Offentlige bygherrer fra hele landet har slået sig sammen om at sikre en fremtid, hvor bygge- og anlægsprojekter drives af emissionsfrie arbejdsmaskiner.
Den nye publikation ’GRØNT GEARSKIFTE til emissionsfrie arbejdsmaskiner’ dokumenterer deres fælles indsats – og præsenterer konkrete erfaringer fra hele landet.
Publikationen er en del af skaleringsprocessen 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner' og opsummerer de erfaringer og udfordringer, som offentlige bygherrer har mødt på deres vej mod grønnere byggepladser.
GRØNT GEARSKIFTE til emissionsfrie arbejdsmaskiner
Diesel hører fortiden til
Den nye publikation kommer på et kritisk tidspunkt for klimaet. Byggebranchen står for en væsentlig del af CO2-udledningen, og der er store potentialer i at skifte fra fossile til emissionsfrie arbejdsmaskiner.
Offentlige bygherrer har derfor et særligt ansvar. Som store aktører kan de ikke kun stille krav til brugen af emissionsfrie maskiner i deres udbud – de kan også sætte skub i udviklingen af nye teknologier.
"Vi har samlet erfaringerne fra 18 offentlige bygherrer, der er gået forrest i arbejdet med emissionsfrie løsninger. Deres besked til virksomhederne er klar: Nu kommer vi med efterspørgslen efter de emissionsfrie maskiner. Så kære virksomheder, det er nu, I skal lave det grønne gearskifte. Diesel var i går," siger Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI.
Grøn omstilling i hele landet
I publikationen 'GRØNT GEARSKIFTE til emissionsfrie arbejdsmaskiner' hører vi fra bygherrer over hele landet – fra Aalborg og Esbjerg til Københavns Kommune og Kildedal By – sidstnævnte et byudviklingsprojekt, der er på vej i Ballerup Kommune på Sjælland.
I alt 18 offentlige bygherrer fortæller i publikationen ærligt om, hvor udfordringerne ligger, og hvilke skridt i retning af emissionsfrie arbejdsmaskiner de har taget i konkrete projekter.
Erfaringer fra projekter som Vejdirektoratets pilotprojekt i Nordjylland og Aalborg Kommunes forsøgs-byggeplads viser fx, at tidlig involvering af alle aktører og tydelig efterspørgsel efter emissionsfrie er afgørende for at skabe succesfulde grønne byggepladser.
Det siger håndværkerne om eldrevne maskiner…
Et udpluk fra bogen med citater fra håndværkere, der har arbejdet med eldrevne arbejdsmaskiner på projektet ”Mødestedet” i Aalborg Kommune:
"Jeg er meget positivt indstillet over for det, og maskinerne fungerer rigtigt godt."
"Der er slet ikke den samme støj fra maskinerne, hvilket er et kæmpe plus. Jeg havde egentlig ikke tænkt over det før, men når først støjen er væk, bemærker man det tydeligt."
"Opladningen er et spørgsmål om tilvænning – man skal huske at sætte maskinerne til at lade natten over, og stikkene skal vende rigtigt. Hvis opladningen ikke kører som planlagt, kan det få store konsekvenser for arbejdet den efterfølgende dag."
"Det største minus er, at man altid skal huske at tænke lade-tiden ind i planlægningen. Det er vigtigt at få en fast procedure for det."
"Maskinerne fungerer fuldstændigt som de dieseldrevne, og de har præcis de samme kræfter. Man skal med andre ord glemme sine fordomme om de eldrevne maskiner."
"I den kolde periode af året bliver batterierne afladet hurtigere, men dog ikke så hurtigt, at det giver problemer."
→ Læs mere og se flere citater i publikationen 'GRØNT GEARSKIFTE til emissionsfrie maskiner'
Lancering på stor Grønt Gearskifte-konference
Publikationen lanceres i dag på ’Grønt Gearskifte 2.0 – fra hensigt til handling’, en konference, hvor over 200 offentlige bygherrer og private leverandører deltager.
Konferencen er arrangeret af CO-PI og partnerne i skaleringsprocessen ’Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner’ og samler aktører fra hele byggeriets værdikæde.
Målet med skaleringsprocessen er, at der imellem nu og 2028 bestilles minimum 1.000 nye emissionsfrie maskiner.
"Vi opfordrer andre offentlige bygherrer til at komme med i fællesskabet nu. Jo flere, der stiller krav om emissionsfrie maskiner, jo hurtigere når vi målet – til gavn for klimaet, folkesundheden og arbejdsmiljøet," siger Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI.
18 offentlige bygherrer der deler erfaringer
De fortæller om erfaringer med omstillingen til emissionsfrie arbejdsmaskiner:
- Københavns Kommune
- Aalborg Kommune
- Aarhus Kommune
- Frederiksberg Kommune
- Middelfart Kommune
- Rudersdal Kommune
- Esbjerg Kommune
- Odense Kommune
- Region Hovedstaden
- Metroselskabet og Hovedstadens Letbane
- Vejdirektoratet
- Sund & Bælt
- DSB
- Novafos
- Aarhus Vand
- Aarhus Havn
- Aalborg Forsyning
- Kildedal By
KL, DI Byggeri og Gate 21 støtter op
Interessen for dialog og det offentlige-private innovationssamarbejde er stor. Både KL, DI Byggeri og Gate 21 støtter op om processen ved for nylig at have underskrevet partnererklæringer, der forpligter dem til aktivt at fremme det grønne gearskifte i bygge- og anlægssektoren.
Læs også: Grøn omstilling i kommunerne: KL med i partnerskab om emissionsfrie arbejdsmaskiner
Læs også: CO-PI og DI Byggeri: Partnerskabserklæring får udvikling af emissionsfrie arbejdsmaskiner op i gear
Download publikationen 'GRØNT GEARSKIFTE til emissionsfrie arbejdsmaskiner':
GRØNT GEARSKIFTE til emissionsfrie arbejdsmaskiner