Grøn omstilling i kommunerne: KL med i partnerskab om emissionsfrie arbejdsmaskiner

Kommunernes Landsforening (KL) har underskrevet en vigtig partnerskabserklæring, der skal styrke den grønne omstilling i bygge- og anlægssektoren. Som ny partner stiller KL sig nu bag initiativet 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner', hvor en lang række kommuner og kommunale selskaber arbejder for at udfase dieseldrevne arbejdsmaskiner i offentlige bygge- og anlægsprojekter.

Billede: Hvis alle arbejdsmaskiner – små som store – er eldrevne i 2028, vil CO2-udledningen blive reduceret med 3,4 mio. ton. En anden fordel ved elmotorer er, at en væsentlig kilde til luftforureningen nær maskinerne fjernes. Foto: Nordkysten A/S

Alle 98 kommuner er i fuld gang med deres klimahandlingsplaner og med at bekæmpe klimaforandringerne.

En ny aftale mellem KL og CO-PI skal understøtte kommunernes arbejde med at reducere klimaaftrykket på byggepladserne. Det skal ske ved at fremme brugen af emissionsfrie maskiner og materiel.

Opbakning fra bygherrer og leverandører

I skaleringsprocessen 'Sammen om emissionsfrie maskiner' arbejder 20 offentlige bygherrer, herunder alle de største kommuner, sammen med leverandørerne for at skabe forudsætningerne for en fuldstændig omstilling til emissionsfrie maskiner på byggepladserne.

Med sin underskrift på partnererklæringen forpligter KL sig nu til på forskellig vis at understøtte og bidrage til CO-PI's arbejde med at drive og facilitere samarbejdet.

Fakta: Her er partnererklæringen

Alle 98 kommuner har forpligtet sig på at udarbejde og implementere klimahandlingsplaner, der anviser vejen til klimaneutralitet og sikre byer og lokalsamfund mod klimaforandringerne.

96 kommuner står med en færdig plan, og de to sidste er på vej. Det betyder også, at kommunerne nu flytter fokus i klimaarbejdet fra plan til handling.  

Erklæring om tilslutning til partnerskabet Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner 

Som medlemsorganisation understøtter KL kommunernes implementering af klimahandlingsplaner. Det gælder også på byggeri- og anlægsområdet, hvor der er behov for at reducere klimaaftrykket, minimere luft- og støjgener og for at forbedre nær- og arbejdsmiljø til gavn for borgere og medarbejdere i kommunerne.  
 
KL ønsker derfor at bidrage til, at kommuner og kommunale selskaber kan realisere deres ambitioner om fuldstændig omstilling til emissionsfrie bygge- og anlægsmaskiner. I den forbindelse anerkender vi: 

  • at kommunerne endnu ikke fuldt ud stiller krav til eller anvender mindre maskiner og materiel, der allerede er tilgængelige på markedet i emissionsfrie udgaver. Krav om dette til virksomhederne er nødvendige, også for at kommunerne kan få erfaringer til at implementere emissionsfrie løsninger for de større maskiner.  
  • at energi-infrastruktur til emissionsfrie arbejdsmaskiner på og omkring byggepladser kan være en udfordring. 
  • at tilgængeligheden af større maskiner, typisk over 4- 5 tons, er varierende og i nogle tilfælde stadig på prototypeniveau, og at ikke alle leverandører derfor kan levere eller anvende større emissionsfrie maskiner med kort varsel. 

KL vil i partnerskabet 

  • udbrede et nyt beregningsværktøj, der kan vise, hvordan effekten af emissionsfrie maskiner kan indgå i kommunernes klimaregnskaber. Det vil tydeliggøre gevinsten ved omstillingen. 
  • gennem Klimahandlingsudvalgets nyhedsbrev og på Klimahandlingsudvalgets dialogmøder rundt om i landet i 2024 og 2025 udbrede viden om muligheden for overgangen til emissionsfrie arbejdsmaskiner og for at deltage i partnerskabet.  
  • udbrede viden om emissionsfrie arbejdsmaskiner gennem KL’s regionale struktur. 

Udfordringer og muligheder

KL anerkender, at der stadig er udfordringer forbundet med implementeringen af emissionsfrie arbejdsmaskiner, især de større maskiner, som ofte kun findes på prototypeniveau. Der er også behov for at sikre tilstrækkelig energi-infrastruktur på og omkring byggepladserne.

Stine Johansen, direktør i KL med ansvar for klima, miljø og grøn omstilling, siger om aftalen og dens betydning for kommunerne:

"Vi er bevidste om de udfordringer, kommunerne står over for, når det kommer til implementeringen af emissionsfrie maskiner, især de større modeller. Men det er netop derfor, vi er engagerede i at sikre, at kommunerne kan finde løsninger, der virker lokalt, og finde løsninger, der kan sikre, at vi kan leve op til vores fælles klimamål."

