Celleglas skåner naturens ressourcer – og kan bruges igen og igen

Billede: I takt med at stabilgrus bliver en mangelvare, er der behov for at finde nye materialer til bygge- og anlægsprojekter. I mange tilfælde kan celleglas være et godt alternativ. Foto: Dansk Celleglas.
I bygge- og anlægsbranchen bruges store mængder råstoffer, men ressourcerne er ikke uendelige. Derfor er der behov for at tænke nyt og handle anderledes.
Virksomheder Dansk Celleglas sælger et materiale, som ikke bare er mere bæredygtigt, men også kan løse mange af de udfordringer, hvor materialer som grus og beton bliver udfordret.
Fra glasaffald til byggematerialer
Celleglas er et let, men stærkt byggemateriale, som fremstilles af glasaffald, for eksempel emballageglas og vinduesglas, der ikke kan genanvendes til nye glasprodukter. I stedet for at ende som affald, kan glasset udvikles til et nyt, holdbart byggemateriale.
”Celleglas kan erstatte råstoffer som grus, sand og beton i mange typer byggeprojekter – særligt dér, hvor vægt og bæreevne er kritiske faktorer,” forklarer Søren Refsgaard, administrerende direktør i Dansk Celleglas.
Brugt under Letbanen i Lyngby
Netop vægten er en af de helt store fordele ved at anvende celleglas. Materialet er derfor ideelt i projekter, hvor traditionelle materialer ville være for tunge.
Et eksempel er den nye letbane i Hovedstadsområdet, hvor man har anvendt celleglas til strækningen i Lyngby. Undergrunden er nemlig for blød til at kunne klare det pres, som letbanen vil give.
”Ved at bruge celleglas har man undgået at fjerne 140.000 tons jord og erstatte det med tilsvarende mængder grus. I stedet har man brugt 7.000 kubikmeter celleglas,” siger Søren Refsgaard.

Vi kan ikke tvinge nogen til at vælge bæredygtige materialer, men vi kan sikre, at de har den nødvendige viden til at træffe de bedste beslutninger
Isoleringseffekt testet sammen med Næstved Fjernvarme
Den lave vægt er ikke kun en fordel i forhold til overhovedet at gøre det muligt at bygge steder, hvor underlaget kræver en lav vægt. Der følger også en række andre fordele, såsom besparelser på transport, mindre jordhåndtering og enklere funderingsprocesser.
En anden fordel ved celleglas er de isolerende egenskaber, og derfor kan det være fordelagtigt at bruge omkring fjernvarmeledninger.
”Normalt omkranses rørene af grus. Vand bortleder varme meget hurtigt, så fugtigt grus køler rørene. Celleglas forbliver tørt, og det reducerer energispild,” forklarer Søren Refsgaard.
Næstved Fjernvarme ville gerne være med til at teste materialet ved anlægsarbejder med fjernvarmeledninger. Testen foregik på en 18 meter lang renoveret fjernvarmestrækning under en græsplæne ved et offentligt boligbyggeri i Skovparken i Næstved.
Produktet viste sig at reducere varmetabet langt bedre end grus.
Omsætter man den teoretiske besparelse til virkelighed, ville hver husstand i Næstved Fjernvarmes dækningsområde kunne spare ca. 800 kr. om året, viste beregninger, som fjernvarmeselskabet fik foretaget.

Bæredygtigt byggeri kræver mere end visionære ambitioner
Selvom bæredygtige materialer som celleglas kan gøre en stor forskel i CO2-regnskabet, oplever Søren Refsgaard stadig, at pris ofte vægtes højere end klimaet.
Så hvad skal der til for at få flere bygherrer til at vælge bæredygtige alternativer? Ifølge Søren Refsgaard kræver det både politisk vilje og større bevidsthed i branchen.
"Vi kan ikke tvinge nogen til at vælge bæredygtige materialer, men vi kan sikre, at de har den nødvendige viden til at træffe de bedste beslutninger," siger han.
Netop derfor ser han JORDNÆR INNOVATION som et vigtig rum til at samle bygherrer, leverandører og beslutningstagere om den grønne dagsorden.
"Jeg håber at kunne provokere beslutningstagerne til at tænke længere end prisen her og nu – og i stedet se på de reelle fordele ved at bygge bæredygtigt," siger Søren Refsgaard.
Mød Dansk Celleglas på konferencen JORDNÆR INNOVATION
Til konferencen og markedsdialogen JORDNÆR INNOVATION den 27. marts på Musicon i Roskilde vil leverandørerne Dansk Celleglas, Leca, Kalkstabil, RGS Nordic, SiteHub og Thing Brandt Landskab fortælle om, hvilke løsninger de kan tilbyde, som kan reducere brugen af råstoffer.
"Jeg håber at kunne provokere beslutningstagerne til at tænke længere end prisen her og nu – og i stedet se på de reelle fordele ved at bygge mere bæredygtigt," siger Søren Refsgaard.
VIL DU VIDE MERE?
Du er velkommen til at kontakte:
Søren Refsgaard
Adm. direktør
+45 40 64 68 04 | [email protected]
Kontakt
Kommunikationskonsulent
[email protected]
61 81 27 78