Erhvervsminister: De gode løsninger findes i samspillet mellem det offentlige og det private

Hvordan kan private virksomheder indgå i samarbejdet med det offentlige om at få løst de udfordringer, samfundet står over for? Det og tre andre spørgsmål giver erhvervsminister Morten Bødskov (S) sit bud på i CO-PI's artikelserie Ministerstafetten.

Billede: Erhvervsminister Morten Bødskov (S) mener, at hvis vi skal i mål med de store samfundsudfordringer, er der frem over brug for endnu mere offentlig-privat samarbejde.

Startskuddet har lydt!

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) løber her den første runde i Ministerstafetten, hvor han giver sit bud på fire centrale spørgsmål om offentlig-privat innovation. 

Hvordan kan private virksomheder indgå i samarbejdet med det offentlige om at få løst de udfordringer, samfundet står over for?

Som samfund står vi over for en række store udfordringer. Klima, mangel på arbejdskraft, men også en ny geopolitisk virkelighed. Offentlig-privat samarbejde har tidligere vist sit værd og bidraget til at skabe stor værdi i det danske samfund.

For eksempel er tæt samarbejde mellem offentlige og private forskningsmiljøer, erhvervslivet og offentlige myndigheder en forudsætning for at realisere potentialerne inden for life science, ligesom samarbejde mellem offentlige aktører og private virksomheder har spillet en stor rolle i den danske energisektor. Hvis vi skal i mål med de store samfundsudfordringer, er der fremover derfor brug for endnu mere offentlig-privat samarbejde.

HVAD ER MINISTERSTAFETTEN?

I artikelserien Ministerstafetten sætter udvalgte ministre i SVM-regeringen ord på deres visioner offentlig-privat innovation.

Startskuddet lyder i april, og erhvervsminister Morten Bødskov (S) løber den første omgang og giver herefter stafetten videre til digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V).

Ministrene har fået stillet de samme fire spørgsmål om offentlig-privat innovation. 

Hvor kan der skabes mere rum for offentlig-privat innovation både lokalt og nationalt – og på tværs af sektorer?

Det danske velfærdssamfund er under pres. Derfor vil vi i regeringen gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie – og det kan vi kun ved at samarbejde.

Jeg og regeringen tror på, at de gode løsninger findes i samspillet mellem det offentlige og det private. Derfor skal vi se på, hvordan et styrket samarbejde mellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv kan understøtte vidensdeling og sammentænkning af løsninger på tværs af sektorer og muliggøre innovation for i sidste ende at skabe mere værdi for den enkelte borgers velfærd.

Regeringen ønsker, at der skal være gode muligheder for offentlig-private partnerskaber, så vi i fællesskab kan udvikle, udbrede, kommercialisere og implementere innovative løsninger. CO-PI har netop til formål at hjælpe sådanne samarbejder på vej, så den offentlige indkøbsmuskel i højere grad driver innovation til gavn for samfundet. Dermed understøtter CO-PI også regeringens ambition om, at flere virksomheder får lyst til og mulighed for at byde ind på velfærdsopgaver, således at borgeren i sidste ende får flere muligheder for selv at vælge.

Vi skal turde at sætte velfærdssamfundet fri, og CO-PI’s arbejde med offentlig-privat samarbejde spiller en vigtig rolle i at bane vejen herfor.

"Vi skal turde at sætte velfærdssamfundet fri, og CO-PI’s arbejde med offentlig-privat samarbejde spiller en vigtig rolle i at bane vejen herfor."

Erhvervsminister Morten Bødskov (S)

Hvordan kan offentlig-private partnerskaber åbne nye muligheder for at skalere og kommercialisere de løsninger, der udvikles? 

Når vi samarbejder, har vi en unik mulighed for at tænkte i nye baner. Vi skal som offentlige ordregivere turde sætte vores udfordringer fri, så det lokale ansvar styrkes og private virksomheders innovationskraft aktiveres til at byde ind med konkrete løsninger. Netop derfor er CO-PI’s arbejde med skaleringsprocesser vigtigt, så flere kommuner samles om at indkøbe en ny løsning.

Det skaber i højere grad et attraktivt marked med mere skala i indkøbene til gavn for virksomhederne, men også for de offentlige indkøbere. Samtidig spiller CO-PI en vigtig rolle i at udbrede viden om innovative indkøb og de gode eksempler på offentlig-privat samarbejde, så de succesfulde løsninger kan skabe værdi på tværs af aktører.

Kan vi i Danmark udvikle finansieringsmodeller, der mindsker risikoen for deltagende virksomheder og fremmer innovative offentlige indkøb?

Adgang til finansiering er en væsentlig faktor for at skabe succesfuldt offentlig-privat innovation. Det kan for eksempel spille en rolle i at afhjælpe noget af den risiko, som virksomhederne løber, når de udvikler nye løsninger. Samtidig er det vigtigt, at anvendelsen af offentlige midler ikke er for risikobetonet.

Vi skal aktivere private og offentlige fonde og pensionskasser i det offentlige-private samarbejde, så vi i højere grad lykkes med at kommercialisere de løsninger, som virksomhederne udvikler i samarbejde med offentlige aktører. Her løfter CO-PI en vigtig opgave med deres arbejde for at udvikle finansieringsmekanismer, der kan kobles til indkøbsprocesserne.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