Innovationsstafetten: Vi kan ikke fortsætte med at gøre, som vi plejer

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i offentlig-privat samarbejde.

Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang har vi talt med Karen Ingerslev, Kontorchef, Koncern HR og Udvikling, i Region Midtjylland. De sidste 25 år har Karen, gennem sit virke som leder, forfatter, forsker og social entreprenør, beskæftiget sig med sundhed, trivsel og aktivt medborgerskab.

Hun arbejder for at understøtte lydhørhed og responsivitet overfor borgere og medarbejdere i arbejdet med at udvikle ledelse, organisering og samarbejde.

Hvorfor arbejder du med innovation?

Jeg arbejder med innovation, fordi jeg slet ikke kan lade være. De udfordringer og muligheder, vi som samfund og offentlig sektor står overfor, kalder på en innovativ tilgang, hvor vi opdager og forstærker potentialer, ser sprækker og skaber håb.

Vi kan ikke fortsætte med at gøre, som vi plejer, fordi en række forudsætninger for gårsdagens løsninger ikke længere er til stede. Så innovation er et must. At innovation så ovenikøbet er sjovt, spændende og stimulerende svært for en udviklernørd som mig, er jo bare en bonus.

Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?

Jeg er ikke den store fortaler for at sondre så skarpt mellem offentlige og private aktører. Vi skal selvfølgelig have respekt for hinandens forskellige rammer og vilkår – men skal man ikke altid det i tværgående samarbejder?

Da jeg i sin tid var med til at skabe Sager der Samler, var det med en tænkning om, at vi kan samles fra mange forskellige perspektiver (og sektorer) om en fælles sag, hvor alle har noget at bidrage med og alle kan få noget ud af samarbejdet.

I de tværsektorielle projekter, jeg arbejder i, udgør de praktiserende læger en væsentlig privat samarbejdspartner. Det kunne eksempelvis være i forhold til det nationale ledelsesprogram, som er en del af kvalitetsreformen, hvor vi er meget glade for at have praktiserende læger med som deltagere på linje med kommunale ledere og ledere fra hospitalsafdelinger.

Fonde er spændende at samarbejde med, fordi de ofte påtager sig et medansvar for virkelig komplekse problemstillinger i et mere langsigtet perspektiv end de mange politiske planer. Private virksomheder er naturlige samarbejdspartnerne for os i regionerne, eksempelvis i forhold til medicinsk forskning, og udvikling af ny sundhedsteknologi, engangsudstyr, hjælpemidler eller digitale løsninger.

Hvorfor er det en god idé at samarbejde med private aktører?

Jeg er af den overbevisning, at vi som samfund har løst de fleste små og mellemstore problemer. Det betyder, at de udfordringer, vi nu står overfor, har en størrelse, karakter og kompleksitet, hvor ingen kan løse dem alene. Der er brug for mange forskellige vidensområder og ekspertiser, herunder selvfølgelig de, der typisk dyrkes blandt private aktører.

Hvad er det interessante ved at arbejde med innovation i samspillet mellem den offentlige og private sektor?

Det bliver særligt gunstigt, når vi på tværs af forskellige interesser er i stand til at udvikle løsninger, som smitter positivt af på flere forskellige bundlinjer. Hvis vi både kan skabe bedre løsninger for borgerne, bedre arbejdsvilkår for medarbejderne, og kloge, bæredygtige produkter, der styrker virksomheder – så er der vel ikke et øje tørt hos nogen?

Og hvorfor er det så, det ikke "bare" sker?

Jeg tror, de fleste af os oplever, at det er lettere at samarbejde, hvis man har nogenlunde fælles sprog og logik og hvis de gode relationer allerede er til stede. Mulige forklaringsmekanismer i forhold til, at offentlig-privat innovation måske ikke sker i den grad, man kunne ønske sig er:

• Er netværkene på tværs af sektorer stærke og vidtforgrenede nok?
• Forstår vi overhovedet, hvad hinanden siger og vil på tværs?
• Kan vi gennemskue og overkomme regler og rammer forbundet med at begive os ud i det tværgående innovationssamarbejde?

