Innovationsstafetten: "Innovation skal tage udgangspunkt i medarbejdernes hverdag"

Mikkel Thagaard er chef for Forretningsudvikling & Partnerskaber hos Teton.ai. Han mener, at teknologiens succes står og falder med medarbejdernes oplevelse af tryghed, inddragelse og kompetence.

Billede: Mikkel Thagaard, chef for Forretningsudvikling & Partnerskaber hos Teton.ai.

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med offentlig-privat innovation.

Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang er stafetten nået til Mikkel Thagaard, chef for Forretningsudvikling & Partnerskaber hos Teton.ai.

Mikkel har yderligere erfaring med offentlig-privat samarbejde, bl.a. indenfor billeddiagnostik. 

Hvorfor er offentlig-privat innovation vigtigt?

Teton og jeg selv personligt er først og fremmest drevet af at løse relevante problemer, der repræsenterer store økonomiske og samfundsmæssige potentialer, herhjemme og internationalt.

Offentlig-privat innovation er vigtigt, fordi mange af de kritiske elementer af vores samfund, eksempelvis sundheds- og skolesystemet, som udgangspunkt er offentlige. Det er i det hele taget her, de absolut mest relevante og presserende problemer lever.

Når offentlige aktørers dybe indsigt i velfærdsområdernes behov møder private virksomheders evne til hurtigt at udvikle og implementere innovative teknologier, kan vi, som i vores tilfælde, skabe løsninger, der konkret forbedrer borgernes pleje og livskvalitet til gavn for de plejekrævende borgere, det hårdt pressede plejepersonale og samfundsøkonomien.

Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?

Vores tilgang er forankret i et oprigtigt ønske om at hjælpe med at løse relevante samfundsmæssige udfordringer sammen med de ildsjæle, der hver dag arbejder for at forbedre plejen. 

Det gælder sundhedspersonalet, men også ledere, direktører, projektledere, it-afdelinger og mange andre. Alle har en vigtig rolle, og vores mål er altid at sikre, at alle parter lykkes og anerkendes for deres arbejde. Dét er essensen i vores praksis.

Hos Teton.ai arbejder vi meget tæt sammen med plejepersonalet og hospitalsafdelingerne, og vi mener, at innovation skal tage udgangspunkt i medarbejdernes hverdag. Vi observerer, inddrager plejepersonale og ledelse, tester løsninger direkte i praksis og dokumenterer effekterne nøje, og bruger disse til at motivere yderligere engagement.

Som frontløbere på områder som AI og borger-/patientmonitorering er vi hele tiden i tæt kontakt med de myndigheder og forvaltere, der varetager disse opgaver. I samarbejde med relevante organisationer bruger vi mange ressourcer på at synliggøre, hvilke resultater vores løsninger kan bidrage med. Parallelt forsøger vi at øge teknologiforståelsen, således det bliver tydeligt, hvad teknologien kan og IKKE kan, gør og IKKE gør osv.

Om Teton.ai

Teton.ai har udviklet en AI-baseret platform, der bruger computervision til at monitorere og analysere patienters bevægelser og adfærd i realtid.

Systemet anvender sensorer og behandler data lokalt for at sikre anonymitet. Platformen kan registrere fald, overvåge søvn og analysere adfærd, hvilket hjælper plejepersonale med at fokusere på kritiske opgaver.

Løsningen bruges primært på hospitaler og plejehjem, hvor den integreres i eksisterende arbejdsgange for at forbedre patientpleje og reducere personalets arbejdsbyrde.

Hvad betyder det for jeres virksomhed at samarbejde med offentlige aktører?

Samarbejdet med offentlige aktører har stor betydning og er en stor motivation for os, da det er gennem dette vi får indsigt i de konkrete udfordringer og sikrer, at vores teknologi har en målbar effekt og reel værdi for medarbejdere og borgere. 

Vi forstår de mange hensyn og krav, som vores samarbejdspartnere arbejder under, og derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at vi sammen lykkes med implementeringen af vores løsninger.

