Ny casesamling gør det nemt at stjæle de gode idéer

Hent inspiration til dit innovationsarbejde og stjæl de gode idéer i Læs, Stjæl, Fortæl 2 – casesamling med indstillingerne til NYT SAMMEN BEDRE-prisen og Publikumsprisen 2021.

Billede: Casesamlingen med indstillingerne til NYT SAMMEN BEDRE-prisen og Publikumsprisen blev udgivet i forbindelse med Innovationsdagen den 5. maj 2021.

I januar 2021 åbnede COI for anden gang for at modtage indstillinger til de to nationale offentlige innovationspriser: NYT SAMMEN BEDRE-prisen og Publikumsprisen.

"Deltag i konkurrencen – fortæl os om jeres innovationer," lød opfordringen.

Opfordringen blev i den grad hørt og besvaret: COI modtog i alt 80 indstillinger til de to priser, og på Innovationsdagen 2021 den 5. maj blev vinderen af begge priser kåret.

Du kan stjæle med stolthed

Men kåringen er ikke afslutningen på innovationspriserne. I indstillingsmaterialet er der masser af inspiration at hente fra kommunale, regionale og statslige arbejdspladser, og fortællingerne om de mange innovationer er samlet i kataloget Læs, Stjæl, Fortæl 2.

I Læs, Stjæl, Fortæl 2 finder du 57 cases, der giver indsigt i udfordringen, løsningen, og hvad det kræver at stjæle løsningen til egen brug. Derudover kan du læse om en række 'innovativer' og en række tiltag, som kan være interessante at holde øje med, da de forventes at skabe spændende resultater.

Håbet er, at denne casesamling kan inspirere andre innovationsaktive. Måske finder du lige præcis den innovative løsning på et problem, I kæmper med. Måske har nogen arbejdet på en måde, I synes lyder inspirerende, og som kunne være en arbejdsform for jer. Gør brug af kontaktinformationerne og bliv klogere på, hvordan I kan kopiere eller tilpasse det, andre allerede har udviklet.

Download Læs, Stjæl, Fortæl 2:

Læs, stjæl, fortæl 2

En casesamling med indstillinger til NYT SAMMEN BEDRE-prisen og Publikumsprisen 2021.

Læs mere og download

Find et tema, der interesserer dig

Innovationerne i Læs, Stjæl, Fortæl 2 løser mange forskellige udfordringer med brug af forskellige værktøjer og tilgange. Men visse temaer går igen.

Du kan i 'Find vej' vælge om, det er digitalisering, arbejdsmiljø, corona eller noget helt fjerde, der netop interesserer dig, og om helst vil læse om statsligt, regionalt eller kommunalt innovationsarbejde.  

På baggrund af indstillingsmaterialet har COI også reflekteret over karakteristika ved innovationerne og sammenfattet indsigter om evaluering og spredning af innovation, samt innovative offentlige indkøb – med konkrete eksempler.

Fik du læst 1'eren?

Læs, Stjæl, Fortæl 2 er et opslagsværk, der tegner et billede af offentlig innovationspraksis anno 2021. Et lignende opslagsværk blev udgivet første gang, COI uddelte nationale innovationspriser i 2019.

Download Læs, Stjæl, Fortæl 1:

Læs, stjæl, fortæl

En casesamling med indstillinger til NYT SAMMEN BEDRE-prisen og Hverdagsinnovationsprisen 2019.

Læs mere og download

OM INNOVATIONSPRISERNE

- NYT SAMMEN BEDRE-prisen og Publikumsprisen er Danmarks eneste nationale innovationspriser målrettet hele den offentlige sektor.

- NYT SAMMEN BEDRE-prisen uddeles til en offentlig innovation, der rummer en løsning på et komplekst samfundsmæssigt problem, er udviklet sammen med andre aktører, har skabt værdi og har spredningspotentiale.

- Publikumsprisen hylder de mange innovationer, der løser dagligdagens mere simple udfordringer på de offentlige arbejdspladser og gør, at en opgave nu løses hurtigere og i en højere kvalitet end før. Den innovative løsning er let for andre at lade sig inspirere af og genbruge, men behøver ikke at være skabt i samarbejde med aktører uden for arbejdspladsen.

- Innovationspriserne er skabt af COI og blev første gang uddelt i 2019. De skal synliggøre og fejre det gode innovationsarbejde, der sker i og på tværs af hele den offentlige sektor.

- Begge priser blev uddelt til Innovationsdagen den 5. maj 2021.

- Du kan også høre mere om de tre nominerede til NYT SAMMEN BEDRE-prisen i en række podcastepisoder: co-pi.dk/podcast

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