Det kommunale vand- og spildevandsselskab Novafos, som er ejet af ni kommuner i Hoved stadsregionen, vil i sit kommende udbud af en rammeaftale for vandforsyning for første gang stille krav om, at leverandøren anvender emissionsfrie minigravere til arbejdet på selskabets ledningsnet.
Det fortæller afdelingschef Torben H. Petersen fra Novafos, og giver her et indblik i, hvordan forsyningsselskabet tænker sig at gribe den opgave an.
Bygherrer deler ud af erfaringer
Artiklen om Novafos findes også i publikationen 'Grønt Gearskifte til emissionsfrie arbejdsmaskiner', som CO-PI udgav i september 2024.
Her er Novafos en blandt fire cases, hvor offentlige bygherrer fortæller om deres erfaringer med at skifte til eldrevne arbejdsmaskiner i bygge- anlægsprojekter.
GRØNT GEARSKIFTE til emissionsfrie arbejdsmaskiner
Udbud snart på vej
Kravet om emissionsfrie arbejdsmaskiner vil blive stillet i en otteårig rammeaftale, som forsyningsselskabet forventer at udbyde i slutningen af 2024. Aftalen omfatter opgaver med renovering af vandledningsnettet samt løbende driftsopgaver.
"Novafos har fokus på bæredygtighed og ønsker at påvirke klima og miljø mindst muligt. Kravet om emissionsfrie maskiner skal bidrage til at nedbringe CO₂-belastningen fra vores aktiviteter," siger Torben H. Petersen, afdelingschef, Novafos.
20 km vandledninger om året
Selskabet renoverer årligt cirka 20 km vandledninger i virksomhedens forsyningsområde og har derudover cirka 3.500 driftsopgaver. Til opgaverne med at renovere og reparere lednings nettet anvendes minigravere, når der fx skal graves for at udskifte eksisterende vandledninger eller udføres driftsopgaver på ledningsnettet.
Novafos forventer at blive mødt af et krav fra sine ejere om over tid at reducere CO₂-belastningen pr. meter renoveret vandledning. De emissionsfrie maskiner skal bidrage til at nå målet.
Fakta: Novafos
Novafos er vand- og spildevandsselskab for ni kommuner i Hovedstadsregionen: Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal.
Ud over at drifte faciliteter og ledninger inden for spildevand, regnvand og drikke vand udfører Novafos også mange anlægsprojekter inden for de samme emner. Både som renoveringsprojekter men også som nye anlæg til udvidelse af virksomhedens faciliteter.
Novafos integrerer sociale, samfundsmæssige og miljømæssige hensyn i sine aktiviteter både i den daglige drift, og når selskabet udbygger og renoverer sine anlæg.
Det samlede anlægsforbrug for organisationen i 2023 var 846,8 mio. kr. Novafos forventer, at anlægsforbruget vil være stigende i årene frem.
Ikke noget krav det første år
I rammeaftalen vil det første år have status af et basisår, hvor der arbejdes på at fastlægge den nuværende CO₂-belastning fra renoverings- og driftsopgaver. I dette år vil der ikke være krav til leverandøren om at anvende eldrevne minigravere til opgaverne.
Basisåret skal derudover bruges til en dialog, hvor Novafos og den valgte entreprenør gennem fælles workshops mv. undersøger mulighederne for at omlægge til eldrevne maskiner og herefter laver en plan for omstillingen.
Efter kontraktens første år vil det være et krav fra Novafos, at alle minigravere, som entreprenøren benytter i arbejder på rammeaftalen, er eldrevne maskiner.
Hensyn til entreprenøren
Modellen med et basisår, hvor der gradvist omstilles til emissionsfrie minigravere, er valgt som en mere pragmatisk tilgang, hvor man tager hensyn til entreprenørens investeringsbehov og eventuelle udfordringer med at få leveret det tilstrækkelige antal elektriske minigravere på én gang.
Den otteårige kontraktperiode tager også hensyn til den typiske afskrivningsperiode for en eldrevet minigraver.
Juraen giver udfordringer
Arbejdet med at udforme udbuddet af den nye rammeaftale har taget længere tid end forventet, hvilket først og fremmest skyldes udfordringer på det juridiske område.
"De medarbejdere, der arbejder med at lave udbud, er jurister, og de fokuserer fagligt set ofte på forhindringer frem for muligheder, når man præsenterer nye tanker. Det har været en udfordring at få juraen og vores ønsker til kravene om emissionsfrie maskiner til at mødes," siger Torben H. Petersen, som dog forventer, at Novafos snart når i mål med udbudsteksten.
Sideløbende med arbejdet med udbuddet er Novafos i gang med at udarbejde en kravspecifikation for emissionsfrie arbejdsmaskiner. Den skal beskrive, hvilke typer og hvilke størrelser værktøjer, arbejdsmaskiner og generatorer entreprenørerne skal levere som emissionsfrie i kommende udbud, og den skal også indgå i udbuddet for den nye rammeaftale.
VIL DU VIDE MERE?
Du er velkommen til at kontakte:
Peter Beck
Projektleder, Novafos
44 20 82 66 | [email protected]