Innovationsstafetten:"Når risikoen deles, bliver samarbejdet for alvor meningsfuldt"

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med offentlig-privat innovation.

Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang er stafetten nået til Kjeld Møller Pedersen, professor emeritus i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet.

Han har i årtier været en markant stemme i sundhedsdebatten og har erfaring fra både det offentlige og det private – blandt andet som amtssundhedsdirektør og koncerndirektør i LEGO Group.

Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?

Jeg arbejder med innovation både analytisk, praktisk og gennem mit forskningsarbejde.

Jeg har siddet i bestyrelser i både private og offentlige sammenhænge – for eksempel inden for billeddiagnostik og på privathospitaler – og jeg har arbejdet som direktør i både det offentlige og det private. Det giver mig et særligt perspektiv, fordi jeg har oplevet at sidde på begge sider af bordet. 

Jeg har også deltaget i udvalg, der beskæftiger sig med, hvordan markedet kan spille en konstruktiv rolle i sundhedsvæsenet. Grundlæggende handler mit arbejde om at forstå og bygge bro mellem to kulturer, der ofte mødes med forudindtagede holdninger.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Jeg er særligt stolt af at have bidraget til udviklingen af det frie sygehusvalg – og senere det udvidede frie sygehusvalg. Det var en markant ændring i måden at tænke sundhedsvæsen på.

I starten fungerede ordningen ikke optimalt, fordi de økonomiske incitamenter manglede. Men da de kom på plads i slutningen af 1990’erne – og især da Lars Løkke Rasmussen blev sundhedsminister – begyndte det virkelig at virke.

Det er ikke innovation i form af en ny teknologi, men en systemisk innovation: En ny måde at tænke borgernes valgfrihed og samspillet mellem offentlige og private aktører på.

Hvad vil du gøre anderledes i dag, hvis du skal indlede et samarbejde om innovative løsninger med en leverandør?

I dag ville jeg lægge endnu større vægt på risikodeling mellem parterne.

Når man udvikler noget nyt, er der altid risiko for, at det ikke lykkes – og det skal ikke kun være den ene part, der står med tabet. Jeg oplever, at mange private aktører forventer, at det offentlige tager hele risikoen i innovationsprojekter. Men sådan fungerer verden ikke.

Derfor mener jeg, at det bedste offentlig-private innovationssamarbejde er baseret på en model, hvor risiko og gevinst deles rimeligt – og den fordeling kan godt variere over tid, alt efter projektets fase. Det vigtigste er, at begge parter føler et fælles ejerskab.

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?

Den største udfordring er opskalering af de gode idéer.

Der findes masser af gode pilotprojekter, men det er svært at udbrede dem til hele landet, fordi innovationer ofte er stærkt kontekstafhængige. Noget, der virker i én kommune eller på ét hospital, kan ikke nødvendigvis overføres direkte til et andet sted.

En af årsagerne til dette er, at projekterne ofte initieres og drives af lokale ildsjæle, som har en helt særlig indsigt i netop deres arbejdsplads, og som har en stor motivation for at løse deres udfordringer på en ny måde.

Derfor handler opskalering om at finde måder at overføre idéer på, uden at tro, at man kan kopiere dem én til én.

Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?

Først og fremmest skal vi erkende, at de fleste innovationsidéer ikke opstår i offentlig-privat samarbejde fra starten.

Ofte er det en privat aktør, der kommer med en idé, som så skal afprøves i et offentligt setup. Det kræver, at man finder den rigtige partner, hvor idéen kan testes og videreudvikles.

Her vender vi igen tilbage til risikodeling – og til spørgsmålet om, hvordan resultaterne kan opskaleres, hvis det viser sig at virke.

Innovation i sundhedsvæsenet kræver altså både mod til at eksperimentere og systematik til at brede erfaringerne ud.

Hvad kan andre innovatører bruge dig til?

Jeg bidrager gerne som en slags konstruktiv kritisk sparringspartner – en, der stiller de svære spørgsmål og udfordrer, om tingene nu også er så enkle, som de ser ud.

Jeg kender både det politiske og administrative system og de private aktørers logik og kan hjælpe med at oversætte mellem de to. 

Mange henvender sig for at forstå, hvordan de kan få døren på klem ind til det offentlige system. Der kan jeg hjælpe med at navigere og se, hvordan man konkret kommer videre.

Hvem giver du stafetten videre til?

Jeg giver stafetten videre til Peder Jest, tidligere lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital. Han har i årevis sat et tydeligt præg på udviklingen af nye løsninger i sundhedsvæsenet – og han er stadig en aktiv og skarp stemme i debatten om, hvordan vi kan tænke sundhed og innovation på nye måder.