Danske kommuner høster erfaringer i Norge

14 repræsentanter for kommunerne i skaleringsprocessen ”Sammen om innovativ respons” tog med CO-PI til Norge for at høre om de norske kommuners erfaringer med at etablere og drive et fælles responscenter inden for hjemmeplejen.

Billede: Deltagerne på studieturen til Norge, hvor fire kommuner fik indblik i de norske erfaringer med at etablere og drive et fælles responscenter.

Når en ældre borger i Nærøysund Kommune i det nordlige Norge trykker på nødkaldet i sit hjem, går alarmen til et responscenter i Værnes nær Trondheim – cirka 300 kilometer syd for Nærøysund. 

På Værnes Respons tager en sundhedsmedarbejder stilling til, hvordan man skal reagere på nødkaldet. Hvis der er behov for udrykning, kan medarbejderen via en app-funktion fx varsle en vagthavende hjemmeplejemedarbejder i Nærøysund.

Håndterer alarmer for 18 kommuner

Responscentret i Værnes modtager og håndterer alarmer og andre meddelelser fra ældre borgere i eget hjem i tilsammen 18 norske kommuner.

Foruden tryghedsalarmer håndterer responscentret også input fra andre typer af velfærdsteknologi i borgernes hjem såsom kameraer, sensorer og elektroniske medicindispensere. 

Det fælles responscenter er organiseret som en kommunal model, hvor en af kommunerne, Stjørdal Kommune, står for driften af centret.

Projektet blev realiseret i 2017 som et innovativt indkøb, hvor man fik udviklet en software, der samler input fra de forskellige kald og sensorer, man benytter i kommunerne.

Fire danske kommuner i samarbejde

Herhjemme arbejder fire kommuner – Aabenraa, Tønder, Ærø og Ringkjøbing-Skjern – på at etablere en lignende løsning med en centraliseret responsfunktion for de fire kommuner.

Det sker i skaleringsprocessen 'Sammen om innovativ respons' i samarbejde med Danish Life Science Cluster og CO-PI.

Samarbejdet i skaleringsprocessen fokuserer på, hvordan man organiserer en centraliseret responsfunktion samt de teknologiske løsninger, der skal facilitere kontakten mellem borgere, responsfunktionen og den udkørende syge- og hjemmepleje i kommunerne.

Fakta: Sammen innovativ respons

Skaleringsprocessen 'Sammen innovativ respons' er et samarbejde mellem Aabenraa, Ringkøbing-Skjern, Tønder og Ærø Kommuner, CO-PI og Danish Life Science Cluster.

Initiativet sigter på et innovativt offentligt indkøb, hvor kommunerne går sammen om at etablere en fælles central responsfunktion.  

Målet er at frigive ressourcer gennem en ny organisering af opgaver, brug af teknologi og centralisering af responsfunktioner. Ikke alle opgaver behøver blive løst i borgerens eget hjem. Mange opgaver kan klares på distancen ved at udnytte potentialet i nye teknologiske løsninger i en ny organisering. Det gælder både akut og planlagt kontakt, monitorering og tilsyn. 

Læs mere om skaleringsprocessen 'Sammen innovativ respons'

24 deltagere på studietur til Norge

For at høste viden og inspiration fra de norske erfaringer med at etablere og drive Værnes Respons drog repræsentanter for de fire danske kommuner samt KL i november 2024 til Norge på en fælles, tredages studietur sammen med CO-PI og Danish Life Science Cluster. Turen havde i alt 24 deltagere, hvoraf 14 kom fra de deltagende kommuner.

Studieturen bød blandt andet på rundvisning på responscentret i Værnes og en præsentation fra centrets ledelse samt oplæg af politikere og embedsmænd fra to af de deltagende kommuner og fra leverandøren af responscenterløsningen.

Oplæggene blev efterfulgt af dialog i grupper og fælles refleksion mellem de danske og norske aktører. Turen gav også de danske kommuner mulighed for at komme tættere på hinanden og den proces, som de er sammen om.

Vi tog til Norge sammen med fire nysgerrige og meget ambitiøse kommuner, og jeg synes, vi kommer hjem mere afklarede

Ole Bech Lykkebo, programchef, CO-PI

Stor fremdrift på tre dage

"Vi tog til Norge sammen med fire nysgerrige og meget ambitiøse kommuner, og jeg synes, vi kommer hjem mere afklarede og om muligt mere stålsatte. Det er sjovt og sjældent at deltage i et forløb, hvor 24 vidt forskellige mennesker skaber så meget ekstra fremdrift på tre dage," siger Ole Bech Lykkebo, programchef, CO-PI.

