Offentlig innovation består af noget helt nyt eller væsentligt ændret, der samtidig har skabt værdi. Den definition skelner ikke mellem forskellige former for innovation, men indfanger både radikal og inkrementel innovation.
Radikal innovation indebærer en markant redefinering af en problemstilling og dermed også af løsningsbehovene. Radikal innovation ændrer vores opfattelse og handlemønstre fundamentalt og fører til grundlæggende andre måder at udvikle og levere ydelser på.
En ud af tre offentlige innovationer er en helt ny praksis, der bryder med arbejdspladsens tidligere praksis, viser Innovationsbarometeret.
Figuren viser, om arbejdspladsens seneste innovation er en helt ny tilgang, der bryder med arbejdspladsens tidligere praksis. Figuren bygger på spørgsmålet ”Hvilken beskrivelse passer bedst på, hvor tæt den seneste innovation er på jeres tidligere praksis?” med svarmulighederne ”Videreudvikling af vores tidligere praksis”, ”Helt ny tilgang, som bryder med vores tidligere praksis” og ”Ved ikke”. Spørgsmålet er kun stillet til de arbejdspladser, der har indført mindst én innovation inden for en toårig periode. Procentandelene i figuren summerer ikke til 100 %, da figuren ikke viser den ene procent, der har svaret ”ved ikke”. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.352.
Fordi radikale innovationer indebærer større brud med det bestående, er der større risiko og usikkerhed i innovationsprocessen. Men det er også her, der er mulighed for at finde de radikalt anderledes løsninger. Radikal innovation står over for inkrementel innovation, hvor værdien opnås gennem mindre, løbende forbedringer, der sjældent for alvor bryder med det bestående. At skabe det større brud kræver noget andet, end det vi plejer at gøre i innovationsarbejdet.
Intet tyder på, at vi alene ved at lave inkrementelt innovationsarbejde af høj kvalitet kan skabe de radikale innovationer, vi skal bruge for at løse de vilde problemer.
Vilde løsninger på vilde problemer
Vilde problemer er i høj grad defineret af problemernes karakter. Når vi skifter blik og ser på de vilde løsninger, foretager vi derfor et spring, hvor vi bevæger os væk fra det helt grundlæggende – problemerne. Vi identificerer i stedet de løsninger, der potentielt kan gøre indtryk på de vilde problemer.
I Innovationsbarometeret kan vi ikke direkte se, om innovation er udviklet for at gøre indtryk på vilde problemer. Men vi kan identificere de innovationer, som har potentialet til det. Det gør vi ved at kigge i materialet efter innovationer, der dels er markante nybrud, som vist i figuren ovenfor, og som dels har stor skala.
Nybrud: Innovationen skal være en helt ny tilgang, der bryder med arbejdspladsens tidligere praksis. Det gælder for 32 procent af de offentlige innovationer. Med den akse indfanger vi, at vilde problemer ikke kan løses med små justeringer, men kræver, at der sker større ændringer.
Skala: For det andet er der tale om innovationer, der har en vis skala. Det indfanger vi gennem to forhold; dels at innovationen er skabt i eksternt samarbejde med nogen uden for arbejdspladsens egen kommune, region eller ministerområde. Og dels at innovationen er kompleks i den forstand, at den består af flere typer innovation. Det vil sige, at innovationen ikke udelukkende enten er nye produkter, nye services, nye måder at kommunikere med omverdenen på eller nye måder at organisere arbejdet på – men en kombination af flere typer innovation. Der er på denne måde skala i 27 procent af de offentlige innovationer.
De vilde løsninger er altså her de innovationer, der både har stor skala og er nybrud. Det drejer sig om ni procent af de offentlige innovationer. Om de vilde løsninger reelt knytter sig til vilde problemer, kan vi ikke afgøre. Men vi kan se, hvad der kendetegner de løsninger, der har potentiale til at gøre indtryk på de vilde problemer.
Figuren illustrerer, at 9 % af offentlige innovationer er vilde løsninger i den forstand, at de både har stor skala (er skabt i eksternt samarbejde og indeholder flere typer innovation) og er en helt ny tilgang for arbejdspladsen. 18 % af innovationerne har stor skala, men er en videreudvikling af arbejdspladsens tidligere praksis. Omvendt er 23 % en helt ny tilgang, men har mindre skala. 50 % af innovationerne har mindre skala og er en videreudvikling af arbejdspladsens tidligere praksis. Figuren tager udgangspunkt i offentlige arbejdspladser, der har indført mindst én innovation i perioden forår 2021 til forår 2023. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.352.