Hvad er det interessante ved at arbejde med innovation i samspillet mellem den offentlige og private sektor?

Det kan ikke pointeres nok, hvor tilfredsstillende det er, at arbejde med dygtige og engagerede mennesker, der har dedikeret deres arbejdsliv til at hjælpe andre. 

Det mest interessante er herigennem at opleve, hvordan et tæt samarbejde kan resultere i teknologiens understøttelse af sundhedspersonalets evne til at skabe konkrete forbedringer i en sektor med stor samfundsmæssig betydning. 

Innovation i dette samspil er spændende, fordi vi kombinerer velfærdens menneskelige dimension med teknologiske muligheder, hvilket har givet nogle unikke resultater. 

Billede: Teton.ai har udviklet en sensor, der registrerer bevægelse. Den hjælper bl.a. plejepersonalet med at forebygge fald.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Teknologiens succes står og falder med medarbejdernes oplevelse af tryghed, inddragelse og kompetence. 

Vores dygtige sygeplejersker og plejeerfarne antropologers arbejde med implementering, customer success og support har stor andel i Tetons succes, og vil altid være en essentiel del af løsningen. 

Det fylder mig med enorm stolthed og tilfredshed, at vi evner at kombinere udviklingen af den mest avancerede teknologi i sundhedssektoren med den menneskelige komponent, der skal til for at få den til at virke i hænderne på vores brugere.

Desuden:
Vores intelligente løsning, der hjælper plejepersonalet med forebyggelse af fald, sikring af bedre søvn, forståelse af en borger eller patients behov mm.

Evnen til at dokumentere effekterne af løsningen og måden, vi gør denne synlig og anvendbar for vores kunder. 

Vores eksklusive adgang til Gefion-supercomputeren er, udover at være en anerkendelse af vores teknologi og AI-team, en signifikant forstærkning af vores kapacitet inden for kunstig intelligens.

Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?

Dem er der mange af. Her et par highlights:
På førstepladsen af fejl ligger en sen forståelse af den sundhedsøkonomiske systemiske virkelighed, hvor investeringer i forebyggende og plejeforbedringer teknologier ikke rigtigt matcher de økonomiske modeller.

Havde vi haft bedre indsigt på det område, er det sandsynligt, at vi havde valgt at løse et andet problem eller at løse problemet et andet sted. 

En anden af de vigtigste lektioner har været at forstå kommunerne og regionernes beslutningsprocesser omkring indkøb og test af ny teknologi. 

Det, vi troede var udfordringen i nogle tilfælde - eller 'Killer'-argumentet i andre - kan vise sig at være langt nede på listen på den anden side af bordet. 

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig-privat innovation?

Den største udfordring for den type innovation, vi repræsenterer, er, at vores sundhedsøkonomiske struktur ikke er koblet godt nok sammen med investeringer i forebyggende teknologi. 

Plejeforbedringer i form af reduktion af fald, liggesår mm. repræsenterer et gigantisk økonomisk potentiale for hele Danmark. Desværre matcher disse dele af business casen ikke den økonomiske skabelon. Der er kort sagt ikke rigtigt penge i at forebygge, selvom de fleste godt ved, at det ikke er korrekt.

Høste/så-princippet i systemet (Regionalt/Kommunalt primært) gør det heller ikke lettere.

Fraværet af fokus på det altoverskyggende problem omkring mangel på arbejdskraft ej heller.

Innovation af den karakter, vi skaber, vil altid ligge i et nyt eller uafprøvet juridisk område. Samtidig er den hastighed, vi evner at udvikle i, langt højere end systemets justering af den hjemmel, der skal gøre det trygt for offentlige kunder at engagere sig. 

De organer, der sætter rammerne for fortolkningen og eksekveringen af lovgivningen, kunne med fordel være væsentligt tættere på dem, der ejer problemerne i hverdagen. 

Armslængderne både mod os som leverandører og mod problemejerne i kommunerne og regionerne gør intet godt og virker til at være en misforstået procedure, som skaber store udfordringer. Vi kunne komme langt med enkle greb her. 

Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?

Vi har en grundlæggende god samfundsmodel med fokus på, at alle skal have det godt, både som givere og modtagere af pleje. 

Vi har dedikerede og superdygtige folk i sundhedssystemet, som stræber efter at gøre det bedre hele tiden. 

Vi har samtidigt nogle af Europas/verdens bedste ingeniører, udviklere mm., som rent faktisk interesserer sig for at løse nogle relevante problemer. 

Vi har iværksættere, som kan og vil skabe internationale succeser. 

Jeg drømmer om at forene disse langt bedre, end vi gør i dag, og tænker DK som det ultimative springbræt for tech startups og det offentlige Danmark som verdensførende, når det gælder pleje, sundhed, arbejdsforhold og økonomi. 

Vi samarbejder med så mange kompetente mennesker og organisationer i det offentlige system, og jeg tror oprigtigt på, at vi kan komme langt sammen, hvis vi er villige til at være lidt mere sultne efter at løse problemerne og mindre begrænsede af strukturerne.

I praksis har vi brug for mere fleksible rammer, hvor kommuner og regioner hurtigere kan teste og implementere innovative løsninger. Bedre forståelse i den offentlige sektor omkring de udfordringer, der er/kommer med manglende arbejdskraft. 

Øget risikovillighed, et væsentligt bedre regulatorisk paradigme, mere struktureret dokumentation af resultater og bedre deling af gode erfaringer på tværs af sektorer og med økonomisk motivation til at gå all-in på løsninger, der beviseligt skaber både kort- og langsigtet værdi.

Billede: Sygeplejersker og plejepersonale får besked, hvis en patient falder på stuen.

Hvad er dit bedste råd til en virksomhed, der skal indgå i offentlig-privat innovationssamarbejde?

Teton er en dansk succeshistorie. Vi er kommet langt, både i Danmark og internationalt, takket være nogle verdensklasse iværksættere, udviklere og ikke mindst ditto offentlige samarbejdspartnere.

Men, for der et stort men, fra et kommercielt synspunkt er der et uproportionalt forhold mellem risiko og gevinst. 

Derfor vil jeg først og fremmest bruge lidt tid på at få den pågældende virksomhed til seriøst at overveje, om det er den rigtige vej at gå, specielt hvis det er en startup.

Har man gjort sig disse overvejelser og fortsat vil indgå i offentlig-privat innovationssamarbejde, er mine bedste råd:

  • Hold jer til at samarbejde med dem, der ejer og forstår problemet, der skal løses.
  • Involver jer med nogle, der kender den offentlige sektors arbejds-/beslutningsprocesser, og som kan hjælpe med business-casen.
  • Få involveret de relevante beslutningstagere rettidigt.
  • Vær ydmyg og lyttende overfor samarbejdspartnerne.
  • Sæt jer grundigt ind i dine samarbejdspartneres hverdag og behov, vær tålmodige, men ambitiøse, og gør alt, hvad I kan, for at lykkes sammen med dem.
  • Hvis du samarbejder med innovationsafdelinger, skal du sikre dig, at de har vist evnen til succesfuldt at gennemføre innovationsprojekter, og at de har knyttet problemejerne helt tæt til projektet.
  • Vær grundig med at dokumentere, hvordan jeres løsning gør en forskel i praksis.

Hvem giver du stafetten videre til?

Stafetten sendes videre til Professor Emeritus Kjeld Møller Pedersen. Jeg har kendt Kjeld længe, og vi har haft mange gode samtaler om sundhedsøkonomi generelt, men også i Offentlig/Privat kontekst.

Jeg tænker, at Kjeld kunne være grusom dygtig til yderligere indblik i plejekvalitetens økonomiske parallelverden, og måske give os et høfligt hint til noget brugbart. Det synes jeg Kjeld generelt er ret god til.

VIL DU VIDE MERE?

Du er velkommen til at kontakte:

Mikkel Thagaard
Chef for Forretningsudvikling & Partnerskaber hos Teton.ai
+45 40 20 00 84 | [email protected]