Oprindelig bragt i Danske Kommuner 13. september 2023
Overskriften 'vilde problemer' bliver for tiden kastet på alt fra rekrutteringsudfordringer til skybrudssikring. Fra stigende udgifter til specialiserede socialområder og bøvl med kollektiv trafik.
Vi mærker det også på de henvendelser, vi får i Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI):
"Vil I komme og fortælle om, hvordan innovation kan hjælpe med at løse vores vilde problem rekruttering og fastholdelse?" lyder det for eksempel.
Ofte bliver vi nødt til at sige: "Vi vil gerne hjælpe – men det, I nævner, er slet ikke noget vildt problem!"
Fører til handlingslammelse
Alt for mange almindeligt komplicerede problemer får overskriften ”vilde problemer”, selvom det snarere er symptomer på de bagvedliggende vilde problemer – som den demografiske udvikling og klimaforandring.
De ikke-vilde problemer er ganske ofte besværlige, fordi man skal have fat i en del andre, der skal lave deres del af arbejdet. De er også forvridende, fordi nogle får løsninger og lettelser, mens andre efterlades med flere opgaver og/eller en større regning, sådan som vi har indrettet os i fag og med kasser. Men det er jo problemer, der kan løses. Hvis vi kalder almindeligt komplicerede problemer for vilde, så har vi givet os selv lidt en undskyldning for alligevel ikke at gøre noget ved dem. Det fører blot til handlingslammelse.
De vilde problemer kan derimod ikke deles op i din og min opgave. De har ikke en klar definition. De har ikke en klar løsning (eller sæt af løsninger). Vilde problemer har heller ikke en klar 'ejer', der har ansvaret for at adressere problemet. Løsning af vilde problemer er en stædig afprøvning af balancer, kompromisser og dilemmaer. Man kan ikke for sig selv teste den eller de gode løsninger, der afvikler det vilde problem. Derfor taler man sjældent om at løse de vilde problemer, for det kan man ikke. Men man kan løsne op for eller sætte aftryk på dem.
Man kan betragte et vildt problem som et sammenfiltret garnnøgle: Når man forsøger at vikle trådene ud i den ene ende af garnnøglet, strammer garnet til i den anden ende, og hele sammenfiltringen ændrer sig.
Vilde problemer er igen på mode
Som begreb har forskellige versioner af ”vilde problemer” huseret siden 1970’erne. Når det igen er blevet på mode at tale om vilde problemer, er det fordi, det er en kærkommen overskrift på nogle lokale, nationale og globale problematikker, som vi i den grad mangler svar på.
Et karakteristisk eksempel er klimakrisen, som ikke kan løses af enkelte organisationer eller sågar lande, uanset hvordan vi bærer os ad. Andre eksempler på vilde problemer er unges mentale mistrivsel og den demografiske udvikling.
Mens udfordringer inden for fx kollektiv trafik, som har en klart afgrænset ramme, en defineret ejer og kendte veje at gå i forhold til at udvikle løsninger, ikke er et vildt problem. Den slags problemer kan stadig gøre ondt og opleves som store for den enkelte kommune. Men det gør ikke problemet vildt, for aktørkredsen bag og tandhjulene, vi kan justere på, er kendte.
En så skarp opdeling er ikke altid til at skabe i det daglige. Men en umage for at identificere problemtypen er meget værd, for så ved vi også, hvilke typer tilgange vi skal bruge for at gå løs på dem, vi nu har sat os for at løse (op for): Ikke-vilde problemer kan afhjælpes ved målrettet samarbejde; vilde problemer kan mindskes og begrænses ved kloge forsøg og afvejninger.
En vis omhyggelighed med brugen af begrebet vilde problemer vil også imødegå den tendens til træthed, der altid viser sig i kølvandet på opståen af et nyt, fejret begreb.
Skal være gavnligt at kalde problemet 'vildt'
Der findes vilde problemer i vores samfund. Men hvis vi kalder alt, som vi synes er besværligt, for vilde problemer i håbet om politisk prioritering og/eller økonomiske forstærkninger, bliver vi som drengen, der hele tiden råber, at ulven kommer. Så mister vi momentum i forhold til at gøre noget ved de problemer, som virkelig er vilde. Og vi mister muligheden for at møde de vilde problemer, der virkelig er, med den tilgang, de kræver.
For de vilde problemer kræver politisk fokus og langsigtede indsatser. Men fokus er netop fokus – det er i sagens natur begrænset og kan ikke kastes på alt, der skal løses.
Derfor: Løs det, der ikke er vildt, med de værktøjer og den stædighed, det kræver.
Kald som hovedregel kun et problem ”vildt”, hvis det er gavnligt for at løsne op for problemet -hvis det giver mandat til at arbejde med det på den måde, som det vilde problem kræver. Saml de rette personer og ressourcer om det, der er vildt, og find radikalt nye svar på det.
Og sørg for, at der er prioritering, mod og vilje til at tage nye værktøjer i brug, hvis I bevæger jer ind i vildnisset – men gå kun ind derind, hvis der er behov for det.