AI-baseret løsning hjælper Kolding Kommune til energibesparelser

En ny AI-baseret løsning giver Kolding Kommune et detaljeret overblik over energiforbruget i 350 bygninger og identificerer de steder, hvor der er størst potentiale for energioptimering.

Billede: Kolding Kommune bruger system baseret på kunstig intelligens til at finde potentielle energibesparelser. På billedet ses Koldings mest kendte vartegn - Koldinghus. Foto: Kolding Kommune

Energibesparelser i offentlige bygninger er et væsentligt bidrag til den grønne omstilling.

I Kolding Kommune har man arbejdet med energibesparelser i mere end 25 år og opnået betydelige reduktioner i forbruget.

Fra 1999 til 2023 har Kolding Kommune mindsket energiforbruget i sine bygninger med 37 procent, mens CO2-udledningen pr. m2 er reduceret med 83 procent. Men her stopper det ikke, for kommunen jagter stadig nye besparelser.

Et af de centrale værktøjer til at reducere energiforbruget i Koldings kommunale bygninger har gennem årene været et traditionelt energistyringsprogram.

Ny løsning overvåger forbruget time for time

I 2020 indledte kommunen imidlertid et samarbejde med den unge iværksættervirksomhed Ento og implementerede en ny løsning med en platform, som anvender kunstig intelligens til at analysere energiforbruget og udpege de steder, hvor der er størst potentiale for energibesparelser.

Det fortæller Pernille Bech Darbroudi, som er energikoordinator i Kolding Kommune og har været med til at indføre og tage den nye, AI-baserede løsning i brug.

"Løsningen overvåger og analyserer energiforbruget time for time og finder automatisk de bygninger, hvor der er stigninger i forbruget. Frem for at vi manuelt skal bladre alle de manuelt opsatte alarmer igennem," siger hun.

Vi sparer meget tid og opdager meget mere energispild med den nye løsning.

Pernille Bech Darbroudi, energikoordinator, Kolding Kommune

Systemet giver automatisk alarmer

Det nye system giver automatisk alarmer, når der er ændringer i energiforbruget, som Pernille og hendes kolleger skal være opmærksomme på. 

I det gamle energistyringssystem skulle medarbejderne selv sætte alarmgrænser for de enkelte målere ud fra energibudgetter, som ikke altid var opdaterede i forhold til det aktuelle brug af bygningen.

"Med over 1.000 målere i drift havde vi ikke kapacitet til at gøre det arbejde ordentligt. Vi sparer meget tid og opdager meget mere energispild med den nye løsning," siger Pernille Bech Darbroudi.

Systemet fra Ento er baseret på data fra Energinets målere, samt andre automatiske el-, vand- og varmemålere, der er opsat på ejendommene.

Derudover inkluderer systemet flere andre kilder som fx vejret, specifikke bygningsdata og oplysninger om helligdage og ferieperioder.

De mange data giver tilsammen den kunstige intelligens en dybere forståelse af bygningernes energiforbrug.

En stor detaljeringsgrad i overvågningen

En af de store fordele ved det nye system er detaljeringsgraden i overvågningen af de enkelte ejendommes energiforbrug. 

"Når jeg tidligere kontaktede den ansvarlige på en af vores skoler på grund af en uventet stigning i energiforbruget, var det svært for mig at give en præcis indikation af, hvad han skulle holde øje med. Det kan jeg gøre bedre nu. Systemet registrerer det nøjagtige tidspunkt, og hvordan forbrugsmønstret ændrer sig," siger Pernille Bech Darbroudi.

Det kan fx være et ventilationsanlæg, som ”hopper ud” af den tidsindstilling, det er sat til at køre efter, og derfor pludselig kører døgnet rundt med et højere energiforbrug til følge. Den slags fejl ville man tidligere have været længere om at opdage. 

Får løbende mere data om vand og varme

I de første år har systemet især gjort en forskel i forhold til overvågning af elforbruget i kommunens bygninger, mens data for vand- og varmeforbruget kun er tilgængeligt som dagsværdier frem for timeværdier og derfor er svære at udlede noget af.

"Det er vores opgave løbende at få mere data ind på vand- og varmeforbruget. I øjeblikket er vi ved at sætte lokale vandmålere op, som skal registrere forbruget time for time," siger Pernille Bech Darbroudi og forudser, at det vil give nye, væsentlige data til platformen.

"Jeg forventer et stort potentiale for vandbesparelser ved bedre at kunne detektere uønsket forbrug på timeniveau," siger energikoordinatoren.

SÅDAN FUNGERER ENTOS SYSTEM TIL ENERGIOPTIMERING

Kernen i Entos løsning er et sæt avancerede algoritmer, der lærer hvordan den enkelte bygning drives. 

Systemet indsamler energidata og andre oplysninger som vejr, kalender og bygningsspecifik information. 

Derefter analyserer systemet data for at finde de mest effektive energioptimeringstiltag.

Potentielle forbedringer på tværs af alle bygninger identificeres og rangordnes efter de mulige energibesparelser. 

Tiltagene prioriteres automatisk af systemet og præsenteres for fx energimedarbejdere, så de kan sætte ind, hvor potentialet er størst. 

Efter implementering af tiltag til energioptimering overvåger den virtuelle rådgiver forbruget for at dokumentere de faktiske besparelser. 

Kilde: ento.ai

VIL DU VIDE MERE?

Du er velkommen til at kontakte:

Pernille Bech Darbroudi
Energikoordinator
24 87 92 43 | [email protected]

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