beregninger.

Målet er, at der i fremtiden bruges færre råstoffer som sand, grus og sten, når der for eksempel anlægges parkeringspladser, cykelstier, gågader, indkørsler og havebelægning.

Ambitionen for partnerskabet er derfor at ændre vores vaner i nær fremtid.

Partnerne vil aktivt medvirke til, at der kan udarbejdes nye standarder for mængden af sand, grus og sten i anlægsarbejder samt at der i højere grad sker en genanvendelse af råstoffer.

→ Kilde: Region Midtjylland - Råstof-initiativet

Morten Bondgaard, kontorchef, Jordforurening og Råstoffer, Regional Udvikling, Region Midtjylland, ser også frem til de muligheder, den nye samarbejdsaftale giver.

"Med aftalen på plads er vi flere kræfter til at inspirere vores samfund og drive en udvikling hen imod et mindre råstofforbrug. Den helt store udfordring er vanens magt – vi gør tingene, som vi plejer, men vi er nødt til at tage livtag med "plejer" i fællesskab for at kunne anvende færre nyopgravede råstoffer," siger Morten Bondgaard. 

JORDNÆR INNOVATION – for mindre råstofforbrug 

Kom med, når CO-PI og partnerskabet 'Sammen om mindre råstofforbrug' inviterer til konference og markedsdialog om, hvordan vi reducerer forbruget af råstoffer i anlægsarbejder. 

Det foregår den 27. marts på Musicon i Roskilde.  

Her lancerer bygherrepartnerskabet deres fælles hensigtserklæring og giver eksempler på, hvordan de konkret vil omsætte hensigt til handling, og hvilke udfordringer der stadig kræver nye løsninger. 

Dagen vil desuden byde på projektspecifikke markedsdialoger, hvor leverandører på tværs af værdikæden inviteres til at bidrage med idéer og løsninger. 

VIL DU VIDE MERE?

Du er velkommen til at kontakte:

Ole Bech Lykkebo
Programchef
61 81 31 02 | [email protected]