Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i den offentlige sektor.
Med denne innovationsstafet sætter vi særligt fokus på innovation i offentlig-privat samarbejde for at blive klogere på potentialet, fordelene og udfordringerne. Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.
Denne gang har vi talt med Jesper Algren, leder af Center for Innovation i Aarhus. Her arbejder han med innovation på det strategiske og praktiske niveau.
Jesper Algren har været leder af CFIA siden årsskiftet og har inden det blandt andet været specialrådgiver for udenlandske virksomheder og investorer i Udenrigsministeriets organisation 'Invest in Denmark'.
1. Hvorfor arbejder du med innovation?
Det gør jeg, fordi jeg ser et stort potentiale i og behov for at arbejde med innovation, både i den offentlige- og private sektor. Om det omhandler løsninger på vilde problemer i det offentlige eller at udvikle nye kommercielle produkter, teknologier og services i det private.
Og så indeholder arbejdet med innovation en stor kompleksitet, både organisatorisk og i praksis. Netop det at få denne kompleksitet til at gå op i en højere enhed er virkelig noget, som driver mig i det daglige arbejde.
2. Hvordan arbejder du i praksis med innovation i offentlig-privat samarbejde?
Som leder af Center for Innovation i Aarhus (CFIA), arbejder jeg med innovation på både det strategiske og praktiske niveau.
På det strategiske niveau er fokus på at styrke innovationskapacitet i Aarhus kommune – evnen til at håndterer og arbejde med innovation, herunder også offentlig-privat innovation.
Og på det praksisnære niveau understøtter mine kollegaer og jeg arbejdet med at skabe innovative løsninger, som kommer borgere og kollegaer til gode og som tager fat i nogle store og udfordrende problemstillinger.
Som innovationsenhed i Aarhus Kommune deltager vi i innovationsprojekter, som både kan have karakter af OPI og andre gange er projekterne baseret på andre samarbejdsformer. Vigtigst er at have for øje at størstedelen af de udfordringer, vi i dag søger løsninger på, kræver at man arbejder i partnerskabet og inddrager forskellige kompetencer.
SENESTE INNOVATIONSSTAFETTER:
1. Michael Nørager: "Den politisk korrekte effektivisering skygger simpelthen for udsynet"
2. Tina Risager: "En kulde har sneget sig ind i relationen mellem borgere og ledelser"
3. Brian Wiborg: "Uafklarede forventninger kan sætte sig som en kræftsvulst på et samarbejde"
4. Annette Secher: "Vi skal turde kaste anker og give plads til restituering"
5. Mette Tew: "Processen må aldrig blive for kompliceret"
3. Hvorfor er det en god idé at samarbejde med private aktører?
Det er det fordi, innovation ofte opstår i det krydsfelt, hvor forskellige kompetencer og perspektiver mødes. Når det pludselig bliver muligt at se en problemstilling fra flere sider og derigennem systematisk arbejde sig frem til den/de løsninger eller produkter, som vil være mest passende til den pågældende problemstilling.
Det offentlige står ofte overfor at skulle løse nogle store systemiske problemstillinger, hvor mange private aktører leverer kommercielle produkter og services, som løser en given problemstilling.
Ved at kombinere viden og kompetencer fra disse to verdener får vi en mulighed for at finde løsninger på de mange komplekse problemstillinger, vi i stigende grad står over for som samfund.
Metodemæssigt er der også utroligt meget at hente fra de private aktører, når det kommer til at arbejde med innovation.
Kigger vi fx på det stigende fokus på at involvere brugere og borgere i det offentlige, så trækker det lange tråde tilbage til, hvordan man i det private har arbejdet med brugerinvolvering i forbindelse med design og produktudvikling. Det er metoder, som vi hos CFIA er meget inspireret af.
4. Hvad er det interessante ved at arbejde med innovation i samspillet mellem den offentlige og private sektor?
Der er mange interessante elementer, såvel som udfordringer, ved at arbejde med innovation i samspillet mellem den offentlige og private sektor.
Overordnet set finder jeg det altid interessant at være en del af det arbejde, der foregår i krydsfelter mellem forskellige systemer, viden og kompetencer.
Og når så netop disse forskelligheder, kan belyse en problemstilling fra forskellige vinkler og derigennem komme frem til den/de bedste løsninger på denne, så får man en følelse af, at det hele går op i en højere enhed.
Ligeledes kan jeg også finde udfordringerne i det offentlige og private samarbejde interessante. Vi ser desværre ofte, at der opstår forskellige udfordringer i et offentlig-privat innovationspartnerskab, som kan være en showstopper for det gode samarbejde og udviklingen af de rette løsninger.
Der er derfor også et stort behov for se at anderledes på mekanismerne omkring OPI og nytænkte samarbejdsformer, regler mm.
