I mindst fem år har samskabelse fyldt meget i mange danske kommuner.
Samskabelse er en tilgang (som ikke altid er helt skarpt defineret) og et svar på mange problemer og håb: Øget demokrati, nye og bedre services for borgerne (innovation), bedre og billigere løsninger (effektivisering).
Mange kommunale medarbejdere og ledere, borgere og frivillige foreninger har både haft gennembrud, gode oplevelser og store frustrationer i mødet med samskabelse i praksis.
Holder samskabelsesideal op mod praksis
Men ét er mavefornemmelserne om samskabelse baseret på min egen erfaring og på de fortællinger, jeg har hørt fra praktikere. Noget andet er, hvad forskningen kan vise os.
Her er der kommet ny forskning fra Morten Frederiksen og Ane Grubb ved Aalborg Universitet, som holder samskabelsesidealet op mod praksis.
Bogen 'Den svære samskabelse – Forventninger og praksis i samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund' er udgivet ved Aalborg Universitetsforlag tidligere i år.
Mine tre yndlingsting ved den nye forskning
For det første må jeg tilstå en måske nørdet metodisk begejstring. Dels fordi de to forskere og deres forskningsgruppe har været helt tæt på. Der er ikke 'kun' analyseret dokumenter og policy-papirer og lavet interview med relevante aktører – der er også gennemført et etnografisk feltarbejde. Netop feltarbejdet er for mig at se afgørende for, at vi får kastet nyt lys ind i sprækkerne mellem samskabelsesidealet og praksis. Dels fordi forskerne har valgt at lave et komparativt studie, hvor de – i samme kommune (Aalborg) – undersøger samskabelse på ældre-området og flygtninge-området. Igen kastes der nyt lys på samskabelse, fordi to felter med forskellig historik, institutionelle rammer og politisk opmærksomhed undersøges.
For det andet er det forfriskende, at samskabelsesidealet så konsekvent sammenlignes med den praksis, der udøves. Personligt har jeg altid haft det svært med idealet om ligeværdighed – for kan en kommune som myndighed være ægte ligeværdig med de aktører, de samskaber med? Min erfaring fra tidligere har været, at vejen fra politikernes ønske om 'mere samskabelse' til en god proces og faktiske resultater var lang, krøllet og ikke uden bump på vejen. Morten Frederiksen og Ane Grub kaster nuanceret lys på både det og andre sprækker mellem ideal og praksis – uden at sable samskabelse ned og efterlade læseren i en deprimeret og opgivende sindstilstand. Der er kælet både for beskrivelsen af udfordringer og for de praksisanbefalinger, som forskerne giver læseren med på vejen.
For det tredje giver slutrapporten netop derfor inspiration til handling og små og store justeringer. Her vil jeg nøjes med at komme med to overvejelser fra den offentlige side af samskabelsen, men der er også inspiration at hente til de frivillige organisationer. Kan vi som myndigheder udfordre os selv mere og være åbne overfor faktisk at tage borgerne 'i målgruppen' med helt ind i samskabelsen – også når det er sårbare slutbrugere, og vi må justere på metode og mødeformer for at gøre det? Jeg har i hvert fald været med til flere aktiviteter, hvor råd og foreninger inddrages frem for slutbrugerne – både fordi det er lettere og af et (måske misforstået) hensyn til slutbrugerne. Måske der på fornuftig vis er plads til både de organiserede og de enkelte borgere. Kan vi genbesøge rammesætningen for samskabelsen, så medarbejdere og ledere tættere på borgerne har større handlings- og frihedsgrader til at gå med de konkrete projekter, der faktisk giver mening og løser konkrete udfordringer, så praktikernes stemme og viden i højere grad præger de konkrete samskabelsesaktiviteter? Og her har jeg kun skrabet i overfladen – der er masser af inspiration at hente om: demokratiske spørgsmål og udfordringer, ligeværdigheds-idealet og om balancen mellem relationsopbyggelse på tværs af sektorer vs. det at skabe resultater for borgerene – og meget mere.
Et håb og et ønske
Slutrapporten er enormt læsevenlig, og mit bud er, at mange kan spejle sig i de erfaringer, som Aalborg Kommune så generøst stiller til rådighed. Både de frivillige organisationer, kommunale medarbejdere og ledere og kommunalpolitikere. Jeg håber, at mange vil læse slutrapporten samt bruge eksemplerne og praksisanbefalingerne til at tage en dialog om, hvad der kan justeres i egen samskabelsespraksis, og at vi dermed som samfund kommer tættere på at skabe bedre resultater af samskabelsesindsatsen. For der er ingen tvivl om, at der er massive uindfriede potentialer på området. Men det kræver, at vi tør bevæge os fra ideal til god praksis.
Mit ønske er, at flere forskere gør som Morten Frederiksen og Ane Grubb og prioriterer at producere en let tilgængelig slutrapport, som øger muligheden for, at forskningen kan omsættes i praksis. Alt for meget forskning finansieret af fonde og offentlige kasser ender i fagtidskrifter bag dyre betalingsmure i et (for praktikere) alt for teoretisk spor. Selvfølgelig skal der stadig være fagfællebedømt teoretisk tung forskning (i open access tak!), men praktikere bruger faktisk tid på at være til rådighed for forskningen, så alle indsatser for at gøre resultaterne lettere tilgængelige og anvendelige bør være et særskilt mål for forskerne – og en del af rammen fra dem, der finansierer forskningen.
DEN SVÆRE SAMSKABELSE – Forventninger og praksis i samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund Af Morten Frederiksen og Ane Grubb udgivet af Aalborg Universitetsforlag 2021.