Turen til Norge var ifølge programchefen også med at give svar på et vigtigt spørgsmål: Om der er skala nok i det aktuelle samarbejde mellem fire danske kommuner. 

"Erfaringerne fra Norge viser, at fire kommuner er alt nok til en god start. Så skal man bare sørge for at organisere sig, så skala kan vokse efterhånden. Vores norske værter er vokset fra fem til 18 kommuner," siger Ole Bech Lykkebo. 

Det siger deltagerne om studieturen til Norge:

Jens Erik Damgaard, Ringkøbing-Skjern Kommuner

Billede: Jens Erik Damgaard er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommuner.

"Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg kunne få så meget ud af sådan et par dage. Jeg er drevet af nysgerrighed, og det har været rigtigt spændende at høre nærmere om den innovation og teknologi, der ligger i et responscenter.

Det har også været interessant at møde de tre andre kommuner i skaleringsprocessen og få deres perspektiv på tingene. Jeg kan se en masse potentiale i, at vi får en organisering på responsområdet, som er mere robust, end den vi har i dag i de enkelte kommuner."

Marianne Leegaard Møller, Ærø Kommune 

Billede: Marianne Leegaard Møller er ældre- og sundhedschef i Ærø Kommune.

"Jeg havde brug for at komme ud at se fysisk, hvordan et responscenter kan fungere i praksis, og høre om, hvordan processen har været for parterne i Norge – helt fra de fik ideen og til der, hvor de er i dag.  

Det har været en fantastisk tur. Vi fik set responscenteret og blev præsenteret for en model, som jeg godt kan se i en dansk kontekst med nogle få justeringer, da vi blandt andet har en anden lovgivning. Organiseringen af responscentret er det vigtigste, så skal teknologien nok komme." 

Bjarne Ejnar Ipsen, Aabenraa Kommune 

Billede: Bjarne Ejnar Ipsen er myndighedschef i Aabenraa Kommune.

"Turen til Norge har givet os en fælles erkendelse af, at det er komplekst at etablere et fælles responscenter. Det er ikke noget, vi bare lige gør. 

For mig er det væsentligt, at vi får reduceret kompleksiteten og finder ud af, hvad der kan implementeres hurtigst eller give nogle delresultater, frem for at gribe det med de største ambitioner fra starten i processen." 

Keld I. Hansen, Tønder Kommune

Billede: Keld I. Hansen er vicekommunaldirektør, Sundhed, Kultur & Udvikling, i Tønder Kommune.

"Mit formål med at deltage i turen har været at få skaleringsprojektet mere ind under huden, da det til dagligt er vores fagchef Torben Lindbæk-Larsen, der er drivkraft på projektet i Tønder Kommune. Hvad er formålet? Hvordan er projektet struktureret? Hvordan er samarbejdet med de andre kommuner?

Mit udgangspunkt har været, at jeg gerne selv vil fornemme, hvor stærkt projektet står, og jeg kan kun sige, at jeg er blevet meget betrygget i, at det står rimeligt stærkt." 

Solrunn Hårstad, Værnes Respons, Norge

Billede: Solrunn Hårstad er fungerende leder af responscentret Værnes Respons i Stjørdal kommune.

Solrunn Hårstad fra det norske responscenter giver et råd til de danske kommuner i skaleringsprocessen:

"Hvis jeg skulle etablere Værnes Repons i dag, med de erfaringer vi har nu, vil jeg sige, at det vigtigste er at kortlægge behovet.

Tag udgangspunkt i behovet i kommunerne og begynd i det små, men tænk stort, så projektet kan favne flere kommuner." 

Ina Marie Brentebråten-Gulbrandsen, NetNordic, Norge

Billede: Ina Marie Brentebråten-Gulbrandsen er salgschef i NetNordic Norge, som er leverandør af responscenterløsningen i Værnes.

Ina Marie Brentebråten-Gulbrandsen er fra virksomheden NetNordic Norge, som har leveret løsningen til det fælles responscenter i Værnes. Hun har et råd til de danske kommuner om samarbejde med leverandører:

"Hav et åbent sind og vær tålmodig. Sørg for at have en god og tæt dialog undervejs og stil tydelige krav til leverandørerne om, hvilke problemer der skal løses. 

Som leverandør siger man ganske ofte "ja, det kan vi løse", men så viser det sig måske senere, at man kun har løst to ud fire problemer. Så tydelige behovsbeskrivelser er afgørende."

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