Mød Mathilde – CO-PI’s nye kommunikationskonsulent

Som kommunikationskonsulent skal Mathilde Andresen bidrage til CO-PI’s overordnede kommunikationsindsats – og særligt arbejde med formidlingen af CO-PI’s skaleringsprocesser inden for velfærdsteknologi.

Billede: Mathilde er uddannet cand.comm fra Roskilde Universitet. Hun har tidligere arbejdet med kommunikation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og på Amager og Hvidovre Hospital.

I februar bød CO-PI velkommen til en ny kommunikationskonsulent. 

Mathilde Andresen skal styrke formidlingen af CO-PI’s arbejde med at skalere velfærdsteknologi. 

Derudover skal hun bidrage til centerets øvrige kommunikation på tværs af platforme.

Smartere løsninger til øget velfærd

Mathilde Andresen er uddannet cand.comm fra Roskilde Universitet. 

Hun har tidligere arbejdet ved blandt andet Amager og Hvidovre Hospital, og derfor er særligt sundhed og velfærd ikke fremmed for hende: 

”Fra min tid på hospitalet har jeg set, at behovet for effektive løsninger er nødvendige for at opretholde vores velfærdsniveau. Derfor glæder jeg mig til at sætte min kommunikationsfaglighed i spil for at styrke udviklingen af teknologi, som kan være med til at løse udfordringerne i sundheds- og velfærdssektoren,” siger hun.

→ Se CO-PI's skaleringsprocesser

Det komplekse skal blive forståeligt

Mathilde Andresen bringer værdifuld erfaring fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor hun arbejdede med at omsætte tekniske og juridiske emner til klar og tilgængelig kommunikation. 

Den erfaring er særligt relevant i CO-PI, hvor innovationsprocesser ofte skal formidles til både offentlige aktører og samarbejdspartnere:

"I mit tidligere arbejde har jeg lært at balancere faglighed og tilgængelighed – den erfaring tager jeg med mig til CO-PI," siger hun.

For Mathilde er det afgørende, at kommunikationen skaber værdi:

"Det motiverer mig, at mit arbejde bidrager til en positiv forandring. Derfor er jeg utrolig glad for at være blevet en del af CO-PI," afslutter hun.

→ Se alle CO-PI's medarbejdere