Esbjerg går forrest: Danmarks første byggemodning med eldrevne maskiner

Byggemodning uden diesel og støj – lyder det utopisk? Ikke i Esbjerg. Her er arbejdet i gang på Danmarks første byggemodning kun med eldrevne maskiner. Projektet viser, hvordan grøn omstilling kan blive konkret – uden at sprænge budgettet.

Billede: Sol og høj blå himmel til det første spadestik til elektrisk byggemodning. Fra venstre: Direktør for Arkil, Michael Hansen, borgmester Jesper Frost Rasmussen og direktør for DIN Forsyning, Helle Damm-Henrichsen. Foto: Esbjerg Kommune

En byggemodning uden støj og diesel – men med store maskiner.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. På en mark i Hjerting ved Esbjerg arbejder gravemaskinerne i stilhed. Der er ingen diesellugt, og naboerne kan høre lærken synge.

Men det er virkelighed.

I maj gik Esbjerg Kommune i gang med Danmarks første byggemodningsprojekt, hvor alt det tunge arbejde sker med eldrevne maskiner. Og det er ikke tilfældigt, at det sker netop her.

⚡Ny serie: Danmarks første byggemodning med eldrevne maskiner

I denne serie følger vi Esbjerg Kommunes helt elektriske byggemodning i Hjerting. Vi taler med fagfolk, entreprenører og leverandører undervejs for at høre om deres erfaringer.

Dette er første kapitel i serien.

Et grønt gennembrud i samarbejde

Esbjerg er en del af CO-PI’s skaleringsproces Sammen om emissionsfrie maskiner, hvor 18 offentlige bygherrer arbejder for at skabe efterspørgsel på emissionsfrie arbejdsmaskiner.

"Vi vil gå forrest, hvor det er muligt. Det er helt i tråd med vores mål om at blive CO2-neutral i 2030," sagde borgmester Jesper Frost Rasmussen, da han tog det første spadestik den 5. maj sammen med DIN Forsyning og entreprenøren Arkil.

Allerede i 2023 skrev Esbjerg Kommune under på en hensigtserklæring om at udfase dieseldrevne arbejdsmaskiner og efterspørge eldrevne alternativer. Nu bliver ambitionen ført ud i livet – i Breinholtparken i Hjerting.

Billede: "Vi står med et pilotprojekt, hvor vi tør prøve nyt – sammen. Og som samtidig er et bevis på, hvad der sker, når både kommune, forsyning og entreprenør har modet til at tænke langsigtet og bæredygtigt, " sagde borgmester Jesper Frost Rasmussen i sin tale ved spadestikket den 5. maj.

Det krævede benarbejde og vedholdenhed

At nå dertil har krævet både tålmodighed og systematisk forberedelse. Projektleder Jesper Pelck fra Esbjerg Kommune forklarer:

"For tre år siden præsenterede vi idéen for vores entreprenører. Dengang var det en vision – i dag er det virkelighed. Det kunne lade sig gøre, fordi vi fandt det rigtige projekt og den rette infrastruktur med en transformatorstation på stedet."

Ny model: Inddragende byggeri giver bedre løsninger

Projektet er gennemført efter en samarbejdsmodel – inddragende byggeri – hvor fire entreprenører blev inviteret til at deltage i en konkurrence om dækningsbidraget.

De blev inddraget allerede i projekteringsfasen, hvor man i fællesskab afdækkede behovet for maskiner, ladeinfrastruktur og materialer.

"Elforbruget blev betalt af kommunen som en del af byggemodningen. Det gjorde det muligt for entreprenøren at arbejde økonomisk ansvarligt – og grønt," fortæller Jesper Pelck.

Fakta: Nyskabende samarbejdsmodel – 'inddragende byggeri'

Projektet gennemføres efter en samarbejdsmodel kaldet 'inddragende byggeri'.

Her har DIN Forsyning sammen med Esbjerg Kommune arbejdet tæt sammen med entreprenøren om projekteringen af en vej i området samt regnvands- og spildevandssystem, inden selve udførelsen går i gang.

I stedet for et traditionelt udbud har Esbjerg Kommune og DIN Forsyning fastlagt en samlet budgetramme for projektet.

Entreprenørerne har budt ind på, hvilket dækningsbidrag de ønsker for at udføre opgaven. 

Når en entreprenør byder ind på en opgave med et ønsket dækningsbidrag, betyder det, at de fastsætter, hvor meget de vil tjene ud over de variable omkostninger for at dække faste omkostninger og skabe overskud.

Kilde: Esbjerg Kommune

Læring: Det blev billigere end forventet

En væsentlig læring er, at økonomien ikke blev den barriere, mange havde frygtet.

"Vi antog, at det ville blive for dyrt – men det blev kun 15–20 % dyrere. Når man samtidig får mindre støj og CO2 og et godt signal til borgerne, er det en god investering," siger Jesper Pelck.

Han forventer, at modellen vil blive brugt igen – særligt i byggemodningsprojekter, hvor der er adgang til strøm. 

"Maskinerne er gode, og el-infrastrukturen kan genbruges til både gadelys og ladestandere bagefter."

Det bevidste valg om at bruge el-gravemaskiner kræver ekstra planlægning og tilpasning, blandt andet i forhold til maskinernes ladetider og arbejdskapacitet.

Godt med tydelige krav om eldrevne maskiner

Maskinerne, der bruges i projektet, inkluderer både gravemaskine, gummiged og en elektrisk powerpack, der skal forsyne maskinerne med strøm. Derudover er der mindre håndholdte maskiner, som også er eldrevne.

Entreprenørvirksomheden Arkil hilser de tydelige krav fra Esbjerg kommune om emissionsfrie maskiner velkommen. 

"I Arkil er vi klar til at hjælpe bygherrer med at nå deres målsætninger inden for bæredygtighed. Det forudsætter dog, at man som bygherrer prioriterer den grønne omstilling, og derfor er det en fornøjelse at være del af det her projekt, hvor Esbjerg Kommune og DIN Forsyning stiller helt tydelige krav om, at maskinerne på byggepladsen skal være emissionsfrie," siger Michael Hansen, adm. direktør i Arkil A/S.

Billede: Elektrisk gummiged i aktion i Hjerting. Foto: Esbjerg Kommune

Et spadestik dybere: Ressourcer og genbrug i fokus

CO2-udledningen handler ikke kun om maskiner. I projektet er stabilgrus erstattet af knust beton, og jorden genbruges i stedet for at blive kørt væk. Det skaber jordbalance og reducerer transporten.

I DIN Forsyning giver projektet også rigtig god mening i forhold til virksomhedens overordnede strategiske sigte, fortæller direktør Helle Damm-Henrichsen.

"I DIN Forsyning er det vigtigt for os at begrænse anvendelsen af fossile brændsler både hos os selv og vores samarbejdspartnere, og jeg er meget glad for vores samarbejde med Esbjerg Kommune og Arkil. De erfaringer, vi gør os i projektet, er vigtige - ikke bare for os selv, men for hele anlægsbranchen.

"Der vil være store miljøgevinster at hente, hvis vi i fremtiden kan bruge maskiner, der kører på el, og samtidig giver det værdi for de lokalsamfund, vi arbejder i. For vi forventer, at det bliver mindre generende at være nabo til en byggeplads, når det larmer mindre."

Fakta: 3 ting andre kommuner kan tage med Esbjerg:

  1. Start tidligt og involver entreprenørerne. Brug samarbejdsmodeller med fælles økonomisk ramme.
  2. Udnyt eksisterende el-infrastruktur. Særligt i byggemodning kan der være muligheder.
  3. Beregn på totaløkonomien. Merprisen er ofte lavere end forventet – og værdien højere.

En model til efterfølgelse

Det er stærkt at se, hvordan Esbjerg går fra hensigt til handling, mener Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI.

"Det kræver vilje og samarbejde – men det viser også, at grøn omstilling kan lade sig gøre, hvis de offentlige bygherrer går foran og tager entreprenører og leverandører med under armen undervejs," siger han og fortsætter:

"Vi har lært meget af hinanden i skaleringsprocessen, og vi lærer fortsat. Derfor er byggemodningen i Esbjerg ikke kun et Esbjerg-projekt. Det kommer til at styrke modet og omstillingsvilligheden hos offentlige bygherrer og private leverandører i hele landet. Vi har brug for, at de gode hensigter bliver til virkelighed. Det gør de nu."

Skal I med i skaleringsprocessen ' Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner? 

Skaleringsprocessen samler offentlige bygherrer om fælles markedsdialog med de private leverandører.

Jo flere offentlige bygherrer vi har med, jo bedre. Det sender et stærkere signal til virksomhederne om, at der vil være forretning i at udvikle nye løsninger. Alle offentlige aktører, der ønsker at eller allerede arbejder med at omstille til emissionsfrie arbejdsmaskiner, kan løbende blive en del af skaleringsprocessen.

Sammen kan offentlige bygherrer:

  • Dele viden og formulere de fælles udfordringer vi har, når vi vil omstille til emissionsfrie arbejdsmaskiner
  • Gå til markedet med skala bag vores behov.
  • Reducere transaktionsomkostninger ved at udvikle nye.

→ Læs mere om skaleringsprocessen

VIL DU VIDE MERE?

Du er velkommen til at kontakte:

Jesper Pelck
Entreprenør, Teknik og Miljø, Esbjerg Kommune.
23 83 09 50 | [email protected]