CO-PI var den 1. september på IKA Årskonference 2022 – både med en stand og i paneldebatten, hvor direktør i CO-PI Pia Gjellerup løste udbudsdilemmaer i "Cecilie og Monopolet".
Rikke Thorlund Haahr, Johannes Leidesdorff og Ole Bech Lykkebo holdt stand i CO-PI-hjørnet på 2. sal. Her var det muligt at sætte ord på de meget forskellige problemstillinger, der fylder i de offentlige indkøberes ordrebog, som fx drift af plejecentre og god pleje med færre medarbejdere, cirkulært forbrug ved genbrug af batterier fra el-biler og erstatninger for vejsalt.
Svær balanceakt at være indkøber
Rikke Thorlund Haahr, chefkonsulent og Johannes Leidesdorff, seniorkonsulent i CO-PI, fortæller her om nogle af de problematikker, de vendte med de besøgende på standen, og som alle indkøbere sikkert kan nikke genkende til:
"Vi fik et rigtigt godt og konkret indblik i de problemstillinger, indkøberne møder i det daglige. Det er en svær balanceakt at være offentlig indkøber i denne tid: Du skal realisere utroligt mange politiske mål og krav i dine udbud og løse komplekse problemer, hvor markedet endnu ikke har en løsning. Oven i det holdes der skarpt øje med, at indkøbene foregår korrekt, og at indkøberne kan levere varen i en i urolig og foranderlig verden. Jeg talte med mange offentlige indkøbere, der oplevede, at de ofte var alt for langt væk fra organisationernes konkrete behov," siger Johannes Leidesdorff.
Ofte langt fra organisationernes konkrete behov
En bedre kobling mellem organisationen og indkøbsafdelingen er et ønske, mange indkøbere går rundt med:
"Som indkøber er det vigtigt at være koblet til kerneforretningen. Mange af dem, jeg talte med, oplevede, at de ofte er alt for langt fra organisationernes konkrete behov, og at indkøbene derfor kunne risikere at blive en gentagelse af sidste omgang indkøb, eller blive baseret på indkøbernes egne holdninger og umiddelbare antagelser. En indkøber fortalte fx, at hun den ene dag skulle være ekspert i rengøring og rengøringsydelser, og den næste dag skulle være det i elbiler. Det er selvsagt overordentligt vanskeligt.
Flere pegede på, at der kan være meget lidt tid til selve indkøbet, der er meget, der skal købes ind hele tiden. Derfor kan det være svært at lave den gode inkluderende løsning hver gang. Samtidig er de respektive driftsorganisationer også pressede, hvilket gør at de heller ikke kan sætte ressourcer af hver gang," siger Johannes om de problemstillinger, som indkøberne bakser med.
CO-PI KORTLÆGGER INNOVATIVE INDKØB
- De mange input fra IKA Årskonference skal bruges i en aktuel brugercentreret kortlægning, som CO-PI gennemfører blandt aktører, der arbejder med af innovative indkøb.
- Undersøgelsen skal bruges til at finde frem til, hvordan det er muligt at understøtte arbejdet med innovative indkøb, såvel udbuds- som innovationsfagligt. Kortlægningen skal munde ud i, at CO-PI udvikler konkrete tilbud målrettet de faktiske behov, som fx offentlige indkøbere har.
Kontakt Johannes Leidesdorff [email protected] eller Rikke Haahr [email protected], hvis du vil vide mere om CO-PI's arbejde med innovative indkøb.
Opløftende med de mange ildsjæle
Til årskonferencen var leverandørerne helt med på den grønne dagsorden. Rikke Thorlund Haahr benyttede lejligheden til at kigge nærmere på en række innovative bæredygtige løsninger:
"Det er opløftende at se, at den grønne dagsorden helt klart fylder, og hvor mange ildsjæle der har spændende, innovative og bæredygtige løsninger på hylderne. Der er godt gang i det bæredygtige arbejdstøj, hvor flere udstillere viste arbejdstøj lavet af bl.a. genbrugsstof og plasticflasker."
Møbler af gammelt bolværk
"Et andet eksempel var en virksomhed, der skabte udendørs- og kontormøbler ud af bolværk fra nedlagte havne – ovenikøbet med en ekstrem lang holdbarhed. Træ fra bolværk blev før i tiden gravet ned, fordi man ikke vidste, hvor man ellers skulle gøre af det. Den slags innovative løsninger ser vi flere og flere af," siger Rikke Thorlund Haahr, der også ser en klar kobling til de skaleringsprocesser, som CO-PI faciliterer:
"Går vi sammen i offentlig-private partnerskaber, kan vi udnytte den fælles viden og erfaring vi har på begge sider af bordet mere effektivt, som vi kan se det fra CO-PI's skaleringsprocesser. Her ser vi fx på, hvordan vi i fællesskab kan finde løsninger på at mindske råstofforbruget og genanvendelse af byggematerialer også i fokus," siger Rikke Thorlund Haahr.
Pias bud på grønne dilemmaer i "Cecilie og Monopolet"
"Cecilie og Monopolet" var et populært indslag på konferencen med en række grønne dilemmaer, som panelet beredvilligt svarede på. Fællesnævneren for dilemmaerne var, at du som udbuds- eller indkøbsafdeling ikke kan løse klimaudfordringen alene: Tiden kalder på offentlig-private partnerskaber, videndeling og fælles løsninger i større skala.
Mere skala i efterspørgslen til markedet
Pia Gjellerup, direktør i CO-PI slog fast, at den offentlige efterspørgsel kun kan bruges som katalysator for omstilling, men det er hele organisationen, fx kommunen, der skal være med. Og ofte mere end det.
Nogle gange kræver udvikling af gode løsninger på komplekse problemer, at der kommer skala i efterspørgslen. Ikke nødvendigvis sådan, at vi køber ind sammen og har ens kontrakter, men at vi bliver gode til at forene kræfterne i dialogen med virksomhederne, så vi træffer de samme, rigtige valg og klart signalerer til leverandørerne, hvad det kan betale sig for dem at udvikle.
Overvej indkøbsbehovene hver gang
Indkøberne skal også overveje egne – altså brugernes behov – hver gang. Ofte er det klimarigtige køb måske ikke en lidt grønnere udgave af det, der plejer at blive købt. Måske skal der findes en helt anden løsning på problemet.
Og det bedste grønneste køb kan i nogle tilfælde også være intet køb. Derfor skal indkøberne være tættere på brugerne for at afsøge muligheder og afklare behovene, inden udbudsbekendtgørelsen forfattes.
Gå nye veje sammen med andre
En sidste opfordring til de offentlige indkøbere, Pia Gjellerup gav videre, var, at de ikke skulle tøve med at efterspørge grønnere løsninger fra leverandørerne. Måske skal ordregiverne endda gå skridtet videre og ikke kun spørge nuværende og kendte leverandører, men afsøge nye retninger eller markeder.
Som Pia Gjellerup afslutningsvis sagde:
"Det er værd at huske på, at man ikke er alene som ordregiver: Nogle gange skal der flere med, så der opnås skala i efterspørgslen for at hjælpe udviklingen på vej. CO-PI kan hjælpe med at få gang i samarbejdet mellem offentlige og private aktører, da vi netop nu tester og udvikler en ny proces til skalering af offentlige indkøb."