Heldigvis er der allerede nu en del ildsjæle, som netop har påtaget sig denne rolle.
5. Og hvorfor er det så, det ikke "bare" sker?
Jeg tror, der er rigtig mange grunde til dette. Generelt er det udfordrende at arbejde på tværs af siloer, organisationer, sektorer, og det spiller helt sikkert også en rolle, når man snakker OPI.
Så er der styringsmekanismerne i det offentlige og private. Det offentlige har ofte en længere tidshorisont ift. deres udviklingsprojekter end en virksomhed har, og det kan derfor være svært for en virksomhed at indgå i et sådant samarbejde, da de ofte leder efter en hurtigere return-on-investment.
Ligeledes er det offentlige ofte presset på ressourcer, og at få allokeret ressourcer til innovationsprojekter kan også være en udfordring. Vi har også fortsat et behov for øget fokus på implementering af innovative løsninger, som er udviklet via OPI. Uden en succesfuld implementering, vil der ikke være en gevinstrealisering – hverken den offentlige eller private part.
Jeg har desværre ikke den endelige løsning på, at få det til at ske. Men jo mere smidig man kan gøre processen for begge parter, jo nemmere vil det være at skabe konsensus og skabe en positiv cost-benefit for begge sektorer.
6. Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?
Nu har jeg kun være leder af CFIA siden januar 2022, så jeg vil ikke tage æren for al det foregående arbejde, som er lavet med fokus på innovation i Aarhus Kommune.
Men jeg er stolt af at være en del af en arbejdsplads, som er nået utroligt langt med innovationsarbejdet, og hvor innovation er forankret på højeste niveau hos direktørerne og politikerne.
Og så er jeg stolt af, det arbejde mine kollegaer og jeg udfører på dagligbasis i at understøtte innovationsarbejdet i Aarhus kommune, både strategisk såvel som praksisnært.
Læs også: Aarhus har sat OPI-projekter i system
7. Hvem eller hvad ser du som din største hjælper i dit arbejde med OPI?
Det må være mine dygtige kollegaer og samarbejdspartnere og muligheden for at trække på deres eksisterende viden og sparre om nye ideer og muligheder.
8. Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?
Fejl, har jeg helt sikkert begået min del af. Jeg kan dog ikke lige komme på en, som er mere definerende en andre.
Men det at fejle er jo et vigtigt element i arbejdet med innovation, og der er ingen tvivl om at det at turde fejle, er noget jeg selv har måtte arbejde meget med. Det er ikke altid nemt at bryde ud af en nulfejlskultur, og det kræver en utrolig tryghed at turde fejle og kaste sig ud på dybt vand.
Så et læringspunkt er, at der skal opsættes trygge rammer for arbejdet med innovation.
9. Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?
En stor udfordring er opgøret med den indgroede forståelse af det offentlige system og at komme ud på kanten, hvor man tør udfordre eksisterende forståelse, vaner og praksis.
Mange offentlige institutioner er store driftsmaskiner og trods megen litteratur og empirisk data om emnet, så er forholdet mellem drift og innovation en udfordring, som er svær på det organisatoriske niveau, og derfor påvirker innovationen i praksis.
10. Hvad skal der til for at få offentlig-privat samarbejde om innovation op i endnu større skala?
Stigende dialog og konsensus fra begge sektorer om OPI, så man får opbygget en fælles forståelse for de aktuelle udfordringer, og får dem løst på en måde, hvor alle parter finder det værdifuldt at deltage i et OPI-samarbejde.
Og så er der nok brug for flere positive cases, ikke fordi der er brug for en one size fits all, men mere for at få belyst de cases, hvor det faktisk har virket og haft en positiv effekt.
11. Hvad er dit bedste råd til innovationssamarbejdet?
Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg har det bedste råd til samarbejdet. Men jeg vil slå et slag for, at OPI eller andre samarbejdsformer giver muligheden for at få ny viden, perspektiver og længerevarende relationer.
Søg relationer og viden på tværs af organisationer, siloer, sektorer, lande og aktører. Lad dig inspirere og inddrag al den eksterne viden, du kan - dette gælder også i inddragelse af brugere og borgere.
Derved skaber du et bedre grundlag for bedre løsninger og større innovationshøjde.
12. Hvem giver du stafetten videre til?
Jeg vil gerne give stafetten videre til Jonas Fiedler Kierkegaard, Head of Innovation Lab hos Roche. Jeg synes, det vil være super spændende at få en privat virksomheds syn på OPI, og Roche er en spiller, som har fokus på netop dette.
VIL DU HØRE MERE?
Kontakt Jesper Algren, leder af Center for Innovation i Aarhus
Telefon: 21 68 08 56 │ Mail: [email protected]