Innovationsstafetten: "Én ting er teknologi og AI – men det er mennesker, der får teknologien til at blive en succes"

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med offentlig-privat innovation.

Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang er stafetten nået til Anne Brandt, chefkonsulent i Sundhed og Life Science i IDA, Ingeniørforeningen.

Hun har tidligere været direktør i Lungeforeningen/Børnelungefonden, og har som udpeget af Danske Patienter deltaget i Regeringens Life Science Råd, der bidrager med anbefalinger til bl.a. at øge innovation i sundhedsvæsenet.

Anne Brandt repræsenterer i dag IDA i Ældreministeriets Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen. Udover det, har hun mange års erfaring med offentligt-privat samarbejde fra ansættelser i Mannaz og AstraZeneca.

Hvorfor arbejder du med innovation?

Vi skal lykkes med innovation, men jeg er lige så optaget af, hvordan vi nu får eksekveret på den innovation, der er skabt. Den skal først gavne mennesker og borgere.

Vi skal være meget fokuserede på, at al innovation fremover skal kunne understøtte, at vores fagprofessionelle i både ældreomsorgen og sundhedsvæsenet fortsat kan varetage den vigtigste opgave det er at tilbyde en høj faglig og omsorgsfuld pleje, behandling og forebyggelse. 

Jeg vil gerne bidrage med, at vi finder det nye sprog for at lykkes på tværs af fagligheder, lægeløfter og autorisationer. Er der en black box, vi skal have set ind i for at finde svarene? 

Jeg er også stolt over, at vi i Danmark er et smørhul for innovation, og jeg er optaget af, at vi husker at fejre det stærke udgangspunkt, vi har i dag.

Vi har talent, ressourcer, mod og vilje. Vi har økosystemet: Virksomheder, universiteter, regioner, kommuner, data og danskerne, som er positive over for udvikling,

MEN vi skal op i gear for at slå igennem på europæisk og globalt niveau. Særligt med hensyn til implementering og skalering af de gode innovationer, der sker rundt om i landet.

Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?

Der er ingen tvivl om, at teknologiske løsninger, digitalisering og AI skal bidrage til samfundets udvikling – og de skal gå hånd i hånd med ansatte i sundhedsvæsenet og med borgerne i eget hjem.

Vi vil i IDA gerne understøtte den udvikling og kaste lys på vejen til, hvordan viden, teknologi og samarbejde med andre faggrupper er nøglen til at løse udfordringerne – også de vilde problemer. Mere løbende analyse og viden vil være kritisk for beslutningstagningen og nye tiltag fremover.

Jeg har en hverdag, hvor jeg kan mediere og mobilisere kommunikation og samarbejde på tværs af mennesker og fagligheder, også ind i siloer.

For jo, der er siloer og faglige hierarkier, som vi skal forstå og se ind i. Jeg tror på, at det er nødvendigt, at vi får forhindret (fagligt funderede) blokader og komplikationer, som i sidste ende kan stå i vejen for, at innovation faktisk lykkes. 

Jeg har desuden en dyb og fundamental respekt for alle de fagligheder, som skal være i spil fremover: Forskning, patientsikkerhed, sundhedsøkonomi, agil projektledelse, forandringsledelse, men også forretningsudvikling af teknologi inden for sundhed og Life Science.

Hvorfor er det en god idé at samarbejde med private aktører?

Private aktører bringer ekspertise, ressourcer, teknologi og ofte stærke arbejdsmetoder, som kan accelerere innovationen i den offentlige sektor.

Inden for Life Science ser jeg, hvordan samarbejde med private virksomheder har ført til udvikling af banebrydende behandlingsmetoder og digitale løsninger. Det er gennem partnerskaber – og ved at invitere hinanden tættere på problemet, vi vil løse – at vi også kan få talt om vores blinde vinkler i forhold til vores slutbruger. 

Jeg har selv oplevet værdien af disse samarbejder via mine år i diverse virksomheder, og jeg har set, at vi oftest har det samme endegyldige mål og er fælles om det "store M" i Mission – vi arbejder desværre bare for tit parallelt mod at løse de samme store samfundsproblemer.

Det er simpelthen enormt berigende at samarbejde i partnerskaber, og desuden indvirker det positivt på arbejdsmiljø og effektivitet i anvendelse af kompetencer og økonomi.

Der er solide erfaringer "derude", og her er der måske en lille "bro" til nytænkning af organisering, rammer og ledelse af innovation, der skal fokus på?

Og hvorfor er det så, det ikke "bare" sker af sig selv?

Selvom potentialet er stort, er der barrierer som kulturelle forskelle, uensartede mål og manglende tillid mellem offentlige og private aktører. Offentlige strukturer kan opleves tunge at navigere i, og private virksomheder har ofte kortere tidshorisonter.

Det kræver målrettet indsats, fælles forståelse og gensidig respekt at overvinde disse udfordringer og realisere værdien af offentlig-private samarbejder.

Jeg fornemmer, at vi kunne involvere kompetencer og fagdiscipliner på tværs helt fra begyndelsen. Så ville alle arbejde målrettet og se sig ind i en fælles indsats. Den STEM-uddannede kollega har også brug for at møde slutbrugeren, så de kan udvikle med henblik på konkrete behov og kontekst, som sundhedspersonale og patienter navigerer i. Brugerdreven innovation er helt afgørende for at skabe et mere lige, nært og medmenneskeligt sundhedsvæsen.

