Vilde problemer fylder stadig i det danske samfund.
Alle trykte eksemplarer af 'Vilde problemer, vilde løsninger' er bestilt af – og sendt ud til – innovatører og beslutningstagere i hele landet.
Derfor udgiver CO-PI nu en opdateret udgave af publikationen, der blandt andet indeholder:
- nyttig viden om tilgange til vilde problemer,
- nye tal fra Innovationsbarometeret og
- gode eksempler på arbejdet med vilde problemer.
Flere vilde løsninger er kopier
De nye tal fra Innovationsbarometeret viser, at det fortsat er omkring hver tiende nye løsning i den offentlige sektor, der er en 'vild løsning'.
Vilde løsninger er kendetegnet ved, at de har stor skala og er et komplet nybrud med tidligere praksis.
"Vi ser nogle af de samme kendetegn ved vilde løsninger som i første udgave. For eksempel er det stadig sjældent, at vilde løsninger kan lade sig gøre, uden at det kræver ekstern eller intern finansiering. Men der er også områder, der peger mod en udvikling. Der er fx en tendens til, at flere vilde løsninger er direkte kopier af det, som andre gør. Det er rigtig positivt, hvis vi bliver bedre til at lære af hinanden – også når det kommer til vilde løsninger," siger Marie Munch-Andersen, analyseansvarlig i CO-PI.
Hun har sammen med chefkonsulent i CO-PI Lene Krogh Jeppesen skrevet og opdateret 'Vilde problemer, vilde løsninger'.
Behov for at dele viden og erfaringer
Der er ikke én ejer af et vildt problem eller af det vilde problems løsninger. Hvis det var så simpelt, ville det slet ikke være et vildt problem.
Man kan ikke teste sig frem til den eller de gode løsninger, der helt afvikler det vilde problem. Derfor taler man ofte ikke om at løse de vilde problemer, for det kan man ikke, men om at løsne op for eller sætte aftryk på dem.
"Vilde problemer er ikke blevet mindre aktuelle eller presserende siden den første udgivelse. På en og samme tid sporer vi en øget aktivitet i jagten på at gøre aftryk på vilde problemer – og en større efterspørgsel efter tilgange, metoder og værktøjer, der viser sig virksomme. Behovet for at videndele, lære og sprede erfaringer på tværs af jagten på vilde løsninger er kun blevet større," siger Lene Krogh Jeppesen, chefkonsulent i CO-PI.
Vilde problemer, vilde løsninger
Fakta: Vilde problemer og vilde løsninger
- De komplekse udfordringer, vi som samfund står overfor, kan beskrives som vilde problemer. Vilde problemer – på engelsk wicked problems – blev introduceret som begreb i 1970’erne.
- Vilde problemer mangler tydelighed i deres form og mulige løsninger, bl.a. fordi de er viklet ind i nogle rammer og begrænsninger, som umuliggør, at man kan isolere delelementer af problemer og mulige løsninger.
- Man kan betragte et vildt problem som en sammenfiltret garnnøgle. Når man forsøger at vikle trådene ud i den ene ende af garnnøglet, strammer garnet til i den anden ende, og hele sammenfiltringen ændrer sig.
- Vilde problemer er i høj grad defineret af problemets karakter. Når vi skifter blik og ser på de vilde løsninger, foretager vi derfor et spring, hvor vi bevæger os væk fra det helt grundlæggende – problemet. Vi identificerer i stedet de løsninger, der potentielt kan gøre indtryk på de vilde problemer.
- Én ud af 10 innovationer i den offentlige sektor er en 'vild løsning', viser tal fra Innovationsbarometeret – den nationale statistik over offentlig innovation, som CO-PI udgiver sammen med Danmarks Statistik.
- Vilde løsninger er her defineret ved at være et komplet nybrud med eksisterende praksis – og ved at have skala (er skabt i eksternt samarbejde og komplekse ved, at de består af flere typer innovation).
→ Læs mere i CO-PI's publikation 'Vilde problemer, vilde løsninger'