Partnerskabsaftalen skal bidrage til at løse disse udfordringer ved at udvide kendskabet til de eksisterende muligheder og værktøjer.

Nyt værktøj til klimaregnskaber

Som en del af aftalen vil KL udbrede et nyt beregningsværktøj, der gør det muligt for kommunerne at integrere effekten af emissionsfrie maskiner i deres klimaregnskaber.

Dette værktøj vil tydeliggøre de klima- og miljømæssige gevinster ved omstillingen.

"Det nye beregningsværktøj, vi meget snart introducerer, vil være en afgørende praktisk hjælp i det lokale klimahandlingsarbejde kommunerne. Kommunerne har brug for at kunne dokumentere de konkrete klimagevinster af at skifte til emissionsfrie maskiner. Desværre mangler det tekniske grundlag for det i dag, men det kommer vi nu med en løsning på. Værktøjet vil hjælpe kommunerne med at vise klimagevinsten ved emissionsfrie arbejdsmaskiner," siger Stine Johansen.

Læs også: Emissionsfrie arbejdsmaskiner: Nyt værktøj hjælper kommuner med at dokumentere klimagevinster

CO2-beregner til emissionsfrie arbejdsmaskiner

Tast dig til et hurtigt overblik over CO2-besparelser ved brug af emissionsfrie arbejdsmaskiner.

Læs mere og download

KL vil i partnerskabet

  • udbrede et nyt beregningsværktøj, der kan vise, hvordan effekten af emissionsfrie maskiner kan indgå i kommunernes klimaregnskaber. Det vil tydeliggøre gevinsten ved omstillingen.
  • gennem Klimahandlingsudvalgets nyhedsbrev og på Klimahandlingsudvalgets dialogmøder rundt om i landet i 2024 og 2025 udbrede viden om muligheden for overgangen til emissionsfrie arbejdsmaskiner og for at deltage i partnerskabet.
  • udbrede viden om emissionsfrie arbejdsmaskiner gennem KL’s regionale struktur.

Dette nye partnerskab understreger KL’s engagement i at hjælpe kommunerne med at reducere deres klimaaftryk, minimere luft- og støjgener samt forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne til gavn for både borgere og medarbejdere.

Fakta: Skaleringsprocessen 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'

Skaleringsprocessen – en ny metode indført af CO-PI – er et tværoffentligt samarbejde, hvor flere offentlige organisationer går sammen om en fælles udfordring, så det bliver mere attraktivt for private virksomheder at udvikle nye løsninger.

Bygherrerne i skaleringsprocessen ønsker med samarbejdet at sætte skub i serieproduktionen af eldrevne maskiner ved at gå sammen og sætte volumen på efterspørgslen af eldrevne maskiner i alle størrelser og kategorier.

Det åbne partnerskab optager løbende flere deltagere.

De offentlige bygherrer, der aktuelt deltager er: 

  • Københavns Kommune
  • Aalborg Kommune
  • Aarhus Kommune
  • Frederiksberg Kommune
  • Middelfart Kommune
  • Slagelse Kommune
  • Rudersdal Kommune
  • Esbjerg Kommune
  • Odense Kommune
  • HOFOR
  • Region Hovedstaden
  • Metroselskabet og Hovedstadens Letbane
  • Vejdirektoratet
  • DSB 
  • Sund & Bælt
  • Novafos
  • Aarhus Vand
  • Aarhus Havn
  • Aalborg Forsyning
  • Kildedal By

→ Læs mere om skaleringsprocessen 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'

Sammen om at skalere den offentlige efterspørgsel 

Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) og programchef Ole Bech Lykkebo glæder sig over, at KL nu bliver partner:

"Vi har gennem to år arbejdet målrettet på at understøtte de offentlige bygherrer i deres ambitioner om en grøn omstilling fra diesel til emissionsfrie entreprenørmaskiner. Stadig flere kommuner og kommunale forsyningsselskaber deltager aktivt i vores skaleringsproces. Vi ser nu resultaterne, og hvor langt vi kan komme, når vi går mange sammen og skalerer den offentlige efterspørgsel," siger Ole Bech Lykkebo.

"Når KL aktivt går ind og understøtter denne bevægelse i kommunerne, så er omstillingen rykket meget nærmere," fortsætter han og understreger, at de offentlige bygherrers efterspørgsel og erfaringsudveksling spiller vigtige roller i at få sat turbo på produktion og brug af såvel mindre som større emissionsfrie arbejdsmaskiner.

CO-PI og KL vil desuden samarbejde om, hvordan råstofforbruget i den offentlige bygge- og anlægssektor kan nedbringes, samt hvordan grønne offentlige indkøb generelt kan fremmes.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