Ny version af Grønspættebogen til dig, der arbejder med innovation
Nu kan du starte det nye år med en opdateret version af en ægte CO-PI-klassiker: Grønspættebogen. Med den i hånden kan evaluering blive enklere, mere overkommelig og attraktiv for innovationsaktive i den offentlige sektor.
Billede: Grønspættebogen kan bruges individuelt eller som dialogværktøj sammen med kolleger og samarbejdspartnere.
Grønspættebogen er til dig, der arbejder med innovation, og som har brug for hjælp til at finde gode veje til at skaffe evalueringsviden om din innovationsproces og dine innovationsresultater.
Førsteudgaven er udgivet tilbage i 2016. Den blev til i samarbejde med offentligt ansatte fra både stat, region og kommuner som et praktisk supplement til udgivelsen 'Vejledning om at evaluere innovative tiltag' af professor Peter Dahler-Larsen.
Fintunet til innovation i 2025 og fremover
Lene Krogh Jeppesen, chefkonsulent, og Marie Munch-Andersen, analyseansvarlig – begge fra CO-PI – har stået for at opdatere Grønspættebogen.
"Det er jo en evalueringsklassiker, vi har fat i her, og vi ved, at den bliver flittigt brugt derude. Som med andre redskaber skal den jo også slibes eller smøres for at virke bedst muligt til det, den er beregnet til. Så vi har gennemgået de enkelte dele og skærpet en række af de væsentlige pointer. Vi har også fået lidt flere tips og tricks ind, så den står endnu skarpere og er fintunet til at evaluere innovation i 2025 og fremover," siger Lene Krogh Jeppesen.
Grønspættebogen er bygget op, så første del er en introduktion til de vigtigste ting, man skal vide om evaluering af innovative tiltag.
Anden del indeholder metoder og værktøjer, som hjælper med den praktiske udførelse. En ny tredje del indeholder opmærksomhedspunkter, tips og tricks til evaluering af innovation skabt i samarbejde.
Mere om evaluering af innovation skabt i samarbejde
Netop innovation skabt i samarbejde er i fokus i den nye udgave. Og det er der en helt særlig grund til.
Syv ud af ti offentlige innovationer er nemlig skabt i samarbejde, bl.a. med private virksomheder. Det viser Innovationsbarometeret, den officielle statistik over innovation i den offentlige sektor i Danmark.
Så hvilke opmærksomhedspunkter giver det, når innovation sker i samarbejde, og hvad kan hjælpe med at finde gode evalueringsveje her? Det giver Grønspættebogen en række konkrete bud på.
Konkrete og abstrakte innovationsprojekter
Sara Ørnsholt er i dag direktionskonsulent på Rigshospitalet i København. Hun har tidligere brugt Grønspættebogen i innovationsprojekter, bl.a. i Dansk Design Center (DDC) og Københavns Kommunes Socialforvaltning.
Tilbage i 2016 var hun også med i den gruppe af praktikere, der var med til at give input til indholdet.
"Jeg arbejdede mest med ret konkrete innovationsprojekter. Sidenhen tog mit arbejde en drejning over imod systemisk innovation, og jeg synes, at en af styrkerne ved bogen er, at den er brugbar som rettesnor til både de konkrete og de mere abstrakte innovationsprojekter," siger Sara Ørnsholt.
For den garvede såvel for den nye i truppen
Hun peger også på, at en af styrkerne ved Grønspættebogen er, at den er designet, så den både kan bruges som opslagsværk eller tjekliste for den garvede evaluator og for den, der for første gang skal til at sætte sig ind i evalueringsfeltet.
"Den kan fungere som en overskuelig grundbog. Jeg har i hvert fald brugt den til at give projektteams med varierende evalueringserfaring et fælles sprog om evaluering," siger Sara Ørnsholt.
Titlen giver et godt praj om, hvordan indholdet kan bruges forskelligt alt efter, hvor meget kendskab man har til evaluering, mener Sara Ørnsholt.
"En grønspættebog skal være relevant for både den garvede spejder, der kan tænde et bål i stiv kuling med en enkelt tændstik og for den helt nye i truppen, der ikke engang ved, at et godt bål allerede starter ved kløvningen af træet."
Brug den selv – eller sammen andre
Grønspættebogen kan bruges individuelt eller som dialogværktøj sammen med kolleger og samarbejdspartnere.
Den henvender sig til ledere, udviklingskonsulenter og praktikere i driften. Kort sagt til alle, som arbejder med at lave innovative tiltag, og som har brug for støtte til at koble innovations- og evalueringsarbejdet.