CO-PI søger alsidig kommunikatør med digitalt flair og skarp pen
Brænder du for at finde fremtidens løsninger på vilde problemer? Kan du kommunikere præcist og inspirerende – og få budskabet til at synge på forskellige platforme? Så er du måske vores nye kollega i Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI).

Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) er et nationalt center, der arbejder med at udvikle og understøtte innovative samarbejder mellem den offentlige og private sektor.
Sammen skal vi bidrage til nye løsninger på udfordringerne på klima-, sundheds-, omsorgs- og velfærdsområderne.
Arbejdet med at finde løsninger er godt i gang. Vi søger derfor en alsidig kommunikationskonsulent til centerets lille (men ambitiøse) kommunikationsteam.
Om stillingen
Du kommer til at…
- producere relevant indhold, herunder artikler, om innovation i den offentlige sektor – og særligt innovation skabt i samarbejde mellem offentlige og private aktører
- være kommunikationstovholder på nogle af centerets centrale indsatser, fx en eller flere af vores skaleringsprocesser
- forestå teknisk afvikling af (primært digitale) arrangementer
- rådgive og hjælpe centerets ansatte med at få delt erfaringer og viden med relevante målgrupper via relevante kanaler
- drive og udvikle centerets indsats på LinkedIn
- i mindre omfang påtage dig en redaktionel rolle i forbindelse med konkrete udgivelser.
Vi forventer, at du
- har en relevant kommunikationsfaglig uddannelse og gerne alsidig og konkret erfaring med kommunikationsarbejde
- har en skarp og kreativ pen, der kan omsætte kompliceret stof til inspirerende indhold for vores målgrupper
- kan eksekvere en historie hele vejen fra idé til udgivelse, herunder indtænke og producere video, billede, grafik – og måske endda lyd
- har solid erfaring med brug af sociale medier (særligt LinkedIn), opsætning af hjemmeside og SEO
- er åben, idérig og god til at skabe relationer samt skriver et flydende og fejlfrit dansk
- er god til at skrive og tænke strategisk – og til at skabe overblik
- har lyst til at være en del af et lille kommunikationsteam, hvor humøret er højt.
Det er et plus, hvis du har kendskab til innovation, erfaring fra den offentlige sektor og/eller erfaringer med samspil mellem den offentlige og private sektor.
Vi kan tilbyde
- en engagerende arbejdsplads med krævende og berigende arbejdsopgaver (og kolleger)
- ansvar og rig mulighed for at byde ind med nytænkning, egne ideer og kreativitet
- en meget stor og kvalificerende berøringsflade med den offentlige sektor – og med aktører inden for offentlig-privat samarbejde
- højt til loftet og korte beslutningsgange
Vilkår
Stillingen ønskes besat til tiltrædelse snarest, men vi venter gerne på den rigtige kandidat. Du ansættes på individuel kontrakt med løn svarende til dine erfaringer og kvalifikationer. Løn- og pensionsforhold følger principperne i den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten.
Stillingen er i overensstemmelse med centerets bevilling tidsbegrænset med udløb den 31. december 2024.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan findes på centerets hjemmeside (co-pi.dk), og svar på konkrete spørgsmål kan opsøges ved henvendelse til kommunikationsansvarlig Paul Sauer, telefon 61 81 31 03.
Ansøgning
Din ansøgning med CV sendes i pdf-format til job@co-pi.dk.
Indsend senest den 26. september 2022. Samtaler vil kunne blive afholdt inden denne frist . Ansøgere, der inviteres til anden samtale, kan forvente at skulle løse en kommunikationsfaglig opgave i forbindelse med samtalen. Kun ansøgere, der har været til samtale, vil få mundtlig feedback på processen.
Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) er et nationalt center skabt af regeringen, KL og Danske Regioner. CO-PI's hovedformål er at bidrage til øget kvalitet og effektivitet i den offentlige sektor gennem innovation – og til samfundets velfærd, vækst og velstand gennem flere innovative løsninger skabt i offentlig-privat samarbejde. CO-PI blev skabt i de kommunaløkonomiske aftaler i juni 2021. Centeret skal videreudvikle på erfaringerne fra det tidligere Center for Offentlig Innovation (COI).