Hvert år forbruger og indkøber kommunerne varer og tjenesteydelser for over 100 milliarder kroner.
Det giver kommunerne en central rolle i at minimere klimaaftrykket og miljøbelastningen fra indkøb.
Derfor betyder det også noget, hvordan kommunerne efterspørger – og dermed påvirker – produktion og forbrug.
Brug mindre, undgå eller gentænk
Der er mange veje til at mindske klima- og miljøbelastningen fra forbrug og indkøb.
Nogle produkter kan vi bruge mindre af, helt undgå eller erstatte med mere klima- og miljøvenlige alternativer – som fx friske blomster, kontorartikler og plastprodukter.
I andre tilfælde kan indkøb og forbrug gentænkes. Gennem dialog og samarbejde med producenter og leverandører kan vi udvikle og anvende mere klimavenlige produkter og løsninger, eksempelvis ved cirkulær materialeanvendelse.
11 eksempler på nye veje
Kommunerne har for længst taget bolden op. Denne casesamling præsenterer en række forskellige metoder til at gentænke forbrug og indkøb. Målet er at inspirere kommunale beslutningstagere og medarbejdere til at arbejde mere med forbrug og indkøb som strategisk drivkraft for grøn omstilling.
Det kan ske ved at kopiere eksemplerne fra casesamlingen direkte – vi opfordrer til at 'stjæle med stolthed' – eller ved at lade sig inspirere af de tilgange og væsentlige elementer, som kan overføres til andre opgaveområder.
De 11 cases illustrerer en variation i metoder og områder og er udvalgt fra både store og små kommuner. Forhåbentlig er der inspiration at hente, uanset hvor i organisationen du arbejder, og hvilken rolle du har
Bestil trykt version
Ønsker du den trykte version, kan du bestille den gratis ved at udfylde formularen herunder: