3 fordele ved innovative offentlige indkøb

De offentlige indkøb for 380 milliarder kroner om året rummer et stort potentiale: De kan blive den innovationsmotor, som løser nogle af vores største samfundsudfordringer.

Billede: Ole Bech Lykkebo, analysechef i COI.

Det offentlige Danmark køber hvert år ind for 380 milliarder kroner. Indkøbene omfatter alt fra kuglepenne og computere til nye veje og plejehjem og en bred vifte af konsulent- og serviceydelser til kommuner, regioner og stat.

Nogle offentlige indkøb er lige så enkle som at bestille dagligvarer på nettet, mens andre involverer komplekse udbudsprocesser. I en del indkøb arbejder offentlige arbejdspladser sammen med private leverandører om at bruge kendte løsninger på nye måder eller udvikle helt nye løsninger på konkrete problemer eller samfundsbehov. De skaber innovation sammen.  

Innovative offentlige indkøb (IOI) er en samlet betegnelse for dette samspil.

Det behøver ikke være helt nyt

Som med al anden innovation behøver det nye ikke være helt nyt. Det innovative indkøb kan være indkøb af eksisterende produkter, der i kombination med nye serviceydelser og arbejdsgange skaber værdi et nyt sted. Det er fx et innovativt indkøb, hvis et plejehjem indkøber en kendt sensorteknologi og tager den i brug på en måde, som forbedrer de dementes livskvalitet og de ansattes arbejdsmiljø.

Det er også et innovativt indkøb, hvis plejehjemmet peger på et problem for de demente, som der ikke findes en løsning på i dag. Og hvor der så etableres et offentligt-privat samarbejde om at udvikle den teknologi, som er med til at løse problemet.

At begive sig ud i et innovativt indkøb kræver både et anderledes forarbejde og et større fokus på at tage det nye rigtigt i brug end ved traditionelle indkøb.

Et langt større potentiale

Der findes en række gode eksempler i Danmark på, at den offentlige og private sektor arbejder sammen om innovation.

"Potentialet i at bruge offentlige indkøb til at skabe innovation er dog langt større, og med de store samfundsudfordringer, vi står overfor, er det helt nødvendigt at få de innovative offentlige indkøb op i en større skala," siger Ole Bech Lykkebo, analysechef, COI.

"Hvis vi skal nå 70 procents-målsætningen på klimaområdet, får vi både brug for mange nye løsninger, og for at mange tager de nye løsninger i brug," vurderer han.

Hvilke fordele giver det, når det offentlige køber innovativt ind?

Det giver analysechef i COI Ole Bech Lykkebo svar på her:

1. Vi får mere og bedre innovation

Innovative offentlige indkøb åbner for et større – og nyt – innovationsrum. Ved at samle viden, ressourcer og kompetencer fra både offentlige og private virksomheder og samarbejde på tværs om nye produkter og løsninger kan man skabe resultater, som ingen af parterne ville kunne opnå på egen hånd.  Ved at involvere det private marked, som er præget af konkurrence, opnår man en mere dynamisk proces, der fremmer innovation.

2. Begge parter vinder

Når det offentlige og private arbejder tæt sammen via innovative offentlige indkøb, er der større sandsynlighed for, at man ”rammer plet” med nye løsninger.

Den offentlige arbejdsplads får en løsning, der er målrettet lige netop det uløste problem, som man står med. Det kan give bedre kvalitet for borgerne, øget effektivitet og større medarbejdertilfredshed.

Den private virksomhed får større indsigt i konkrete offentlige behov, fordi et samarbejde giver mulighed for at udvikle, afprøve og forfine de nye løsninger direkte sammen med borgerne undervejs. Dermed kan den private virksomhed bedre målrette sine investeringer i nye løsninger, som også efterspørges af andre offentlige kunder.

3. Store samfundsudfordringer løses kun i fællesskab

Vi står over for store samfundsudfordringer, som hverken det offentlige eller det private erhvervsliv kan løse alene. Den demografiske udvikling med en større andel af plejekrævende ældre er et eksempel. Klimaudfordringen og målsætningen om, at Danmarks CO2-udledning skal reduceres med 70 procent inden 2030, er et andet.

Det kræver en enorm innovationskraft at skabe de løsninger, der skal til for at løse de store samfundsudfordringer. Ingen kender i dag alle de nye løsninger, vi får brug for.

Løsningerne vil kræve samarbejde mellem mange aktører – heriblandt borgere, frivillige foreninger, fonde og vidensinstitutioner. Og i høj grad også de private virksomheder.

Fokus på offentlig-privat samarbejde

- I økonomiaftalerne for 2019 blev regeringen, KL og Danske Regioner enige om at fastlægge en ny strategi for COI's funktion og arbejde, så COI's innovationsfaglighed rettes imod understøttelse af innovationsfokus i offentlig-privat samarbejde.

- Det blev derfor aftalt, at COI udvikler særlige indsatser for at understøtte innovationsfokus i den offentlige sektors samarbejde med den private sektor.

- COI har i 2020 faciliteret en spredningsproces, hvor 60 beslutningstagere fra ca. 30 danske og norske organisationer med afsæt i det succesfulde norske partnerskab om Leverandørudviklingsprogrammet (LUP) har inspireret hinanden i arbejdet med at fremme innovative offentlige indkøb.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, viden og inspiration – direkte i din indbakke. CO-PI's nyhedsbrev udkommer 1-2 gange om måneden. 💡