Ny casesamling: Sådan tager du klimaansvar gennem indkøb og forbrug

Selv små ændringer i indkøb kan gøre en stor forskel for klimaet. Få inspiration fra 11 kommunale eksempler på, hvordan grønne valg bliver en del af hverdagen.

Billede: Den nye casesamling indeholder 11 kommunale eksempler på, hvordan man tager klimaansvar gennem indkøb og forbrug.

Hvert år forbruger og indkøber kommunerne varer og tjenesteydelser for over 100 milliarder kroner.

Det giver kommunerne en central rolle i at minimere klimaaftrykket og miljøbelastningen fra indkøb.

Men hvordan omsætter man det potentiale til konkret handling?

  Brug mindre, undgå eller gentænk

Der er mange veje til at mindske klima- og miljøbelastningen fra forbrug og indkøb.

Nogle produkter kan vi bruge mindre af, helt undgå eller erstatte med mere klima- og miljøvenlige alternativer. Det gælder fx friske blomster, kontorartikler og plastprodukter. 

I andre tilfælde kan indkøb og forbrug gentænkes. Gennem dialog og  samarbejde med producenter og leverandører kan vi udvikle og anvende mere klimavenlige produkter og løsninger, eksempelvis ved cirkulær materialeanvendelse.

11 eksempler på nye veje

I casesamlingen 'Klimaansvar gennem indkøb og forbrug' finder du 11 kommunale eksempler på, hvordan indkøb kan bruges strategisk i den grønne omstilling.

Målet er klart: At inspirere beslutningstagere og medarbejdere til at se indkøb som en aktiv drivkraft i klimaarbejdet.

"Du behøver ikke starte fra bunden. Kopiér, tilpas og lad dig inspirere – det vigtigste er at komme i gang," siger Rikke Thorlund Haahr, chefkonsulent hos CO-PI, som sammen med chefkonsulent Lene Krogh Jeppesen og innovationskonsulent Amalie Witthaus bidraget til casesamlingen.

Både små og store skridt

Casesamlingen er blevet til i samarbejde med KL og viser, hvordan grønne ambitioner kan omsættes til konkrete løsninger.

Det gælder både de store strategiske greb og lavpraktiske ændringer i hverdagen.

"De kommunale cases er gode eksempler på, at målet om at sikre et mere klima- og miljøvenligt indkøb og forbrug opnås dels gennem adfærd i egen organisation, dels gennem krav og dialog med markedet. Derfor er der også inspiration at hente og noget at gøre, uanset hvor i den kommunale organisation du sidder," siger Anne Ley, chefkonsulent i Økonomisk Sekretariat hos KL.

Download eller bestil den nye casesamling:

Klimaansvar gennem indkøb og forbrug

11 kommunale eksempler.

Læs mere og download

Vil du vide mere om innovative offentlige indkøb?

CO-PI understøtter innovative offentlige indkøb i alle faser fra innovation til udbud. Det gør vi blandt andet ved at udvikle ny viden og konkrete værktøjer.