De 'vilde problemer' står ofte uden én ejer, men de skal alligevel løses regionalt med et smalt opdrag – eller af økonomisk pressede kommunalbestyrelser.
Det er politikerne, der for alvor kan sætte skub i nye måder at indrette samfundet på.
Men kan de, og tør de?
To markante kommunalpolitiske profiler
Hvilket politisk lederskab kræver det at håndtere de vilde problemer, og hvordan bliver der plads til visioner, mod og tværgående lederskab?
Den debat tager CO-PI på dette års Folkemøde, men inden da varmer vi op med to markante kommunalpolitiske profiler, der har rakt ud til borgere og virksomheder for at få inspiration og bud på vilde løsninger.
Tør det offentlige ikke løbe risikoen?
- Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester i Middelfart Kommune, har for alvor sat den grønne omstilling på den kommunale agenda med ambitiøse klimahandlingsplaner og det årlige Klimafolkemøde på havnen i Middelfart.
- Steffen Husted Damsgaard (V) er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune. I april i år blev Lemvig Kommune tildelt Kommunernes Landsforenings Klimapris 2023. Steffen Husted Damsgaard er desuden formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Begge peger på nødvendigheden af, at politikere skal være villige til at tænke innovativt og i større grad inddrage både borgere og virksomheder, når der skal udvikles nye, nødvendige løsninger i den grønne omstilling.
Høj fart på den grønne omstilling i Middelfart
Middelfart Kommune har gennem en årrække haft førertrøjen på, når det kommer til at tænke ud af boksen og turde at satse på den grønne omstilling.
Johannes Lundsfryd Jensen har været borgmester siden 2017. Han mener, at politikerne skal være villigere til at eksperimentere og være mere åbne for dialogen med borgere – fx i den grønne omstilling:
"Vi har Klimafolkemødet første weekend i september, som med 275 arrangementer i år er det største program i Klimafolkemødets historie, og hvor temaet er ’Klimahandling sammen’," siger Johannes Lundsfryd Jensen om én af måderne, kommunens politikere henter inspiration udefra på.
Som politikere skal vi tænke nyt og eksperimentere
Middelfart Rådhus kan kalde sig Danmarks mest bæredygtige, offentlige byggeri med de to certifikater DGNB Platin og Diamant.
For Johannes Lundsfryd Jensen er det forudsætning, at politikerne og kommunen går forrest, for at vise at der er handling bag ordene.
”Vi har også brug for – i den måde, vi bor på – at belaste klimaet mindst muligt. Derfor bliver der plantet 1.200 nye træer og bygget cirka 220 bæredygtige huse på et tidligere landbrugsareal, som vi kalder Naturbyen. Det får sit helt eget økosystem. Vi er ganske enkelt nødt til at tænke nyt og eksperimentere – og her skal vi politikere vise vejen og gå forrest,” siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Medvind fra borgere til vindmøller i Lemvig
Vi står som samfund over for vilde problemer, der kræver politisk mod og nytænkning. Det gælder ikke mindst i forhold til klimatilpasning og den grønne omstilling.
Fra politisk hold er det besluttet, at produktionen fra vind- og solenergi skal firedobles frem mod 2030. Det kan give problemer lokalt, hvis der ikke er opbakning fra borgerne.
Men hvordan inddrager man så borgerne i svære, komplicerede beslutninger i den grønne omstilling?
Klimapris for indsatsen
Det har Lemvig Kommune fundet en god opskrift på.
Opskriften er en ny medejerskabsmodel, hvor kommunen har opnået opbakning til at opføre energiparker – uden borgerklager, der samtidig giver rekreative muligheder og understøtter biodiversitet og klima.
Den indsats fik kommunen i april i år KL’s Klimapris for. Begrundelsen for anerkendelsen lød, at man i Lemvig i særlig grad har skabt lokal opbakning, forankring og følgeskab fra borgere, civilsamfund og erhvervsliv.
Politikere skal arbejde på nye måde
Steffen Husted Damsgaard peger da også på, at politikerne skal erkende, at de ikke kan løse problemerne på egen hånd:
"Målsætningen er den lette del. Det er realiseringen, der er den svære. Løsningerne på nutidens og fremtidens problemstillinger skabes bedst i samarbejde med lokalbefolkningen."
"Men det kræver også, at lokalsamfundene, energiproducenterne og myndighederne er parate til at arbejde sammen på en helt ny måde," siger Steffen Husted Damsgaard om processen med at inddrage borgere og andre aktører i lokalsamfundet.
Hvordan leder vi politisk de vilde problemer?
På dette års Folkemøde sætter CO-PI sammen med Resonans og Forum for Fremtidens Offentlige Styring og Ledelse spot på ledelse af de vilde problemer.
Vi diskuterer forudsætningerne for at skabe nye, vilde løsninger i offentlig-privat samarbejde.
Kom og deltag i debatten, hvor vi udforsker bredt og zoomer ind på fremtidens politiske lederskab.
Panelet består af:
Johannes Lundsfryd (A), borgmester, Middelfart Kommune.
Steffen Damsgaard (V), formand for Landdistrikternes Fællesråd, og formand for Teknik & Miljøudvalget, Lemvig Kommune.
Henrik Gottlieb Hansen (A), formand for det regionalpolitiske forum Unge udenfor, Region Midtjylland.
Christina Olumeko, MF for Alternativet, kommunal- og indenrigsordfører.
Perspektivpanelet består af:
Pia Gjellerup, direktør, CO-PI.
Ditte Lysgaard Vind, direktør, samt forfatter og oplægsholder, The Circular Way, medlem af Designrådet.
Camilla Tanghøj, kontorchef, Kontor for Tværgående Strategi & Politik, KL.
Tid og sted
Torsdag d. 15/6 2023 kl. 15:15 - 16:15, Brandstationens debattelt, Allinge.
→ Læs mere om debatten på Folkemødets programside (folkemoede.dk)