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Jeg vil nævne tre, som alle handler om at skubbe til en ny tænkning.

For det første er jeg meget stolt af at have været med til at flytte tænkningen i det danske sundhedsvæsen fra aktivitetsbaseret styring til værdibaseret styring for patienten.

For det andet er jeg meget stolt af at have været med til at skabe Social Sundhed, den landsdækkende NGO, hvor studerende fra sundhedsuddannelserne er brobyggere for udsatte og sårbare mennesker, der har brug for sundhedsvæsenet. Det giver bare så meget mening og håb for, at vi i fremtiden kan skabe mere lighed i sundhed.

Endelig er jeg stolt af at have været med til at skabe Borgerdesign, som gennem årene har bidraget med nye perspektiver på komplekse problemstillinger og dermed skabt et bedre beslutningsgrundlag for de ansvarlige ledere ved at lade erfaringsekspertise fra borgere, patienter og pårørende få plads ved siden af den faglige ekspertise fra medarbejdere og ledere.

Hvem eller hvad ser du som din største hjælper i dit arbejde med OPI?

Mine største hjælpere er helt klart mit vidtforgrenede netværk af meget forskellige, engagerede, dedikerede og usandsynligt generøse mennesker.

Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?

Jeg samler ikke på fejl på den måde, at jeg rangerer dem efter alvorlighedsgrad eller effekt på læring. Fejlskud, skitser, prøvehandlinger, prototyper, fejl – er alt sammen en forventelig og væsentlig del af at arbejde med innovation.

Komplekse problemer er så vilde, at vi ikke kan regne dem ud. Vi er nødt til at begynde at gøre noget, for at lære af, hvad der sker. Jeg forventer ikke at ramme plet, at komme i mål, at få succes. Jeg forventer at blive klogere, at kunne justere til og gøre det bedre, ved at tage respons og feedback fra virkeligheden alvorligt.

Denne holdning til "fejl" ved jeg til gengæld godt, hvornår jeg forfinede. Da jeg lavede min ph.d. i innovation i det offentlige sundhedsvæsen på Copenhagen Business School, erfarede jeg på egen krop, at forskning principielt drives frem af kritik. Vis mig din argumentation, og jeg vil prøve, om jeg kan rykke logikken fra hinanden.

Jeg valgte tidligt i forløbet den tilgang at modtage den nogen gange mere end rigelige kritik, som kvalificerende input til hvordan jeg kunne gøre mit forskningsarbejde bedre.

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?

Fra offentlig side kan vi godt have en tendens til at mistænkeliggøre den private sektor, alene fordi den har et formål om at generere overskud. Jeg tror vi kunne komme langt, hvis vi kunne blive enige om, at man ikke bliver et dårligt menneske af at skulle tjene penge.

Fra privat side kan man godt have en tendens til sidde fast i fordomme og lidet flatterende historier om "det offentlige".

Fra begge sider skulle vi måske i højere grad møde op med åbent sind og starte på en frisk med at se hinanden som ligeværdige innovationspartnere?

Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?

Skala handler om antallet af samarbejder, vi kan konstatere sker og især om, hvor store markeder, de fælles løsninger udbredes til.

Til det første tænker jeg vi kunne styrke mødestederne mellem offentlige og private aktører for at muliggøre netværksdannelsen om fælles interesser.

Til det andet tænker jeg, der er brug for at tænke meget større, gerne internationalt, om det man arbejder med at udvikle.

Hvad er dit bedste råd til offentlig-privat innovationssamarbejdet?

Jeg er usikker på, om gode råd virker i så komplekse sammenhænge som OPI?

Men OK - jeg tror, vi kunne have stor glæde af at fortælle de mange konkrete stærke historier om de mennesker, der skaber fantastiske ting sammen – så vi får innovation ned på jorden, og mange flere forhåbentlig kan se sig selv i det og tænker; det der, det kunne jeg også bidrage til.

Hvem giver du stafetten videre til?

Jeg vil gerne give stafetten videre til Søren Lethin, LEGO Group.