Det er heldigvis et område, hvor Danske Patienter (DP), Danske Handicaporganisationer (DH) og Ældresagen byder ind med stor faglig ekspertise til fremtidens løsninger.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Jeg kan fremhæve Projekt Safehouse, der var et forsknings- og innovationsprojekt, som Lungeforeningen gennemførte i samarbejde med Region Sjælland. Formålet med projektet var at afbøde fysiske og psykiske konsekvenser af corona-krisen for sårbare borgere og samfundet som helhed ved at tilbyde virtuelle onlineaktiviteter såsom virtuel træning, lungekor, sociale arrangementer og foredrag. 

Lungepatienter fra tre kommuner i Region Sjælland havde mulighed for at deltage. Ud over at deltage i projektets onlineaktiviteter fik de mulighed for at blive fulgt af sundhedsfagligt personale i Nærklinikken, som var et virtuelt behandlingstilbud.

Projektet peger formentlig noget ind i kommende sundhedsreformers kronikerpakker og telemedicinske tilbud, og Lungeforeningen står i dag med et stærkt medlemstilbud som et online mødested, da Safehouse siden blev til Frirummet.

Et andet projekt gav mulighed for at undersøge potentialet i digital teknologi som redskab til at bryde lungesyge menneskers ensomhed. Fokus var at hjælpe kronisk syge børn ud af isolation og ind i skolens faglige og sociale fællesskaber. Der var tale om et pilotprojekt, ’Robotter i klasseværelset’.

Jeg tror i dag, at succesen bundede i, at arbejdet tog udgangspunkt i børn, unge og forældres stærke behov og blev grebet i en stærk gruppe af en antropolog som projektleder, en sygeplejerske med kandidat i læring og forandringsprocesser, en stud.polyt i velfærdsteknologi og en meget dedikeret konsulent i firmaet SHAPE Robotics. 

Hvem eller hvad ser du som din største hjælper i dit arbejde med OPI?

Mine største hjælpere er de engagerede mennesker, jeg arbejder med i det daglige, og i særdeleshed mennesker i mit stærke netværk, som er opbygget gennem årene, og som jeg løbende kalibrerer virkeligheder med. Derudover er IDA og dens medlemmer en central ressource i mit arbejde.

Ingeniører, IT-specialister og naturvidenskabelige akademikere bringer uundværlig faglighed og innovationsevne, som styrker vores fælles indsats.

Jeg er også en struktur-nørd, så stærke planer og aftaler, hvor vi i fællesskab har kunnet skabe dem og følge eller revidere dem, er også en ven og hjælper.

Fakta er, at en ting er teknologi og AI – men det er mennesker, der får teknologien til at blive en succes.

Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?

Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, ville jeg have arbejdet endnu mere iterativt og meget interdisciplinært.

Jeg kunne selv have understøttet innovation bedre ved at sammensætte teams bestående af forskellige fagligheder og kompetencer, som jeg tror på ville føre til nytænkning og nyskabelse, men samtidig med et øje for slutbrugeren, kontekst og det konkrete behov ude i samfundet.

Dette kræver en fælles vision, men ville have givet mere plads til at stoppe op og revurdere – og dermed følge en mere iterativ arbejdsproces.

Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?

Det kræver politisk opbakning, bedre rammevilkår og et stærkere fokus på fælles mål. Vi skal skabe tillid mellem sektorerne og fremme samarbejde gennem åbenhed, vidensdeling og incitamenter. Derudover kan øget brug af teknologiske løsninger og investering i uddannelse af nøglepersoner skabe muligheder for vækst og udvikling.

Der skal fokus på at skabe rum for innovation, som ikke bare er at finde i den private sektor, men også gør det attraktivt at arbejde i det offentlige – hvor disse privat-offentlige samarbejder skal sikre fundamentet for, at innovationen lykkes.

Det er ikke nok, at der er en innovationsafdeling; vi bliver nødt til at tænke mere i et mindset. Her oplever jeg, at vores uddannelsesinstitutioner allerede gør en stor indsats. 

Hvad er dit bedste råd til offentlig-privat innovationssamarbejde?

Mit vigtigste råd må være, at vi skal stoppe den endegyldige diskurs om, at der er potentiale i innovation såsom digitalisering, velfærdsteknologi og health tech – det ved vi godt alle sammen, og der er så mange faglige kapaciteter, som allerede arbejder med det.

Vi skal ud over stepperne og identificere de virksomheder og offentlige arbejdspladser eller institutioner, som i mange år har arbejdet på konkrete teknologier, og som er mere end klar til at blive implementeret. Der skal måske prioriteres 1-5 projekter, der er klar, og så gøre hvad end der skal til for at implementere dem.

Samtidig er det vigtigt, at vi ikke er for hårde i retorikken i hver vores brancher, men snarere er transparente og tålmodige, da innovation tager tid og kræver, at man bygger gensidig tillid. Og så igen, lad os synliggøre og fejre både store og små sejre undervejs for at skabe momentum og motivation.

Jeg håber desuden – og tror faktisk på – at både Life Science Strategi, Ældre – og Sundhedsreformarbejdet giver nogle af de nye rammer for, at vi kommer derhen. Men det er vigtigt med en politisk fokusering og opbakning i de kommende år.

Hvem giver du stafetten videre til?

Jeg kunne give den til mange, men en virksomhed, som jeg synes viser vejen, er Teton. Her vil jeg give stafetten til Mikkel Thagaard, pga. hans rolle i Tetons samarbejde med det danske Sundhedssystem.

Mikkel og Teton repræsenterer en god forståelse for – og ikke mindst unik evne til – at få innovation til at lykkes i Danmark.