Figuren viser øverst til højre de ni procent vilde løsninger. Næst i cirklen vises de 18 procent innovationer, der har stort omfang, men som ikke er et brud med tidligere praksis. Øverst til venstre vises de 23 procent innovationer, der omvendt er et brud med tidligere praksis, men som er af mindre skala. Endelig ses restgruppen nederst. Det er de offentlige innovationer, der hverken har stor skala eller er et afgørende brud med tidligere praksis, og som udgør halvdelen af de offentlige innovationer.
Det er på de regionale og statslige arbejdspladser, vi oftest ser vilde løsninger. På de regionale arbejdspladser er 12 procent af innovationerne vilde løsninger, mens det gælder 11 procent af de statslige innovationer. På de kommunale arbejdspladser er otte procent af innovationer vilde løsninger.
Forskellen mellem sektorerne er dog ikke signifikant og hænger også sammen med, at det er på de største arbejdspladser, der oftest udvikles vilde løsninger.
Risikovillighed
Nulfejlskultur og frygt eller modstand mod risiko bliver ofte fremhævet, som barrierer for innovation. Ofte taler man om risiko i innovationsarbejdet som en risiko, der kan identificeres og som man kan arbejde på at reducere.
Data fra Innovationsbarometeret kaster lys over forholdet mellem risikovillighed og innovation. Alle arbejdspladser i undersøgelsen er blevet spurgt, hvor enige de på arbejdspladsens vegne er i udsagnet ”Vi går gerne nye veje, selvom der er risiko for, at det er den forkerte vej”.
Figuren viser, i hvor høj grad offentlige arbejdspladser er enige eller uenige i, at de gerne går nye veje, selvom der er risiko for, at det er den forkerte vej. Procentandelen til højre viser den samlede procentandel, der har svaret ”helt enig” og ”delvist enig”, mens procentandelen til venstre omvendt viser den samlede procentandel, der har svaret ”helt uenig” og ”delvist uenig”. Procentandelene summerer ikke til 100 %, fordi den ene procent, der har svaret ”ved ikke” og de 2 %, der har svaret ”ikke relevant” er udeladt. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=1.611.
De fleste offentlige arbejdspladser er enige i, at de gerne går nye veje, selvom der er risiko for, at det er den forkerte vej. Hele 84 procent er helt eller delvist enige. Kun 13 procent er helt eller delvist uenige i udsagnet.
Ifølge arbejdspladserne selv er der altså et solidt fundament for at gå helt nye veje i innovationsarbejdet.
Stor grad af risikovillighed hos arbejdspladser med vilde løsninger
Det er ikke tilfældigt, hvor ofte arbejdspladser er helt eller delvist enige i, at de ofte går nye veje, selvom der er risiko for, at det er den forkerte vej.
På de arbejdspladser, hvis seneste innovation er en vild løsning, er hele 91 procent enige i udsagnet. 45 procent er endda ”helt enige”. Der er altså generelt meget stor grad af risikovillighed på de arbejdspladser, der indfører vilde løsninger.
84 procent er helt eller delvist enige på de arbejdspladser, der har indført alle andre slags innovationer end vilde løsninger.
Selv på de arbejdspladser, der slet ikke har indført en innovation i løbet af en toårig periode, er det 80 procent, der er enige i udsagnet.
Figuren viser, hvor ofte arbejdspladsen er helt eller delvist enig i, at de gerne går nye veje, selvom der er risiko for, at det er den forkerte vej. Andelen, der har svaret ”ved ikke”, ”ikke relevant” eller er uenige i udsagnet, er ikke vist i figuren. Forskellen på hvor enige arbejdspladserne er i udsagnet er signifikant ved et signifikansniveau på 0,05. Data er vægtet til at repræsentere den offentlige sektor samlet set. n=2.271.
Inden for radikal innovation taler man ofte ikke om risici, men om usikkerheder. Forskellen ligger i, at mens risici kan reduceres eller mitigeres, er usikkerheder konstant til stede. Man ved ikke, hvad resultatet af innovationsarbejdet bliver, og man kan ikke fastlægge sandsynligheder for, om et projekt vil lykkes.
Det er en tankegang, der understreger, at vi skal vænne os til at leve med usikkerheder i innovationsarbejdet.
Læs mere om vilde problemer og radikal innovation:
Vilde problemer, vilde løsninger
Søges: Radikale løsninger