Det Grønne Hus i Køge er et godt eksempel på kommunens arbejde med cirkulært byggeri:
Det Grønne Hus blev opført i 1935 ved brug af munkesten fra ombygningen af Torvet 11 og døre fra gamle huse i Køge.
I sommeren og efteråret 2019 blev Det Grønne Hus renoveret ved brug af genbrugsmaterialer, der blandt andet er kommet fra ejendomme, der er blevet revet ned i Køge Kommune.
Brugte byggematerialer bygges ind
Helt i tråd med husets grønne virke og fortid.
"Vi har i klimaplanen, blandt andet inspireret af vores erfaringer fra Det Grønne Hus, arbejdet med, hvordan vi kan få cirkulær økonomi og brugte byggematerialer ind i kommunens byggerier generelt," siger Jakob Skjødt Nielsen, Grøn Ambassadør ved Grøn Omstilling Køge, der i dag har kontor i stueetagen af huset, mens Connect Køge bor på førstesalen.
"Det gælder både ved renoveringer og nybyggeri, der har vi fået skrevet ind i klimaplanen, at vi vil eksperimentere med udbud, hvor brugte byggematerialer bliver bygget ind i udbuddet," fortsætter han.
Vil eksperimentere med udbud
Køge kommune har som led i projektet Cirkulær Sjælland samarbejdet med bl.a. affaldsselskabet ARGO om at tilvejebringe en praksis for cirkulært byggeri og genanvendelse af genbrugte materialer i nyt byggeri.
Processen har handlet om indsamling og formidling af brugte byggematerialer og om lagerkapacitet på genbrugspladser.
I dag har man indskrevet i klimaplanerne, at man vil eksperimentere med udbud, hvor brugte byggematerialer skrives ind i udbuddet. Indsatsen følges op i et nyt projekt 'Circular Builders', hvor renoveringen af Musikskolen skal ske efter et cirkulært udbud og opførelsen af et 'Klimahus' i Tiny Varigheden skal ske efter markedsdialog om design for disassembly og LCA i nybyggeriet.